Den sindslidende skal have hjælp til at vende tilbage til den hverdag og eventuelle arbejdsliv, som den enkelte kommer fra og har ressourcer til igen at deltage i. Ved at fokusere på en recovery-tilgang til psykiatrien og implementere den yderligere i behandlingstilbuddene kan vi hjælpe mange til at komme sig helt eller delvist efter en sindslidelse. For at opnå dette arbejder SF for at nedbryde de mange tabuer, som er forbundet med det at være sindslidende, hvilket er en nødvendig for at skabe vilje til at inkludere sindslidende i samfundet. Overordnet skal der politisk arbejdes for, at mindske de faktorer, der fører til sindslidelser og der skal altid være adgang til en hurtig og effektiv indsats ved egen læge, terapeut, psykolog eller psykiater ved tegn på en sindslidelse.
Ligestilling af psykiske og somatiske sygdomme
Siden 2001 er de samlede sundhedsudgifter steget med 23 %, mens udgifterne indenfor psykiatrien kun er steget med 11 %. SF støtter indførslen af en behandlingsgaranti i psykiatrien, men mener det er dybt problematisk, at det er satspuljemidlerne der skal finansiere det. Initiativer til forbedring af forhold for de somatiske patienter bliver jo ikke finansieret på den måde. SF vil have at mennesker med sindslidelser ligestilles med mennesker med fysiske lidelser.
Inddragelse af pårørende
Ca. en million danskere skønnes at være pårørende til en sindslidende.I dag er det meget forskelligt fra region til region, hvor meget de pårørende inddrages i den sindslidendes behandling. SF arbejder for, at regionerne inddrager de pårørende i behandlingsplanerne, så de bliver en aktiv del af behandlingstilbuddet, hvis den sindslidende ønsker det. Det skal være obligatorisk at tilbyde pårørende undervisning og informationer om hvordan de kan hjælpe til at den sindslidende kommer sig. Der skal derudover være pårørendesamtaler med alle pårørende, så de løbende har et indblik i den sindslidendes situation og vil være stand til at hjælpe den sindslidende med at mestre de udfordringer han/hun står overfor i hverdagen. SF har på folketingsniveau også stillet
beslutningsforslag herom. Dette har man gode erfaringer med i eksempelvis Vestlapland, hvor netværket omkring den sindslidende intuitivt indtænkes i behandlingen. Her ses en bedre og hurtigere behandling, den sindslidende kommer sig hurtigere og har færre tilbagefald, når netværket inddrages. Undersøgelser viser også, at patienter har markant større chancer for at komme sig, når de pårørende inddrages. For gruppen af skizofrene er risikoen for tilbagefald f.eks. helt nede på 9 pct., hvis de pårørende inddrages, i modsætning til mellem 40 og 65 pct. hvis de pårørende ikke inddrages.
Koordinering mellem de forskellige dele af psykiatrien
Der mangler i øjeblikket en koordination mellem de forskellige dele af psykiatrien og mellem sektorerne. Derfor vil SF arbejde for bedre brug af behandlingsplaner og udskrivningsaftaler, så der kan skabes en sammenhængende indsats regioner og kommuner imellem. Vi arbejder desuden for en klar ansvarsfordeling mellem psykiatrien, socialforvaltningen og kriminalforsorgen. Der er lige nu alt for mange sindslidende, der falder mellem to stole. Derfor skal behandlingsplanerne også koordineres med efterfølgende sociale handlingsplaner for den sindslidende.
Personale
Et rigeligt og veluddannet personale er et af de vigtigste forebyggelses- og behandlingsmidler i psykiatrien. Det er betingelsen for, at behandlingen bliver andet end symptombehandling. Ofte kan der ses en sammenhæng mellem personalets uddannelse, de rette normeringer og behovet for medicin og genindlæggelser.
Forskning og læring. Det er vigtigt at vi hele tiden prøver nye ting i behandlingen af sindslidende. Derfor er forskningsindsatsen essentiel for videreudviklingen det psykiatriske system i Danmark. Det er ligeledes SF politik, at vi er åbne overfor alternative behandlingsformer og tager ved lære at de gode erfaringer der gøres i udlandet. Gode eksempler på alternative fremgangsmåder ses blandt andet i Finland og Italien. For at sikre den optimale behandling af sindslidende skal vi derfor lade os inspirere af nye succesfulde behandlingsformer, fra ind- og udland, som kan være med til at forbedre psykiatrien i Danmark. SF mener også at det er vigtigt for politikere og embedsmænd tæt på psykiatrien, at de regelmæssigt inddrager personalet, brugerne og de pårørende i politikudviklingen på området, for at gøre brug af gode og dårlige erfaringer fra praksis.
Psykiatri i regionerne
Ingen ventelister
Ventelister på udredninger, indlæggelser og behandlinger er i dag uacceptabelt lange. Det er både i forhold til børn, unge og voksne der er problemer. Nogle børn venter et helt år på behandling. Sindslidende i alle aldre bliver mere syge af at vente på behandling. Derfor vil SF arbejde for, at ventelisterne nedbringes. Det er på tide at tænke nyt i forhold til afskaffelse af ventelister. En del af løsningen kunne være at følge eksempler fra
Norge, hvor man har ligestillet psykologer med psykiatere i forhold til at være ansvarlige for behandlingerne. Denne ligestilling vil give flere hænder til behandlingspsykiatrien.
Mindre tvang
Brugen af tvang i psykiatrien har de seneste år været stigende. Sammenligner man Danmark med udlandet er brugen af tvang herhjemme langt mere udbredt. Det er dybt bekymrende at tvang indgår som en del af behandlingen. For megen brug af tvang er nedbrydende, for både patienten, de pårørende og personalet, da det i mange tilfælde har en negativ indflydelse på den sindslidendes bedring. Sundhedsstyrelsens projekt ”Mindre tvang – mere kvalitet”, viste, at med den rigtige indsats og fokus på problematikken kan brugen af tvang faktisk godt nedsættes. Derfor vil SF arbejde for at der fortsat fokuseres på hvordan man kan mindske brugen af tvang i psykiatrien.
Mindre brug af psykofarmaka
Medicin kan og må aldrig stå alene. Udenlandske erfaringer viser, at hvis man kombinerer den medicinske behandling med eksempelvis kognitiv adfærdsterapi, samtaleterapi og inddragelse af pårørende, er der en større sandsynlighed for, at sindslidende kan komme sig. Derfor er det vigtigt at behandlingen af sindslidende ikke kun er fokuseret på at medicin kan gøre den enkelte rask. Vi må heller ikke glemme, at undersøgelser viser at medicinen ikke virker på op til 40 % af de sindslidende.
Større tilgængelighed. I dag begrænses akut psykiatrisk behandling ofte af åbningstiderne på behandlingsstederne. Der burde også være hjælp at hente fredag efter kl. 16 og i hverdagen efter lukketid. En sindslidende bør altid kunne komme til at snakke med en person. SF vil arbejde for, at fremtidens psykiatri indeholder tilbud om en 24-timers tilgængelighed, hvor det er muligt at snakke med nogen og hvor man ikke skal visiteres til tilbuddet. Ofte er det blot en telefonsamtale, den sindslidende har brug for.
Helhedstilbud til patienter med dobbeltdiagnoser
Mange sindslidende med misbrugsproblemer får ikke den rette behandling fordi de sidder fast i et misbrug. Det anslås at halvdelen af de 30.000 dansker, som lider af skizofreni, har en dobbeltdiagnose - altså et misbrug ved siden af sindslidelsen. SF vil derfor i regionerne arbejde for bedre og mere helhedsorienterede behandlingstilbud til sindslidende med dobbeltdiagnoser.
En opsøgende psykiatri
Vi kan forebygge mange indlæggelser, ved at skabe en mere inkluderende psykiatri. Der er flere eksempler på udenlandske erfaringer, med en opsøgende psykiatri, til fordel for de sindslidende, som ikke nødvendigvis har brug for en indlæggelse. Desværre er de opsøgende psykoseteams vi har i dag kun til psykotiske patienter. SF vil arbejde for at udvide de opsøgende teams målgruppe til også at omfatte de ikke psykotiske patienter. En ikke-psykotisk lidelse (fx spiseforstyrrelser eller angstrelaterede lidelser) kan være lige så invaliderende som en psykotisk lidelse. På denne måde kan vi forebygge mange indlæggelser og nedbringe ventelisterne i behandlingspsykiatrien.
Psykiatri i kommunerne
Socialpsykiatrien
Overordnet skal socialpsykiatrien fungere bedre i forhold til hensigten, nemlig at være et opfølgende tilbud til behandlingspsykiatrien og skal i højere grad end i dag fungere på modtagerens betingelser.
Flere og bedre bosteder
I mange kommuner mangler ordentlige bosteder for mennesker med sindslidelser. Der er færdigbehandlede sindslidende som venter ekstremt længe på at kunne blive overført fra hospitalspsykiatrien fordi der mangler passende tilbud. Tilsynet med private og offentlige bosteder for sindslidende er i dag ikke godt nok. Bostederne efterlyser selv flere tilsyn, idet der for sjældent er tilsyn og ofte er tilsynet for overfladisk. SF vil derfor arbejde for bedre, og gerne uafhængigt tilsyn med bostederne i kommunerne.
Sindslidende på førtidspension
Halvdelen af alle nytilkendelser af førtidspension, sker på grund af sindslidelser. Men når vi samtidig ved, at mange mennesker med sindslidelser faktisk kommer sig (fx kommer ca. halvdelen af mennesker, som diagnosticeres med skizofreni, sig indenfor en årrække), er det vigtigt, at kommunerne laver en ordentlig opfølgning ift. de folk der tilkendes førtidspension, og at dem der ønsker det tilbydes kvalificeret hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet i det omfang deres sindslidelse tillader dem det. Det er vigtigt at indsatsen for førtidspensionisterne koordineres mellem jobcentre og psykiatrien. På landsplan arbejder SF desuden for indførslen af en rehabiliteringsydelse til de mennesker, der er for syge til at arbejde, men for raske til at komme på førtidspension. Her falder sindslidende ofte mellem to stole, idet førtidspensionen tildeles ved varig kronisk sygdom, hvor en sindslidelse godt kan bedres indenfor en årrække, men imens den står på, kan den sindslidende ikke arbejde pga. lidelsen. Usikkerhed ved lange sagsbehandlingstider er med til at forværre de sindslidendes tilstand. Derfor vil SF også arbejde for at mindske bureaukratiet og sikre, at de kommunale sagsbehandlere har mulighed for hurtigere sagsbehandling af f.eks. førtidspensionsansøgninger.
Flere socialpædagogiske tilbud
Mange mister deres netværk og deres tilknytning til arbejdsmarkedet, når de får en sindslidelse. Det kan være en barriere i forhold til at komme sig. SF vil arbejde for et mangfoldigt socialpædagogisk udbud af muligheder, som de sindslidende kan benytte til at skabe socialt netværk og åbninger til arbejdsmarkedet. Der må ikke være ventelister og alle skal have råd til at deltage.
Mangel på tilbud om beskyttet beskæftigelse
I mange kommuner mangler der tilbud om beskyttet beskæftigelse til sindslidende med normalt intellekt, der skal reintegreres på arbejdsmarkedet. SF vil arbejde for bedre tilbud om beskyttet beskæftigelse til sindslidende, som bedre matcher deres kompetencer, end det der i dag udbydes på de beskyttede værksteder.