Debatindlæg i Dagbladet Køge/Roskilde/Ringsted, 21. maj 2010 - om regeringens nedskæringspakke og vores alternativ Fair Løsning

Mange tak fordi jeg må komme her og tale til jeres Grundlovsdags-arrangement.

Grundlovsdag er altid en dejlig festdag – en dag, hvor vi fejrer vores demokrati og de umistelige rettigheder vi som borgere har kæmpet os til.

I år fejrer vi Grundlovsdag midt i en meget grundlæggende debat om, hvilken vej vi ønsker for vores land, ja, hvilken samfundsmodel, vi tror stiller os stærkest og giver de bedste liv.

Socialdemokraterne og SF har sammen lagt en plan frem, der viser, hvordan vi kan få Danmark ud af krisen, hvordan vi kan løse det økonomiske holdbarhedsproblem OG fremtidssikre velfærden. Den kalder vi Fair Løsning.

Overfor det står regeringens såkaldte genopretningspakke – der giver en mavepuster til det spirende opsving med fare for, at det bliver slået helt ud.

Som sender regningen for skattelettelserne til de rigeste, da forbrugsfesten var på sit højeste, videre til børnefamilierne og de arbejdsløse.

Og som – næsten ganske ubemærket – trækker et nulvækst-regi ned over hovedet på kommunerne. En nulvækst, der med regeringens egne tal fra deres egen 2015-plan vil koste kommunerne to milliarder kroner om året. Det er vel og mærke to milliarder, der kommer oveni den milliard, som kommunerne allerede har forpligtiget sig til at spare ved effektiviseringer og afbureaukratisering.

Og det kommer til at kunne mærkes i kommunerne. Det kommer til at kunne mærkes, når der skal afskediges dagpleje og fyres personale i børnehaver og vuggestuer. Det kommer til at kunne mærkes i folkeskoler og ældrepleje. For eksempel viser tal fra Århus Kommune at nulvæksten vil medføre at antallet af pædagoger reduceres med ca. én pædagog i hver institution eller at antallet af lærer reduceres med ca. 5 lærere pr. skole eller at antallet af undervisningstimer reduceres med mere end 4 undervisningstimer på alle klassetrin (1.-10. klassetrin).

På ældreområdet vil nulvæksten i Århus Kommune betyde, at der kommer til at mangle 150 medarbejdere til at løse den voksende plejeopgave på ældreområdet. Eller at en morgenpleje som i dag tager 8 minutter fremover skulle gennemføres på 7 minutter. Eller nedsætte frekvensen af rengøring fra den nuværende rengøring hver 2. anden uge til hver 3. uge – og det vil ikke engang være nok.

Nulvæksten i kommunerne er en dårlig ide – fordi den rammer og forringer vores velfærd. Men også fordi den er med til at bremse så voldsomt op i vores økonomi – fordi kommunerne vil efterspørge færre ydelser på det private marked, fordi de velfærdsmedarbejdere, der bliver afskediget får færre penge til at købe ind i Netto for og koster samfundet mere, når de ryger på overførsel og ikke længere har en indtægt, de svarer skat af. Bremsen hakkes i bund – og vi gambler med det spirende opsving.

--

I regeringens publikation om Genopretningspakken er der sådan en lille tegning. Den viser en vej – her er vi nu – der et stykke fremme deler sig i to. Tager man ruten til venstre – oppositionens vej vel at forstå – møder man en mørk og truende regnsky. Tager man ruten til højre – regeringens vej – skinner solen smukt fra en skyfri himmel.

Det er jo et fantastisk niveau man argumenterer på hos regeringen. Det svarer næsten til at ”min far er stærkere end din” fra børnehaven.

Men de har jo ret så langt, at vi står overfor et afgørende valg. Et valg om hvad vej vi vil med Danmark.

Vil vi et Danmark, hvor vi udbygger og fremtidssikrer det danske velfærdssamfund og den danske model, der har gjort Danmark så stærkt? Eller vil vi et Danmark, hvor vi skærer i velfærden og angriber den danske model gennem forringelser af dagpengene og nedskæringer i fradrag for fagligt kontingent.

Jeg vælger det første.

For når Danmark ligger i top når World Economic Forum – som man vist ikke kan beskylde for at være en folkesocialistisk debatklub – rangerer verdens økonomier så er det jo netop i kraft af vores stærke velfærdssamfund, vores veluddannede befolkning, den relativt fungerende infrastruktur og den danske model – den såkaldte flexicurity – hvor det er let at hyre og fyre, men arbejdstagerne til gengæld er – eller var – sikret en tryghed gennem dagpengesystemet.

Danmark er blevet så stærkt på grund af – og ikke på trods af – vores stærke velfærdssamfund og den danske model. Og det er netop det, som regeringen og Dansk Folkeparti angriber så massivt i disse dage.

Og det er ikke fordi jeg vil stå her og påstå, at hvis vi kommer til magten, hvis vi får en ny regering, så går vi en tid i møde, hvor solen altid stråler smukt. Den slags propaganda overlader jeg til regeringen at stå for. For selvfølgelig vil der også for en ny regering være en regning, der skal betales. Der er et holdbarhedsproblem i dansk økonomi, som også en ny regering vil skulle løse.

Derfor siger vi også: her og nu skal vi skabe jobs og få dansk økonomi ud af krisen uden alt for store ridser i lakken. Efter det venter der en regning, som vi alle sammen må hjælpe til med at betale. Men det er ingen naturlov at regningen skal betales gennem forringelser i velfærden. Vi siger, at alle må bidrage med at få Danmark ud af krisen. Bankerne og de multinationale selskaber må betale lidt mere i skat. Hvis vi alle sammen i gennemsnit arbejder en time mere om ugen – eller 12 minutter om dagen – så har vi løst størstedelen af det holdbarhedsproblem, dansk økonomi står med. De unge må tage deres uddannelser lidt hurtigere – et halvt år i gennemsnit. Og stat, kommuner og regioner må fortsat forpligtige sig på at effektivisere og afbureaukratisere.

--

Som sagt er det her jo dagen, hvor vi fejrer vores demokrati. Et demokrati, der oprindeligt var meget lille – med 14 % af befolkningen, der kunne stemme til det folketing, der blev holdt i skak af det ikke-valgte Landsting. Et demokrati, der langsomt er blevet udvidet, fordi helt almindelige mennesker har krævet det. Og i øvrigt et demokrati, der i forrige uge blev indskrænket som følge af regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepakke. Her forringede man den kommunale valgret for folk med midlertidig opholdstilladelse i Danmark, så de nu ikke længere kan deltage i de kommunevalgene efter tre år, men må vente et år længere.

Det – kunne man forstå på de konservatives Naser Khader og Venstres Birthe Rønn Hornbech – ikke en ide, der var vokset i nogen af regeringshavernes have. Nej, det var en del af prisen for at få Dansk Folkeparti med i udlændingepakken. Vi tilbød regeringspartierne at sikre et stort og komfortabelt flertal imod forringelserne af vores demokrati – men de afslog.

Det er jo tankevækkende. Tankevækkende fordi der ellers i debatten er enighed om, at demokratiet er den afgørende grundsten i det danske samfund. Og fordi vi skal kræve af folk, at de forpligtiger sig til demokratiet, at de tager del i demokratiet. De ord er gået igen gang på gang når vi diskuterer kampen imod radikalisering og ekstremisme. Men når det kommer til stykket – så er regerings fine principper til fals når der skal laves politiske studehandler bag lukkede døre. Det er ikke kønt, synes jeg. Det klæder ikke vores demokrati.

--

Jeg synes målet må være, at vi fortsat arbejder med at udbrede og udvide vores demokrati. Engang var demokrati noget, som den lille elite kunne deltage i. Det blev langsomt bredt ud, med kvindernes valgret som en stor sejr og med valgrettens sænkelse af flere omgange, så den nu er på 18 år.

Fra SF’s side vil vi gerne udvide demokratiet. Vi støtter at vi sænker valgretten yderligere – for at ansvarliggøre og inddrage også de unge.

Men vi vil også udvide de områder, hvor demokratiet råder. Den globale finanskrise har med smertelig klarhed vist selv de mest forhærdede frimarkeds-elskere, at der er behov for regulering, at der er behov for kontrol og aftaler – at det er behov for demokrati.

Og endelig vil vi være regering på en måde, der er i sunde demokratis ånd. Hvor beslutninger ikke træffes i en så snæver kreds som man kan slippe af sted med bag lukkede døre. Hvor man ikke laver forhandlinger på skrømt, hvor forhandlingen er reduceret til et diktat eller et ultimatum – som regeringens besked til kommunerne: mak ret eller vi kan afskaffe det kommunale selvstyre. Og hvor man ikke laver grundlæggende omkalfaltringer af den danske model uden så meget som at inddrage modellens parter – som vi så det med forringelserne af dagpengene, der kom som en tyv om natten.

Derfor er det et grundlæggende element i den plan Fair Løsning, som S og SF har lavet sammen at vi vil lytte, inddrage og skabe partnerskaber. Når vi lægger op til at danskerne skal arbejde mere – så inviterer vi arbejdsmarkedets parter til forhandlinger, hvor målet er fast: hullet i kassen skal lukkes – men midlerne er til reel debat. Når vi siger, at de studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, så inviterer vi de studerendes organisationer, så vi kan finde de bedste redskaber til at få flere unge hurtigere igennem. Og når vi siger, at erhvervsstøtteordningerne skal omlægges – så beder vi erhvervslivet selv melde ind med hvordan de bedste ser vi omlægger det. Og endelig og helt afgørende, så inviterer vi kommunerne til et reelt partnerskab – Partnerskab for velfærd har vi kaldt det – hvor vi sammen med dem, der hver eneste dag sørger for kernevelfærden i børnehaver, folkeskoler og ældrepleje, finder ud af, hvordan vi fremtidssikrer og udvikler vores velfærdssamfund. Og vi forpligter os på at finde de midler der skal til for at kommunerne kan leve op til det velfærdsniveau vi sammen forpligtiger os på.

Dét er det demokrati jeg gerne vil have. Et demokrati, der ikke er reduceret til et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år. Et demokrati, hvor magthaverne forpligtiger sig på at lytte, inddrage, lave partnerskaber og ikke tromle stort og småt igennem.

Der er mildest talt rum for forbedringer – men lad os alligevel i dag nyde hinandens selskab, det gode vejr (I hope) og fejre vores grundlov og demokrati.

Indlæg om vores og S' plan Fair Løsning, fra Dagbladet Roskilde/Ringsted/Køge 31. maj 2010

Sjællandske, 3. juni 2010

Svar til Keld Holm (K) i Dagbladet Roskilde (3. juni 2010) - om vores uenighed om regeringens nedskæringspakke vs. Fair Løsning

Indlæg i Information, 8. april 2010

Mange tak, fordi jeg måtte komme her og tale på denne første maj.

Sidste år holdt jeg en tale over temaet: ”den første første maj” – fordi det var den første maj, hvor Lars Løkke var statsminister i stedet for Anders Fogh. 
Det var den første maj, efter jeg var blevet mor – og jeg havde også sidste år lille Karla med, der jo nu er blevet en stor pige.
Og det var den første maj siden 30’erne, der blev fejret i lyset af en så alvorlig økonomisk krise, som den vi stadig kæmper med i dag.

I år synes jeg det er oplagt, at vende temaet om!

For i år er det forhåbentlig og formentlig sidste gang vi fejrer første maj inden et folketingsvalg.

Og det er forhåbentlig sidste gang vi skal fejre første maj i skyggen af VK og O’s nedskærings-regering.

Sidste gang vi skal stå her og snakke om en regering, der sidder på hænderne i forhold til den økonomiske krise, de alt for mange danskere, der kommer hjem med en fyreseddel og de mange ny-uddannede unge, lige fra mureren til akademikeren, der overhovedet ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Det er forhåbentlig sidste gang vi skal fejre første maj med bevidstheden om, at de kommuneforhandlinger, der går i gang i maj, kommer til at betyde nedskæringer lokalt til skade for børnehaver, folkeskoler og ældrepleje.

Sidste gang vi skal holde første maj under en statsleder, der har skuffet fælt. Lars Løkke lovede os i efteråret, at han ville bruge ALLE kræfter på de tre K’er: Klima, Kommunalvalg og Krise.

Klimatopmødet magtede han ikke. 
Kommunalvalget tabte han. 
Og krisen misforstod han fra dag 1.

I stedet fejrer vi første maj under en statsminister, der bruger sin tid på alt andet end det vi har brug for – vi kan kalde det de tre F’er: Ferie, Fnidder og Facebook.

Det er forhåbentlig sidste gang vi fejrer første maj under en regering, der har så travlt med at lægge ansvaret fra sig, at de indrykker annoncer i de landsdækkende medier, hvor de anklagende fortæller danskerne, at nu har vi haft nogen fede år – og så venter der også en regning, der skal betales.

Det er lige frækt nok, hvis I spørger mig!

For hvem var det, der bestemte, at der skulle gives ufinansierede skattelettelser for milliarder – så den ellers sunde danske økonomi for alvor blev ramt af krisen? Ja – det var ikke mig, der bestemte det. Det var sådan set heller ikke jer. Nej, det var Lars Løkke og Lene Espersen og Pia Kjærsgaard.

Og hvem er det, der har skummet fløden, når regeringen har givet skattelettelser med deres rødvinsreformer? Ja, det er ikke de fattigste pensionister her i landet – de har ikke fået så meget som en rød reje. Det er heller ikke de helt almindelige hårdtarbejdende børnefamilier – der har fået en smule, men slet ikke noget der kommer i nærheden af, hvad Lene Espersens kernevælgere i Gentofte har fået – eller hvad Lars Løkke’s bagland i Græsted og omegn har kunnet indkassere. 

En artikel i BT i sidste uge viser det meget tydeligt: landets 1.000 rigeste får 325.000 kr. ekstra i gennemsnit i skattelettelser med regeringens sidste nye skattelettelser. En almindeligt par med to børn, der bor i lejebolig, får under 5.000 kr. om året. 

Og alligevel siger regeringen nu til alle de helt almindelige danskere, der har måttet kigge langt efter de store skattelettelser, at nu må det være slut med al den skødesløse spenderen. Nu er der – kan man forstå på Lars Løkke i de helsides annoncer, man har indrykket – en regning, der skal betales.

Og det må man ellers også love for, der er. Hvis regeringen lykkes med deres foretagende, så skal der spares 4 milliarder i kommunerne og 6 milliarder i staten. OG det er vel og mærke milliarder, der kommer oveni den nulvækst, som regeringen har meldt ud, der skal gælde for kommunerne de næste år.

Vi havde debat i Folketinget i forgårs om regeringens økonomiske plan for at få Danmark ud af krisen. Der kunne man forstå på Claus Hjort, at han mener man er i gang med en meget ”skånsom” operation i forhold til kommunerne. Prøv lige at smag lidt på det ord: skånsom. Det lyder jo ikke så slemt, nej, det lyder næsten som om det kan ende med at være lidt små-hyggeligt.

Det viser altså bare igen, at den nuværende regering lever på en anden planet end resten af os går. At bruge ordet skånsom om den omgang kommunerne står overfor svarer til tandlægen, der med ordene ”Du kommer næsten ikke til at kunne mærke det” river en tand ud uden bedøvelse. 

For selvfølgelig kommer man til at kunne mærke det i kommunerne, når man skal spare 8.000 stillinger væk som led i regeringens spareplan – og oveni det skal leve op til en nulvækst, der vil koste op mod 30.000 jobs i det offentlige og 10.000 afledte jobs i det private. At gøre som om det ikke bliver smertefuldt, at det ikke kommer til at kunne mærkes er simpelthen for tykt. Hvis Claus Hjort tror, at der er nogen, der hopper på den fortælling, så kan han godt tro om.

Og regeringen kan da heller ikke selv pege på, hvordan nulvækst skal kunne lade sig gøre i en tid, hvor der kommer stadig flere ældre borgere til, som har brug for og ret til hjælp. I stedet peger de fingre af os i oppositionen, fordi vi endnu ikke har lagt en økonomisk plan på bordet, der kan få Danmark op i gear og ud af krisen.

Ja, til debatten i forgårs i Folketingssalen udviklede det sig helt barokt: regeringens ministre og regeringspartiernes ordførere brugte al deres taletid på at kritisere os i oppositionen for ikke at have lagt nogen plan frem – mens Claus Hjort forklarede fraværet af regeringens plan med, at man ikke vil lægge noget ”hovsa” frem. Det var så grelt, at Pia Christmas Møller, der tidligere har været formand for de konservative, stillede sig op og gav regeringspartierne en opsang af rang. ”Det er jer, der styrer det her land – men lige nu opfører I jer mere som opposition til oppositionen end som regering” tordnede hun.

Og lige så stilfærdigt og venligt gjorde vi så opmærksom på, at vi sådan set gerne vil tage over, når regeringen nu tydeligvis ikke gider mere og har mistet taget.

For det er jo det, de har!

Men det er en håbløs tilgang - for vi kan ikke spare os ud af krisen!

SF og Socialdemokraterne er klar til at prioritere benhårdt i de offentlige udgifter – men det skal ske på en måde, så dem, der virkelig har brug for hjælp ikke lades i stikken.

SF og Socialdemokraterne vil insistere på, at dem, der drak tættest under festen også skal bidrage til oprydningsarbejdet. Vi har sagt, at de bankdirektører, der har fået massive skattelettelser skal bidrage med mere i form af millionærskatten. Indkomstskat og boligskatter holder vi til gengæld i ro.

Vi vil bruge HVER ENESTE skattekrone med omtanke – derfor har vi også givet regeringen et par gode råd: vent nu lidt med at købe dyre kampfly og vent nu lidt med at nedsætte topskatten.

Men SF og Socialdemokraterne vil mere end de skarpe prioriteringer. Vi er klar til at investere – i uddannelse, opkvalificering og arbejdspladser.

Der er to veje i dansk politik: Skal vi lade børnene, de gamle og de udsatte grupper betale regningen. Eller skal vi arbejde og investere os ud af krisen – sammen!
SF vælger det sidste.

Vi må investere og gøre det klogt i renoveringer af offentlige bygninger og udviklingen af ny teknologi på velfærdsområdet og på energi-området.

Jeg har været så heldig at møde en del af jer der blev valgt i november – og jeg tror ikke der er tvivl hos nogen nyvalgt SF’er eller socialdemokrat om, at det bliver op ad bakke, at få enderne til at nå sammen i den lokale velfærd i børnehaver, folkeskoler og ældrepleje, så længe vi må trækkes med den borgerlige regering. 
Til gengæld må vi så knokle så meget desto hårdere for, at der kommer en anden halvleg med en ny regering. Hvor det politiske flertal på Christiansborg spiller helt anderledes sammen med kommunerne for at sikre ordentlige normeringer i daginstitutionerne, en folkeskole, hvor både de fysiske rammer og de faglige miljøer sikrer alle børn den bedste læring og en ældrepleje, hvor der er tid til omsorg. 
SF har sammen med Socialdemokraterne med udspillet ”Partnerskab for velfærd” givet et klart bud på, hvordan den anden halvleg kommer til at se ud – blandt andet med flerårige kommuneaftaler, målrettede udgiftsløft til folkeskole og forebyggelse og indførelse af en ny målstyring med langt mindre kontrol og bureaukrati.
Indtil vi kommer så langt må I knokle i kommunerne for at holde sammen på velfærden, så vidt det er muligt. Og vi skal knokle sammen – byrødder og folketingsgruppe – for at det ikke skal lykkes regeringen at tørre ansvaret af på jer. 
Når I nedlægger stillinger i hjemmeplejen, fyrer skolelærere og afskediger dagplejere, for at leve op til regeringens krav om nulvækst – så skal ansvaret placeres klart og tydeligt: ikke hos jer i kommunerne, ikke hos os i oppositionen, men hos Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og resten af regeringen.
Og lad os så sørge for, at de bliver de næste, der tager plads i arbejdsløshedskøen – og at det her bliver den sidste første maj, hvor vi må trækkes med VKO!

Læserbrev i Fyens Stiftstidende, 6. maj 2010

Læserbrev i Politiken, 3. maj 2010

Indlæg i Politiken, 23. april 2010