Vi kender stalking fra de kulørte blade, hvor kendte mennesker oplever, at en – for dem ofte ukendt – person udviser en uønsket og ubehagelig interesse i den kendtes liv ved over en periode at forfølge, kontakte eller overvåge den kendte.
SF vil sætte en stopper for stalking. Op imod 10.000 danskere bliver hvert år forfulgt af en bekendt, en tidligere samlever eller en helt fremmed. De oplever usikkerhed og føler sig truet på livet, men kan i mange tilfælde ikke få hjælp hos politiet. SF kræver nu en ændring af straffeloven.
Hvad de kulørte blade ikke fortæller er, at stalking ikke kun overgår de kendte, men er hverdagen for op til 5-10.000 danske stalking-ofre. I 80-90 % af tilfældene går det ud over kvinder, og ofte med alvorlige konsekvenser til følge.
Fra udenlandske studier ved vi, at stalking fører til både angst og psykisk ubalance. I omkring en tredjedel af sagerne får frygten et fysisk udtryk i form af søvnforstyrrelser (41 %), maveproblemer (35 %) eller sågar depression (28 %). Der er desuden en stor risiko for at stalkingsagerne eskalerer og ender i fysisk vold. Det sker i en tredjedel af tilfældene.
Stalkere er oftest mænd og i mange sager går det udover en tidligere samlever.
Det skal ikke længere være nødvendigt for politiet at give et tilhold, før man kan foretage en egentlig sigtelse for chikane eller stalking. Hensynet til ofrene – og risikoen for en eskalering – kræver, at vi griber ind langt tidligere.
SF foreslår:
- Indføre en ”stalkingparagraf” i straffeloven, som udpinder, hvad der er at betragte som stalking. Dermed forpligtiges politiet på en tidligere indgriben.
- Fjerne chikaneparagraffens krav (straffeloven § 265), så der fremover ikke behøver foreligge et polititilhold, før man kan åbne en straffesag.
- Satse på behandlingsdomme og konfliktråd som de straffesanktioner, der skaber reel tryghed for ofret.
- Satse på bedre uddannelse af politistyrken i forhold til at håndtere stalkingsager.
Stalking er kendetegnet ved, at den ene part ikke anerkender eksistensen af et socialt forhold, som retfærdiggør fortsat kontakt mellem de to parter. Desuden kræves det, at handlingerne i form af fx gentagende kontaktforsøg, overvågning eller lignende må betragtes som truende for en almindelig person.
I dag er det først muligt at åbne en straffesag imod en stalker, når vedkommende overtræder et polititilhold, og tilhold gives kun i alvorlige sager.