Karsten Hønge, 50 år, udlært tømrer og medlem af folketinget, valgt i Fyns storkreds.
Velfærd og en troværdig miljøpolitik
Den sociale indignation er fortsat drivkraften for venstrefløjen. Vi husker de marginaliserede, udstødte og de tiloversblevne. Ulighed og demokrati er modsætninger – for os er mennesket vigtigere end markedet og systemet.
Velfærdssamfundet skal ikke pilles fra hinanden af liberalisterne. SF bidrager til samfundets sammenhængskraft med vores stærke solidariske og humanistiske vision. Værdier der er brug for både nationalt og internationalt. Det betyder internationalt samarbejde frem for at være underlagt USA – og det betyder social udvikling frem for krig.
SF skal være kendt for en markant og troværdig miljø- og energipolitik. Vi skal skabe sammenhængen mellem de globale miljøudfordringer, og den danske hverdag. Jobs og uddannelse er for alle – ingen skal efterlades.
Handling nu!
Der er brug for en ny aktivisme, og at genopdage det frugtbare forhold mellem parti og folkelige bevægelser. Det er alliancen til miljøorganisationer, fagforeninger og kulturelle ildsjæle, der virkelig kan gøre en forskel i politik. Og de mange nye medlemmer skal have bedre muligheder for at blive inddraget i arbejdet, og i partiets beslutninger.
SF skal være krydderiet i dansk politik. Vi skal være pågående, anderledes og respektløse overfor magt, autoriteter og vedtagne normer. SF skal være endnu mere folkeligt, jordnært og løsningsorienteret.
SF: Det moderne parti
SF skal være det moderne venstreorienterede parti, hvor balancen findes mellem ideologisk skarphed, og ønsket om at opnå politiske resultater. Vi skal målrettet gå efter magt og indflydelse, for vores vælgere kan ikke leve af ord alene.
Vi er sat i verden for at lave om på samfundet, ikke for magtens skyld alene. SF skal stå for rummelighed, tolerance og plads til forskellighed, samtidig med at vi forsvarer de frisindede progressive kulturelle værdier. Vi hejser både den humanistiske og den sociale fane.
Privat
- Jeg har arbejdet som tømrer i Norge, Færøerne og Grønland. Har gennem flere lange rejser besøgt det meste af jorden.
- Tidligere fagforeningsformand Forbundet Træ-Industri-Byg
- Tidligere medlem af Fyns Amtsråd og Odense Byråd.
- Indmeldt i SF/SFU 1973
- Folketingskandidat på Fyn siden 1993
- Har tre børn
Fritidsinteresser
- Især rejser og fremmede kulturer
- Psykologi og kommunikation
- Bøger og gode film
- At se fodbold med min store søn
- Løbetræne og svømning
Lyst til at vide mere?
Kontakt mig på enten telefon: 33 37 44 22 eller karsten.honge@ft.dk – så sender jeg noget materiale. Eller følg med på min
facebook-profil.