”SF har et begavet og effektivt svar. Vi vil gå til kamp mod uvæsenet på tre fronter. For det første er den aktuelle situation helt utilfredsstillende - politiet må koncentrere sin indsats mod de magtfulde og pengestærke bagmænd. Ikke mod den enkelte hashryger,” siger SF-formand Villy Søvndal og fortsætter.
”For det andet vil vi lukke fødekæden. Altså gribe fat i de unge, som er på vej ind i miljøet omkring de hårdkogte hashhandlere. I København drejer det sig om 100-125 unge. De skal mandsopdækkes både i skolen og i fritiden af et korps af voksne, som fører de unge tilbage på rette spor”.
”For det tredje vil SF afkriminalisere hash, så den fjernes fra det hårdkogte miljø omkring bander, der også beskæftiger sig med prostitution og hårde stoffer. Frigivelsen af hash skal følges op af effektive kampagner, der oplyser om skadevirkningerne af hashrygning. De borgerliges politik har ført til, at helt almindelige mennesker kommer i kontakt med dybt kriminelle bander”.
På dagens pressemøde deltog også SF-borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard. Han sagde blandt andet:
”Vi advarede mod, at man lukkede Pusher Street på Christiania uden at have en plan B. Det gjorde man så alligevel. Og nu oplever København en voldsspiral, hvor voksne mænd slås med pistoler i byens gader i en krig om hashmarkedet. Vi har længe råbt højt for at få mere politi på opgaven og efterlyst penge, så vi kan tage fat i kraven på unge i gråzonen. Men regeringen har ikke gjort noget,” siger Bo Asmus Kjeldgaard.
SF's retspolitiske ordfører, Anne Baastrup, sagde på pressemødet, at justitsminister Lene Espersen må intensivere den såkaldte 'Al Capone-model'. Den går ud på at politiet, told og skat og sociale myndigheder taler sammen og krydskører registre, så man kan få skovlen under de bander, som lige nu kæmper i København.
Frigivelsen af hash skal følge den hollandske model, hvor det er lykkedes at holde hash ude af de miljøer, der handler med hårde stoffer. I Danmark er det gået stik modsat.
SF's finanspolitiske ordfører, Ole Sohn, sagde på pressemødet, at partiet vil søge at skaffe flere midler til at forebygge fremtidens hash-kriminalitet:
”De unges rodløshed skyldes, at der ikke er noget perspektiv for dem. Derfor vil SF søge at skaffe flere penge til kommunerne, så de unge - der bliver mandsopdækket ind på rette spor - faktisk får et tilbud om en uddannelse eller en praktikplads”.
SF foreslår desuden, at der bliver nedsat en kommission, der skal pege på fornuftige løsninger omkring forebyggelse, undersøge skadevirkninger af hashrygning og rådgive politikerne.