Stolt af mit land
Engang i mellem støder man på læserbreve, hvor folk ”skammer sig over at være dansker”. Sådan har jeg det ikke. Jeg er glad for at være dansk, og jeg er stolt af mit land.
Jeg er stolt af, at vi i fællesskab har skabt et stærkt velfærdssamfund, som mange i resten af verden - trods dets fejl og mangler – misunder os.
Jeg forbinder det at være dansk med værdier som lighed, velfærd, fællesskab og tryghed. Det er værdier som er helt centrale for vores samfund. Jeg ved naturligvis godt, at der er folk i andre lande, der også kan identificere sig med disse værdier. Det er kun fint. Vi har jo ikke patent på disse værdier, men vi har herhjemme udviklet dem i en grad, så man roligt kan betegne netop disse værdier som danske.
Vores samfund er blevet godt og stærkt netop fordi vi har opbygget det på værdier som lighed, fællesskab og tryghed. Når Danmark er blevet et af de mest veludviklede lande med et stærkt erhvervsliv, en veluddannet befolkning og en evne til ofte at være først med de gode ideer, så skyldes det ikke, at vores undergrund flyder med olie, guld eller mineraler, men at vi har haft succes med at udvikle os i fællesskab.
Danske værdier
Desværre har otte års borgerlig regering – baseret på det yderste højre i form af Dansk Folkeparti – undergravet disse værdier. Trygheden er blevet afløst af bandekrig, hjemmerøverier og grovere vold. Ligheden er blevet til øget ulighed og en uretfærdig skattereform, der først og fremmest forgylder de mest velbjærgede. Og fællesskabet er langsomt ved at smuldre, blandt andet i sundhedssektoren, hvor VKO favoriserer privathospitalerne og svigter vores fælles sundhedsvæsen.
I regeringen – hos både Venstre og Konservative - findes der mange, der mener, at øget ulighed er godt, fordi det skaber dynamik. Det mener jeg er noget sludder.
Et samfund som er præget af store, dybe klassemodsætninger bliver aldrig hverken et lykkeligt eller særligt dynamisk samfund. Det bliver et samfund, hvor man burer sig inde i hver sine ghettoer, og hvor mistro og angst dominerer. Mange u-lande er præget af fantastisk stor ulighed, men særlig dynamiske er de nu ikke blevet af den grund.
Det danske velfærdssamfund er derimod blevet stærkt og succesrigt, fordi vi ved, at tryghed – også social tryghed – er forudsætningen for, at alle kan udvikle sig.
Jeg er stolt af, at vi har et samfund, hvor de bredeste skuldre bærer mest – det har faktisk gavnet os alle. Vi har formået at skabe et samfund, hvor langt de fleste får en ordentlig skolegang og hvor også mange af os, der kommer fra ikke-boglige hjem har fået chancen for at uddanne sig.
Folkeskolen
Derfor er det så afgørende vigtigt at satse på en faglig stærk folkeskole i ordentlige rammer og med de mest moderne undervisningsredskaber, computere m.v. Vores samfunds fællesskab grundlægges bl.a. i folkeskolen, hvor lægens børn går i klasse med landmandens og hjemmehjælperens. Sådan skal det være, for det skaber folkeligt fællesskab.
Jeg frygter en fremtid, hvor etniske minoriteter isoleres sammen med den danske underklasse i overfyldte og nedslidte kommuneskoler, mens de veluddannedes og de velhavendes børn klumper sig sammen på privatskoler med alle de ekstra ydelser som et liv på solsiden giver mulighed for. Den udvikling er farlig og gavner i virkeligheden ingen af os.
Den udvikling, vi har set de seneste år, hvor folkeskolen langsomt nedprioriteres og de mest velhavende og veluddannede vender fællesskabet ryggen til fordel for private løsninger, bør vi ikke understøtte fra politisk hold. Jeg vil på ingen måde kritisere de forældre, der tager det valg – de kan have mange gode grunde – men jeg vil sige, at det understreger behovet for, at vi giver vores fælles folkeskole et løft.
Sundehedsvæsenet
Også i sundhedsvæsenet er de danske værdier under pres. Vi har siden 2001 set en snigende privatisering af vores fælles sundhedsvæsen og en opsplitning af danskerne i to grupper: dem med og dem uden en privat sundhedsforsikring.
Langt de fleste danskere er stolte af vores sundhedsvæsen. Vi vil gerne være med til at betale for kollegaen, hvis hun bliver ramt af alvorlig sygdom eller bliver kørt ned i trafikken. Vi vil gerne tage os af hinanden. Og vi har været stolte af, at have et lægeløfte, hvor lægen lover at ”bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige.” Hele denne solidariske indstilling – som, hvis man skal sige det lidt flot, udspringer af næstekærlighed – er faktisk et bærende element i det danske velfærdssamfund. Derfor er den snigende privatisering, som regeringen og Dansk Folkeparti står for, også et angreb på danske værdier.
I en situation, hvor Obama med sin sundhedsreform netop har bevæget USA i retning af vores velfærdssamfund, er vi desværre på vej mod amerikanske tilstande.
Regeringens politik har været at favorisere privathospitaler og give skattefordele til private sundhedsforsikringer, mens de offentlige sygehuse sidder tilbage med de krævende operationer og en udbredt mangel på læger og andet personale, som hellere vil tjene mere i den private sektor. Siden 2001 er antallet af tegnede sundhedsforsikringer mere end ti-doblet. Hvis vi fortsat ønsker et moderne, velfungerende offentligt sygehusvæsen, hvor der er fri og lige adgang for alle – uanset ens indkomst og status – så er tiden inde til at sadle om.
Fair Forandring
SF og Socialdemokraterne blev i årets løb enige om udspillet Fair Forandring. Her siger vi klart til danskerne: En ny regering vil give hospitalerne et markant løft. Vi skal have verdens bedste sundhedsvæsen, hvor alle borgere har ret til hurtig, effektiv behandling. Vi vil afskaffe fradraget på de private sundhedsforsikringer, gøre det dyrere at ryge og leve usundt og i stedet investere pengene i behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
De seneste år er antallet af fattige danskere steget voldsomt. Vi hører her i juletiden om familier, der ikke har råd til at give børnene vintertøj og de private hjælpeorganisationer meddeler, at der slet ikke er jule-pakker nok til alle de trængende familier.
Socialminister Karen Ellemann har kaldt det 'glædeligt', at dobbelt så mange danskere har måttet søge julehjælp i år, fordi ”de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder.”
Sådan ser jeg slet ikke på det. Det er ikke glædeligt. Det er tegn på en voldsom stigning i fattigdommen, som blandt andet skyldes de nye særligt lave satser, som denne regering har indført: kontanthjælpsloftet og den sulte-ydelse som har fået det misvisende navn ”starthjælpen”.
En ny regering vil som en af de første handlinger afskaffe disse fattigdomsydelser, både fordi de er urimeligt lave og fordi de ikke virker. De låser folk fast i fattigdom og gør modsat hensigten vejen til selvforsørgelse længere end nødvendigt.
I det Danmark jeg kender og holder af, skal det ikke være private hjælpeorganisationer, der har ansvaret for at løse fattigdomsproblemerne. Jeg synes de frivillige organisationer yder en fortrinlig indsats, men vi kan ikke lade dem stå alene med det, som burde være en fælles opgave.
Lad os dog bruge det nye år på i fællesskab arbejde for at leve op til de vise ord fra Grundtvig - “Og da har i rigdom vi drevet det vidt - når få har for meget og færre for lidt” - i stedet for at fortsætte en udvikling, hvor vi forgylder de privilegerede og straffer de svageste.
Godt nytår!
