| Bliv medlem af SF | sf.dk
11.03.10
VEJLEDNING
Hvis du ønsker at deltage i debatten og svare på et indlæg, trykker du på "Læs og skriv kommentar". Tryk så på "Besvar indlæg". Du vil blive bedt om at skrive dit navn og din mailadresse. Vi ønsker en sober debat. Derfor modtager vi ikke anonyme indlæg. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg, der er injurierende eller på anden måde ulødige.
Om bloggen

Velkommen til min blog. Jeg blogger om aktuel dansk politik og livet på Christiansborg. Jeg læser alle kommentarer men kan ikke love svar til alle.

Statsministeren skal forklare sit klokkeklare klimaløftebrud

05.03.10
Kategori: international politik klima MF: Steen Gade

Løkke løber fra klimaløfte og svækker Danmark s position som COP 15- formand  yderligere. Steen Gade, SF vil have Statsministeren til at forklare sig i folketingssalen.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

Storindustri skal også leve op til skærpede miljøkrav.

03.03.10
Kategori: MF: Steen Gade miljø

 
"Miljøministeren skal ind i sag er ne og tage stilling til miljøforringelserne med  miljøfarlige  stoffer", siger SF ' s Steen Gade. Han mener, at der er åbenlyse mangler i arbejde t med en godkendelse af projektet, der indtil nu er foretaget. Han har derfor stillet en række kritiske spørgsmål i forbindelse med planerne.
 
"Det ser ud som om man ikke har taget højde for, at vandrammedirektivet også gælder for udledninger af miljøf arlige    stoffer", siger han og understreger, at udledningerne af  tungmetaller som cadmium, bly og kviksølv og andre metaller over en peri ode på op til 25 år går i den direkte modsatte retning af vandrammedirektivets krav om , at forureningen skal gradvist mindskes.
"Derf or kan man hel ler ikke bare henhol d e sig til da man etablerede det eksisterende gaslager, for vandrammedirektivet er vedtaget siden. Alle landmænd rundt om Limfjorden kender til skærpede krav. Det må og skal også gælde storindustrien " , siger han.
 
Han er desuden bekymret for betydningen for muslingeproduktionen i Limfjorden.
"Det er er kendt sag, at muslinger optager  tungmetaller når de filtrerer vandet for føde , og her er der  tale om øget tilførsel over en lang årrække. Derfo r skal det i det mindste grundigt belyses".
 
Desuden mener han, at der mangler vurderinger af eventuelle forringel s er for det lokale fiskeri på grund af salttilførslen - i det mindste i en overgangsperiode. "Det er nødvendigt at have et kvalificeret skøn - også for at kunne vurdere behovet for erstatninger, hvis der gives tilladelse", slutter han.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

Giv nu ikke EUROEN skylden

24.02.10
Kategori: europapolitik (incl. EU) MF: Steen Gade økonomi

Jeg kan se det for mig, ja, faktisk har vi allerede set det ske. I mange europæiske lande har spekulation og grådighed rådet, og der er levet over evne. Så kom finanskrisen, og nu skal livremmen spændes ind. Hvad er i den sammenhæng lettere (læs: politisk mere fristende) for diverse regeringer end at sammenkoble de nødvendige økonomiske stramninger med den europæiske monetære unions krav om, at det offentlige budgetunderskud ikke må overstige 3% af BNP? Man giver rask væk EU skylden for egne letsindige fejltagelser.
I Grækenland har euroen allerede fået skylden for, at offentligt ansatte skal ned i løn og for skattestigninger. Men sagen er bare, at det ikke har noget med euroen at gøre. Lige så lidt som det er tilfældet i Danmark, hvor den danske regering nu lægger op til store offentlige besparelser.
Selvom den økonomiske situation i Grækenland og Danmark ikke tåler sammenligning, så ændrer det ikke ved, at det er politikerne i de to lande, der har ansvaret. Og altså ikke EU-politikerne i Bruxelles eller ØMU-kravene. I Grækenland har skiftende regeringer undladt at kradse skattekroner ind fra mange af de borgere, som rettelig burde betale skat. Og i Danmark har den siddende regering optrådt uansvarligt og skabt grundlaget for en kæmpe boligboble. Og midt i krisen har den oven i købet valgt at give skattelettelser til dem, som sådan set var fint kørende i forvejen.
Når letsindighedens politik råder i opgangstider, bliver det vanskeligt at køre den nødvendige ekspansive finanspolitik i nedgangstider. Jeg er bestemt tilhænger af en ekspansiv finanspolitik, men netop en klog ekspansiv finanspolitik. Så meget desto mindre taler det til regeringens ære, at mange af os netop har modtaget skattelettelser samtidig med, at finansministeren nu lægger op til besparelser i omegnen af en Storebæltsbro.
Euroen og EU har ikke skylden for dette morads. Tværtimod. Det er i stedet sandsynligt, at euroen har æren for, at den finanspolitiske krise ikke er slået endnu hårdere igennem i Europa. Og helt sikkert er følgende: Når eurolandene på topmødet i torsdags lovede at være økonomisk redningsplanke for Grækenland, ja så skyldes det netop euroen. Den redder faktisk grækerne fri af en ren Island–nedtur.
Vi kan nu se, at euroen i de forgangne år har ført så megen integration med sig, at det ikke i praksis er muligt, at lade enkelte lande sejle deres egen sø. Euroen ligner således mere og mere et forpligtende fællesskab, uden fribilletter. Derfor vil det være både ukorrekt og meget upassende hvis Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen direkte eller indirekte prøver at give EU ”skylden” for de nødvendige økonomiske opstramninger, når de om en uge løfter sløret for, hvordan de vil håndtere situationen.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

'Hopenhagens' lange skygger

25.01.10
Kategori: klima

IFØLGE en Megafonmåling mener kun 20 procent af danskerne, at Danmark kunne have gjort en forskel på klimamødet i Bella Center. Og dermed frikender det store flertal samtidig Lars Løkke for at have et medansvar for fiaskoen. Også selv om det er det direkte modsatte billede, der tegner sig i langt de fleste uafhængige udenlandske kommentarer og analyser.
Vi danskere rykker sammen om vores egne, når der falder brænde ned fra udlandet.
Forståeligt nok måske. Men det risikerer samtidig at hindre os i at tænke klart. Financial Times skærer problemet ud i pap: »At erklære noget, alle ved er en fiasko, for en succes er ynkeligt og gør tingene værre«. Desværre lige nøjagtigt hvad Lars Løkke har været i fuld gang med, siden COP15 sluttede.
Mødet var en fiasko. Det var simpelthen det næstringeste resultat - lige hakket bedre end et direkte forhandlingssammenbrud - som man kan forestille sig. Indholdet var utilfredsstillende hele vejen rundt, og mødet risikerer desværre at trække lange skygger efter sig. Både når det handler om at løse klimaproblemerne, når det handler om at tage fælles globale beslutninger, når det handler om billedet af Danmark i udlandet, og når det handler om Danmarks fremtidige muligheder for at præge globale beslutninger.
Derfor må forløbet analyseres og vurderes nu bagefter. Det gør nemlig tingene værre at køre videre, som om det var en delvis succes. Ja, det er en direkte hindring for at se, hvordan vi kommer videre efter København.
LARS LØKKES håndtering af jobbet som mødeleder har været i fokus. Og pinligt - ja flovt - var det bestemt at overvære.
Men pyt med det. Jeg har oplevet uduelige mødeledere før på FN-konferencer - også uden at det gik direkte ud over mødets resultater.
Det, der gik helt galt i Bella Center, var derimod, at han fuldstændig mistede den autoritet og den tillid, der er nødvendig for at gennemføre et sådant møde.
Var alt for arrogant, mistede tillid hos udviklingslandene som helhed og kunne derfor ikke påvirke Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika til at stoppe de fem ' spoilere' fra Sydamerika samt Sudan. Da nødløsningen skulle findes frem lørdag formiddag efter nattens lange og udmarvende forløb, måtte Lars Løkke simpelthen overlade det til en anden, der derefter myndigt og med autoritet færdiggjorde mødet på få sekunder. En kort oplæsning og forklaring. Ingen unødig nølen. Så hammeren and so decided. På den måde fik Lumumba m. fl. ikke en chance, selv om de faktisk prøvede at skabe usikkerhed igen.
Jeg er ret sikker på, at den erklæring ( en accord hedder den officielt ), der nu kun er taget til efterretning af FN-systemet, kunne være blevet et FN-dokument, hvis tilliden til Danmark som mødeleder havde været til stede. Lars Løkke har et direkte medansvar for, at vi ikke engang fik en FN-erklæring. Mødet kun tog den nemlig kun til efterretning.
Men den vigtigste misfortolkning af forløbet er den helt fremherskende, at det var Sudan med Lumumba sammen med Venezuela, Cuba m. fl., der var skyld i sammenbruddet. Disse lande var så åbenlyst - og direkte tv-transmitteret - helt utålelige og uacceptable mødeødelæggere, som man ikke kan have den mindste sympati for. Men jeg har før set FN-systemet beslutte, uden at ' ødelæggerne' fik frit spillerum. At de blev direkte ' kørt over'. COP15' s problem blev, at ' ødelæggerne' fik frit spillerum.
Det fik de f. eks. ikke, da Kyotoprotokollen blev vedtaget i 1997. Her oplevede jeg i mødesalen kl. fem om morgenen, at den endelige beslutning blev taget, selv om adskillige lande ønskede at få ordet til forretningsordenen. Forskellen til COP15 var, at det fik de bare ikke lov til i Kyoto.
Og dermed var Kyotoprotokollen en realitet - også selv om ikke alle lande var klar til det. De blev simpelthen ' kørt over' af en stærk mødeleder med forsamlingens tillid i behold.
MIN HELT sikre opfattelse er, at hvis Kina havde villet - og Indien og Brasilien og Sydafrika havde støttet - så var både Lumumba og Venezuela blevet stoppet. Af de store i G77. Mon Sudan ville risikere et stop for byggeriet af præsidentpaladset, betalt af Kina? Mon Cuba skulle have noget klinket, hvis Kina havde så meget som løftet øjenbrynene? Nej selvfølgelig ikke.
MEN DE fik lov til at opføre sig ekstremt ubehageligt og ødelæggende, fordi Kina ikke ville røre en finger for en løsning, og fordi hverken Brasilien, Indien eller Sydafrika selvstændigt ville gå frem og bryde disciplinen i G77. Det hovedspørgsmål, der derfor står tilbage, er, hvorfor Danmark - symboliseret ved Lars Løkke - mistede store dele af mødets tillid som kompromismager, både op til og på selve mødet? Danmarks store strategiske fejltagelse som værtsland var tænkningen om, at bare man fik USA - og især Obama - med, så skulle de andre nok falde til efterhånden.
Som om verden ser ud som for ti år siden! Som værtsland mistede vi altså troværdighed i de sidste to-tre måneder, hvor Lars Løkke tog over fra Connie Hedegaard.
Danmark medvirkede til at skabe tvivl om en fortsættelse af Kyotoaftalen, og Danmark opbyggede ikke tilstrækkeligt med allierede blandt udviklingslandene.
Eller for at udtrykke det med ordene fra en af de afrikanske parlamentarikere, som vi danske folketingsmedlemmer havde møde med: »Hvor er det Danmark, som vi kender?«. Selvfølgelig skulle USA om bord. Ingen aftale uden USA's medvirken. Derfor var det ikke i sig selv meldingen om, at der ikke kunne blive en juridisk bindende aftale, der gav problemet.
USA kunne jo ikke allerede i december binde sig til en juridisk bindende aftale. Det vidste vi godt. Men at det samtidig skulle betyde et nej til en fortsat juridisk bindende Kyotoaftale - som fremført først af Sverige som EU's formandsland og senere også i al praksis af Danmark - var alvorligt.
Her sprang kæden af for Danmark. Vi svigtede vores værtsrolle som kompromismager.
For ligesom USA skal med, er det jo nødvendigt med Kina også. Verdens to største CO2-forurenere. Og Kinas positioner var stjerneklare. De ville ikke acceptere, at Kyotoaftalen blev mere eller mindre skrottet. Ja, alle udviklingslandene opfattede det faktisk sådan, at den rige del af verden ved at droppe en juridisk bindende forlængelse ville benytte COP15 til at løbe fra allerede indgåede forpligtelser.
DA FOLKETINGETS Miljøudvalg i oktober inviterede til et møde med over hundrede parlamentarikere fra de største økonomier i verden, fik vi alle klar besked.
Mødet var det afsluttende i et forløb på to år, arrangeret af Globe, der er et internationalt netværk af parlamentarikere. Rapporten, som jeg bl. a. sammen med formanden for Kinas folkekongres samt Ed Markey ( forfatteren til klimaloven i Repræsentanternes Hus) fra USA havde forberedt, markerede synspunktet markant: »Nøglespørgsmålet er, om resultatet skal være en ny juridisk bindende traktat eller en fortsættelse af Kyotoprotokollen med supplerende beslutninger, som inkluderer forpligtelser for USA og handling fra udviklingslandene«. Altså en klar melding om, at hvis det ikke blev en juridisk bindende traktat, så skulle Kyotoprotokollen fortsætte! Hvis det havde været forhandlingslinjen for »Danmark som landet i midten«, ville vi - mødekludder eller ej - have kunnet opretholde så stor tillid blandt alle, at et mere rimeligt resultat ville have været muligt. Ikke det nødvendige resultat - eller det bedste - for her talte det jo stærkt, at hverken Kina eller USA var klar til en ambitiøs klimaaftale. Men altså et mere rimeligt resultat.
Men Danmark kørte i stedet derudad med udspil uden Kyoto. Glemte de ' to spor' adskillige gange og blev mere og mere opfattet som et partsland, der ville underminere Kyotoaftalen. Det samlede stort set alle G77-landene imod den danske linje.
Men måske regeringen slet ikke ville en sådan mulig løsning? Eller EU ikke ville? Og så er det jo lige pludselig ikke en ærlig sag for Danmark som værtsland, hvor det burde være det bedst tænkelige kompromis for klimaet, der burde tælle.
Uafhængigt af danske og af EU-interesser.
Var det ikke Connie Hedegaard, der i Poznan på COP14 sagde de bevingede ord: »Fra nu af er Danmark ikke Danmark.
Danmark er ikke EU. Danmark lytter«. Man kan i hvert fald konstatere, at Danmark ikke turde udfordre USA. Ikke turde udfordre EU. Og ikke fik lavet alliancer med ' den ny verden'. Tværtimod fik vi dem imod os.
Og hvor var EU i alt dette? Ingen steder og alle steder. Alle steder, fordi der nærmest kun var europæere på nøglepositioner i forløbet. Og ingen steder, fordi EU ikke viste lederskab. Svenskerne som formænd gjorde ikke megen stads af sig, bortset fra at tale Kyoto ned. Kommissionsformand Barroso optrådte i dansk tv med budskaber, der svækkede Kyoto, og EU kunne ikke tage sig sammen til at melde reduktionen på 30 procent ud for at skabe dynamik.
En af de sidste bemærkninger, jeg udvekslede med en britisk iagttager, da jeg forlod Bella Center lørdag formiddag, var den lakoniske konstatering af, at i Bella Center sad der ingen vindere. Kun tabere.
Og her står vi så nu. Med lange skygger efter ' Hopenhagen'. Og med et stort reparationsarbejde forude.
EFTER GODT to års intenst globalt fokus på klimaændringerne - først med Al Gores film, så Bali Road Map to Copenhagen og utallige møder, konferencer, involvering af borgere og virksomheder og meget, meget mere - så har vi globalt i dag heldigvis en langt større forståelse for problemernes omfang både hos verdens rige og fattige end dengang, det var Fogh og Bush, der talte det ned i dybet. Det fokus skal fastholdes og udvikles. Blandt borgere, organisationer, erhvervsliv og medier. Det handler om ikke at ' gå kold' i klimadiskussionen.
Politisk er det først fornødne her inden 1. februar, at så mange lande som muligt skriver under på erklæringen fra København og melder reduktionsmål og indsatser ind. Målet må være, at erklæringen i praksis udvikles til et reelt globalt arbejdsredskab tilknyttet FN-systemet.
I EU bliver det opgaven inden 1. februar at få EU til at byde ind med en 30 procents reduktion.
Det vil givet være til vores egen økonomiske fordel for at komme ud af krisen, for det handler om fornyelse af vores produktionsapparat, innovation og energibesparelser.
EU må rejse sig og vise det globale lederskab, der svigtede i København.
Danmark selv skal gå foran og blive demonstrationsland nr. 1, både når det gælder vedvarende energi og energibesparelser.
Derefter skal der satses på Mexico 2010.
For selv om Mexico ikke er medlem af G77, så ligger det i kortene, at udviklingslandene - herunder Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika - nok hellere vil arbejde sammen med Mexico end med et forslået Danmark. Jeg tror, vi skal indstille os på at hjælpe Mexico med at tage lederskab op til COP16, frem for at tro, at vi som formandsland for COP15 kan spille hovedrollen.
Og selv om det er en af de politiske priser, som Danmark må betale for fiaskoen, kan det blive en rigtig god satsning, hvor Lykke Friis' vigtigste arbejde i det kommende år bliver aktivt at reparere på de skrammer, som Danmark har fået.
Det ville være en politisk vigtig opmuntring for klimaet, hvis COP16 både forbedrer erklæringen og får den vedtaget som et FN-dokument. I hvert fald skal der arbejdes hårdt for at skabe de holdbare alliancer, der ikke var til stede i København.
Og så må vi give gode svar i de kommende år til de afrikanske parlamentarikere, som spurgte os om, hvor det Danmark, de kendte, var blevet af. Vi har en lang tradition for at have et tæt og godt forhold til udviklingslandene. Blandt andet på grund af bistandshjælpens størrelse og vores støtte til FN. Dette ' nordiske image' var allerede temmelig slidt, men COP15 har slidt yderligere. Her er fast arbejde for Udenrigsministeriet i de kommende år. Den gensidige tillid må genskabes.
Og så må vi i dette lille land til at forstå, at verden er fundamentalt ændret. Den tid, da den rige del af verden bare dikterer, er - heldigvis - ved at rinde ud. COP15 illustrerede det så meget, at vi vel snart begynder at forstå det. Og begynder at diskutere, hvad det betyder for os. En ny verdensorden med store spillere som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika skal formuleres.
Om ikke andet kan nederlaget i ' Hopenhagen' forhåbentligt bruges til at få formuleret Danmarks ønsker til en ny og bedre verdensorden.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

Sidste dag på COP 15

21.12.09
Kategori: - u-landspolitik europapolitik (incl. EU) international politik klima MF: Steen Gade miljø

Dagen blev lang. Ja den tog ikke bare natten med, men også halvdelen af lørdagen. Selv kom jeg hjem ved 12 tiden lørdag efter 28 timer uden søvn. Jeg fulgte det sidste dramatiske forløb fra salen, mens Bella Centeret blev pakket ned rundt om plenarsalen og kulden udefra næsten symbolsk trængte længere og længere ind i lokalet.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

11. Dag på COP 15

18.12.09
Kategori: - u-landspolitik international politik europapolitik (incl. EU) klima MF: Steen Gade miljø

Tilbage til start.
I hvert fald tilbage til lørdag. Det var Lars Løkkes fornuftige kovending på dag 11. G77 fik deres vilje og forhandlingerne kom ind på 2 spor.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

10. Dag på COP 15.

17.12.09
Kategori: - u-landspolitik international politik klima MF: Steen Gade miljø

Her sad vi så i den gamle landstingssal og konkluderede langt mere ambitiøst og langt mere optaget af klimaretfærdighed end i COP 15.

Antal kommentarer (1) Læs og skriv kommentarer

9. Dag COP 15.

16.12.09
Kategori: - u-landspolitik europapolitik (incl. EU) international politik klima MF: Steen Gade miljø

Onsdag SKAL være afgørende. Og hvis EU overhovedet skal have noget ud af, at spille sit trumfkort

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

8. Dag på COP 15.

15.12.09
Kategori: - u-landspolitik europapolitik (incl. EU) international politik klima MF: Steen Gade miljø

Jeg håber vores møde bliver et rigtigt isbryderprojekter. Det er i hvert fald hvad konferencen har desperat brug for nu. Time is running out!

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer

6. dag på COP 15.

14.12.09
Kategori: - u-landspolitik MF: Steen Gade miljø international politik europapolitik (incl. EU) klima

Og så var demonstrationen jo en fantastisk livsbekræftende oplevelse. Folk fra hele verden, gamle og unge. Og høj og lav.

Antal kommentarer (0) Læs og skriv kommentarer
Flash

Steen Gade
SF's folketingsgruppe
Folketinget
1240 København K
Tlf: 3337 4412

Send mail til Steen Gade
Steen på nettet

 

 

Steen Gade på sf.dk
Login
 
Socialistisk Folkeparti Christiansborg 1240 København K Tel. +45 3337 4444 Fax +45 3332 7248 Mail: sf@sf.dk Udskriv