Jeg har altid brændt for miljøet og global solidaritet. Oprindeligt var jeg indædt EF-modstander, EF var de riges sammenrotning mod de fattige! Jeg meldte mig ind i SF dagen efter folkeafstemningen om EF-medlemskabet i 1972 – sort fortvivlet.
Det var imidlertid modstanden mod atomkraft, der fik mig til aktivt at gå ind i politik. De mange kampe for miljøet, naturen og vedvarende energi lærte mig efterhånden, at det europæiske samarbejde er vores eneste mulighed for at nå målene for miljøet. Men ligesom i Folketinget afhænger resultatet i EU af de politiske magtforhold.
Den grønne venstrefløj styrket
SF fik et flot valg til Europa-Parlamentet i juni 2009, hvor vi fik 15,9% af stemmerne og dermed fordoblede vores mandater. Den Grønne Gruppe - som SF er en del af i Europa-Parlamentet - voksede fra 43 til 55 medlemmer.
Jeg sidder i Europa-Parlamentets transportudvalg, landbrugsudvalg og udvalget for borgerklager samt i Palæstina-delegationen.
Det er forsat højrefløjen der sidder på flertallet. Men SF og Den Grønne Gruppe vil arbejde benhårdt for at trække lovgivningen i en social og bæredygtig retning.
Der er mere end nogensinde brug for at nogen gør op med højrefløjens selvoptagede fantasiløshed! Europa har i de senere år været præget af en stærk højrefløj og dens blinde tro på det uregulerede markeds lyksaligheder. Vi er nu i en alvorlig finans- og klimakrise.
Vi kan gøre en forskel
Det kan lade sig gøre at skabe mærkbare resultater. Det har de seneste års arbejde i Europa-Parlamentet vist mig. Her har jeg arbejdet for at gøre Danmarks grønne venstrefløj gældende i EU. Som en del af Den Grønne Gruppe er det lykkedes at holde kampen mod klimaændringer øverst på dagsordenen. Denne kamp går hånd i hånd med arbejdet for global retfærdighed og med forbedringer for EU's borgere her og nu.
Europa har brug for en ny start
Der er brug for forandring i Europa. SF vil sammen med EU's øvrige grønne venstrefløj sikre en tryg fremtid for vores børn og børnebørn. Vi vil skabe håb og kampgejst ved at skabe grønne jobs, bygge vindmøller samt gøre det attraktivt for europæerne at rejse med tog i Europa.