Denne vedtagelse fra SF’s principprogram, som landsmødet vedtog i 2003, er hjørnestenen i SF’s politik om religiøs ligestilling. SF ønsker at give større frihed til trossamfundene, og det betyder, at folkekirken skal være selvstændig, som det er tilfældet i f.eks. Sverige. Den danske folkekirke skal både økonomisk og forkyndelsesmæssigt skilles fra staten, og tilskuddet til folkekirken bør flyttes fra præste- og bispelønningerne til opgaver, der oplagt er statens, f.eks. bevaring af fredede bygninger af kulturhistoriske årsager.
SF mener, at folkekirken ikke længere skal have særstatus frem for andre trossamfund, og det får bl.a. som konsekvens, at nogle opgaver, som hidtil har ligget hos folkekirken efter SF’s mening bør ligge hos offentlige myndigheder. Det gælder f.eks. fødselsregistrering og vielser. Som det er nu, skal alle nyfødte registreres i den lokale kirke, og det, mener SF, skal laves om. Det er en forældet tankegang, at forældre med andre trosretninger – eller ateister – skal foretage, hvad der egentlig er en administrativ handling i religiøst regi. Der er jo ikke tale om, at barnet skal tilknyttes kirken eller lignende. Mange kristne eller ikke-troende danskere ville nok også betakke sig for at skulle registrere deres barn i en synagoge. Hvad der er en administrativ handling bør naturligvis ligge hos offentlige myndigheder. Sådan er det – som det eneste sted i Danmark – i Sønderjylland, hvor en tysk tradition overlevede, efter at det sønderjyske område atter blev en del af Danmark, og sådan bør det være i hele landet.
SF mener også, at vielser bør ligge hos de offentlige myndigheder. Som det er nu, er der forskel på, hvilke trossamfunds vielser, der har lovmæssig gyldighed, og SF mener, at ingen skal have det. Et par, der ønsker at gifte sig, må gøre det på rådhuset. Ingen forhindrer dem i efterfølgende at få deres ægteskab velsignet i deres eget trossamfund.
