Mobning i skolen er modbydelig. Både den der skal ligge under for de andres hån og ydmygelser, og de der står for orkestreringen af mobningen risikerer at få et rigtigt dårligt liv sidenhen.

Derfor er det også nødvendigt at tage nye og mere håndfaste metoder i brug for at komme mobningen til livs. Den børnekultur vi oplever i disse år er præget af en usædvenlig høj grad af indivudualisme, hvilket gør opdragelse til fællesskab aldeles nødvendig i folkeskolen. 

SF foreslår at Skolestyrelsen i Undervisningsministeriet nedlægges. Pengene og de ca. 60 stillinger skal i stedet bruges til fagkonsulenter, som kan rejse rundt i landet og sørge for lærernes manglende efteruddannelse og opdatering på nyeste forskning på grundskoleområdet. Nogle af disse fagkonsulenter skal have særligt fokus på børns trivsel, konflikthåndtering og mobning.

De skal opsamle de bedste eksempler fra de skoler rundt i landet, hvor man har haft held til at bekæmpe mobning og udbrede kendskabet til de gode metoder. 

For eksempel skolen i Nordjylland hvor man parrer eleverne to og to i hest-føl-ordninger på tværs af alder, og én gang i måneden har såkaldt familiedage, hvor grupper på yværs af klasser laver aktiviteter sammen. Det styrker fællesskabet og giver de store ansvarsfølelse overfor de små.

Eller skolen i Hillerød hvor Krista Poulsen, en god og engageret lærer, har udviklet et fremragende system der styrker godt sammenhold. Eleverne sættes ved skoleårets start sammen i grupper, som de følger hele skoleåret igennem, og selv forældresamtalerne foregår på gruppebasis, til alles store tilfredshed. 

Der skal nye redskaber til, hvis de næste generationers skoletid skal være mobbefri i videst muligt omfang. Vi må hellere begynde nu end i morgen.
 

Mellem marked og stat har vi civilsamfundet - eller har vi? Markedet fylder mere og mere, og det samme gør staten. Det kan være meget godt alt sammen, men i et oplyst folkestyre er det af allerstørste vigtighed at vi også giver plads for et civilsamfund der kan være modsvar til en markedsgørelse og bidrage til de opgaver der i højere og højere grad lægges over på staten. Læs her Gunvor Aukens indlæg om hvor vigtigt det er at udforme en politik for civilsamfundet.

Sæt civilsamfundet på den politiske dagsorden

Vi er flere, ja vi er faktisk mange, som er trætte af DF. Først siger de for to år tilbage, at pengene til Lomborg skal skæres - nu lyder det: "Sæt manden på finansloven - giv ham flere penge!", fra selvsamme DF.

Men hvad ville Lomborg mon selv sige? Får vi mest miljø for pengene ved at lade DF svinge taktstokken over en mere og mere farce-agtig regering, som indkalder til møder med Folketingets partier på skrømt (ja, her tænker jeg på erhvervspakken) og som vakler som en fuld mand i blæsevejr, når det kommer til at sætte hårdt mod hårdt overfor et parti, som får lov at hive den nye statsminister rundt ved næsen.

Godt at Eivind Wesselboe tager bladet fra munden og skoser sine egne for ikke at "trække en streg i sandet" i forhold til DF. Men var det ikke på tide, at få Lomborg til at lave en cost-benefit-analyse på, hvordan man får mest saglig politik for pengene: 

Enten ved at lave brede forlig med hele Folketinget om vigtige samfundsanliggender som erhvervspakke, folkeskole, miljø- og klimapolitik, kommunalreform og Irak-krig.

Eller ved at fortsætte en fuldstændig uholdbar situation, hvor DF konsekvent blokerer for et samarbejdende folkestyre. Hvad er svaret Lomborg - hvordan fremtidssikrer man bedst butikken Danmark?

Godt at der er brede forlig om forsvar og trafik, og tro mig: Dét er noget der kan betale sig - ikke mindst for fremtidige generationer - også selvom DF er sure. 

Så er danskerne klar til den anden film om Lisbeth Salander: "Pigen der legede med ilden".

Men er danskerne også klar til filmens kønspolitiske budskaber om, at der er grænser for hvor meget og hvor længe vi som samfund skal finde os i en generelt manglende ligestilling.

Hér er altså noget at lære af svenskerne: en mandlig forfatter, der på fornem vis sætter den kønspolitiske dagsorden, med spænding og intensitet som indpakning. Mange tak Stieg Larsson - du er en stor forfatter, med et fornemt budskab. Håber du nyder det fra din himmel.

Jeg blev i foråret bedt om at skrive en prædiken, og det var mig umuligt at komme udenom den kvindelige hovedperson i Stieg Larssons bøger, i dén forbindelse. Prædikenen kommer her:

Forleden var jeg til folkeskoledebat i Odense, og én af tilhørerne - en lærer - rejste sig op og fortalte forsamlingen, at der er noget i gære rundt om på de danske folkeskoler.

Det drejer sig simpelthen om lærere, som sætter sig for at bruge nogle af de nye undervisningsmetoder, og nye tilgange til læring som på forskningbaseret grundlag virker godt de steder, hvor de bruges.

Uanset om det hedder "de mange intelligenser", "læringsstile", "Cooperative Learning", "LP-modellen" eller noget helt fjerde, så er den grundlæggende pointe, at disse tiltag kommer fra lærerne selv - fra græsrødderne.

Nye initiativer og skoleudvikling SKAL nemlig komme fra hestens egen mund så at sige. Det virker ikke når nævenyttige politikere, ivrige forvaltningschefer og emsige tv-selskaber prøver at pådutte folkeskolen alle mulige krav om bestemte måde at bedrive læring på.

I folkeskolen er det nemlig lærerne der er eksperter, og lærerne som skal praktisere den undervsining der driver skolen fremad, og som skal sikre den udvikling og fornyelse der er en forudsætning for at alle børn kommer med - og at skolen modsvarer samfundets behov.

Græsrødderne - de engagerede lærere, der trods knappe midler sætter gang i nye tiltag og nye tilgange til læring, skal understøttes og anerkendes. 

Hverken de nationale tests, kvalitetsrapporterne eller de første bekendtgørelser om elevplaner har levet op til kravet om at vise tillid til og forståelse for, lærernes arbejde. Disse tiltag er blevet til som et ideologisk korstog mod en levende skole der fungerer uden overdreven statslig indblanding.

Med fare for at blive hylet ud, har jeg lyst til at udbryde: "Al magt til græsrødderne". Slip de gode lærerkræfter fri fra kontrol og mistillid. Selvfølgelig i tæt samarbejde med forældre, børn og den helt nødvendige grundskoleforskning.  Så kan vi nemlig fortsat have en folkeskole, hvor de sande eksperter bestemmer hvor skabet skal stå.

Det viser sig, at rigtig mange fædre rigtig gerne vil have mere end bare to ugers barsel. Men i en ny Ph.d.-afhandling af sociolog Lotte Bloksgaard fra Aalborg, viser det sig, at fædrene må kæmpe selv. Hverken mødre, arbejdsgivere eller samfundet som sådan, gør det lettere for mænd at være sammen med deres små børn.