En rapport fra 2007 om politiets brug af skydevåben viser, at af de 23 tilfælde, hvor der blev afgivet skud, var sindslidende involveret i de 16 sager. ”Det er vigtigt, både for politiet selv og de sindslidende, at der bliver gjort noget ved problemet, så vi ikke ser flere unødige dødsfald.” Udtaler SF’s psykiatriordfører Özlem Cekic
SF foreslår derfor:
- Veluddannede folk skal rykke ud, når det drejer sig om tvangsindlæggelse
Det kræver en faglig viden at kunne være i stand til at tvangsindlægge. Derfor er det vigtigt at politiet er i stand til at gøre det mindst muligt smertefuldt. Politiet skal lære at håndtere de sindslidende og nedtrappe konflikterne. Derfor skal politiet både uddannes bedre, så de får den nødvendige grundlæggende viden i forhold til sindslidelser, og der skal være sundhedspersonale med, hver gang politiet skal tvangsindlægge en sindslidende.
- Bedre koordinering mellem forvaltninger og klar ansvarsfordeling
Der er alt for mange sindslidende, der falder mellem to stole fordi ingen tager ansvar. Der skal være en klar ansvarsfordeling mellem psykiatrien, socialforvaltningen og kriminalforsorgen. Og der er behov for bedre koordination mellem de forskellige dele af psykiatrien og mellem sektorerne. Derfor skal der arbejdes for bedre brug af behandlingsplaner og udskrivningsaftaler, så de sindslidende ikke bliver udskrevet til ingenting.
- Større tilgængelighed
I dag begrænses akut psykiatrisk behandling ofte af åbningstiderne på behandlingsstederne. Der burde også være hjælp at hente fredag efter kl. 16 og i hverdagen efter lukketid. En sindslidende bør altid kunne komme til at snakke med en person. Fremtidens psykiatri skal være tilgængelig i 24 timer, hvor det vil være muligt at snakke med nogen, og hvor man ikke skal visiteres til tilbuddet. Ofte er det blot en telefonsamtale, den sindslidende har brug for.
”Hele systemet skal have et løft, så de sindslidende ikke tabes mellem to stole, og derfor ikke får den hjælp de har brug for. En tilgængelig psykiatri med ordentlig koordinering vil i det hele taget betyde langt færre situationer, hvor politiet behøver at blive indblandet.” påpeger Özlem Cekic.