Jeg har været mange år i politik, men jeg har sjældent set en så forpjusket regering, som den vi ser nu.

Obamas tale i nat om den amerikanske Afghanistan-strategi har været ventet med spænding. Ikke mindst fordi han har brugt lang tid på sine overvejelser og tydeligvis været i tvivl om retningen.
Resultatet blev et kompromis, som indeholdt gode og lidt mere tvivlsomme elementer.

Først det positive. Obama erkender at det er nødvendigt at diskutere en exit-strategi og at en sådan nødvendigvis må have nogle tidsmæssige rammer. Den tilgang har SF i lang tid stået alene med i Danmark, og det kan ikke påstås, at regeringens kommentarer hertil har været forstående. Tværtimod er vi blevet beskyldt for at "gå terroristernes ærinde" - den form for ubegrundede påstande må nu være slået helt tilbage. Også fordi både socialdemokrater og de radikale nu argumenterer for, at en konkret exit-strategi må på dagsordenen.
M.a.o: debatten om, hvordan vi kommer ud af Afghanistan er nu kommet i gang - i både USA og andre NATO-lande. Vi mangler fortsat at få den danske regering til at indse realiteten, men det kommer nok....

Så det tvivlsomme. Obamas kombinerer sit krav om en begyndende tilbagetrækning i 2011 med en markant troppeforøgelse på 30.000 mand. Hensigten er at denne forøgelse på kort tid kan nedkæmpe Taliban så meget, at en tilbagetrækning kan påbegyndes.
Problemet er, at det på ingen måde er sikkert, at en militær succes kan opnås. De hidtidige erfaringer taler ikke herfor. Med flere amerikanske soldater må det forventes at kampene bliver mere intense - med flere civile tab til følge. Og hver gang der er civile tab, opstår der rekrutteringsmuligheder for oprørsgrupperne.
Og amerikanerne har fortsat det grundlæggende problem, at fjenden er svær at identificere.
I den standende debat hævdes det, at vi er i kamp imod Taliban. Men efterretningsrapporter (citeret i Berlingske Tidende i sidste uge) kommer frem til, at Taliban kun står for en lille del af angrebene imod de vestlige styrker. Det er lige så meget kriminelle grupper og nationale modstandsbevægelser, som bekæmper både de udenlandske styrker og  magtapparatet i Kabul.
Under alle omstændigheder bliver det meget afgørende, hvad Obama kommer frem til, når han skal konkludere i 2011.

Jeg håber meget at Obamas nye strategi åbner for en militær tilbagetrækning fra Afghanistan. For det er helt nødvendigt, at afghanerne selv får ansvaret for deres sikkerhed.
Det er derfor også nødvendigt at vi i Danmark diskuterer en exit-strategi for de danske styrker. Forhåbentlig kommer regeringen til fornuft.

Da Anders Fogh blev valgt som NATO-generalsekretær, var det hans opgave at transformere NATO til det 21. århundredes udfordringer. En del tyder imidlertid på, at han også selv er ved at blive transformeret under den nye opgave.

I alt fald kunne man opleve en anden Fogh end tidligere, da han d. 28. september holdt tale i Atlantic Council i Washington.
Væk var den ukritiske falden på maven for USA. Væk var den bastante krigsretorik, der gjorde ham til en prøvelse som dansk statsminister. Væk var skråsikkerheden overfor om det nu også går godt i Afghanistan.

I stedet kunne man opleve en Fogh, som irettesatte den amerikanske arrogance overfor europæernes indsats i bl.a. Afghanistan.
Man kunne opleve en Fogh, som erkendte vanskelighederne i NATO's mission. Og som rent ud sagde, at vi ikke kunne blive i Afghanistan altid - og at det derfor er nødvendigt at se et lys for enden af tunnellen.
Som Fogh sagde: "we cannot simply continue doing exactly what we are doing now. Things are going to have to change".

Netop.
Fogh foreslog konkret, at der skal bruges flere ressourcer på uddannelse af afghanske sikkerhedsstyrker og den civile indsats. Jeg er helt enig. Kun derved kan der skabes en exit-strategi, som i sidste ende overlader Afghanistan til afghanerne selv.

Forhåbenlig vil også den danske regering og Dansk Folkeparti erkende, at der er brug for en ny strategi i Afghanistan. Det er sjældent at argumenter bider på dem, men kan håbe at de vil lytte lidt mere, når argumenterne kommer fra deres tidligere ledestjerne.

Spørgsmålet er så om Foghs betragtninger vil blive omsat til konkret handling, når det kommer til stykket. Her er jeg mindre optimistisk. Erfaringerne fra den danske regerings Afghanistan-politik siger mig, at der på papiret er udmærkede betragtninger om en formindsket militær indsats, men at slutresultatet alligevel bliver udsendelse af flere kampsoldater.
Det kan også blive resultatet i NATO.
Ikke desto mindre har man lov til at håbe....

Det er enormt positivt, at FN's sikkerhedsråd enstemmigt har vedtaget en resolution med et krav om en fjernelse af alle verdens atomvåben. Det var ikke mindst betydningsfuldt, at mødet blev ledet af præsident Obama, for USA besidder - sammen med Rusland - langt hovedparten af verdens atomvåben.
En reel nedrustning forudsætter derfor, at disse to lande går i spidsen.
I juli blev USA og Rusland enige om en aftale vedr. nedskæring af de strategiske våben. FN-resolutionen ligger således smukt i forlængelse af en udvikling, som forhåbentlig kan styrkes yderligere.
Vist har det haft betydning, at Obama blev valgt tilpræsident i USA. 

Debatten om atomnedrustning har faktisk været på den internationale dagsorden i længere tid - uden at den danske presse tilsyneladende har lagt mærke til det.
Mange spærrede øjnene op, da Henry Kissisnger, George Schulz, William Perry og Sam Nunn - 4 legendariske koldkrigere - for ca. 2 år siden skrev en artikel i Wall Street Journal, hvor de plæderede for en fjernelse af alle atomvåben.
Kernevåben havde en funktion under den kolde krig, mente de, men med opkomsten af slyngelstater og terrorgrupper vil det være umuligt at kontrollere udviklingen. Koldkrigerne måtte erkende, at de havde sluppet et monster løs, som de ikke længere kunne styre.
De 4 koldkrigere fik medløb fra andre veteraner fra den kolde krig: Gorbatjov, Genscher m.fl. Også statsledere som Gordon Brown og andre udtrykte støtte.
Der er en god del hykleri i deres tænkning - og også bag beslutningen i Sikkerhedsrådet: Sålænge "rationelle stormagter" besidder atomvåben, er det "sikkert" og ok - når andre får dem, er Fanden løs.
Men vi er altså nogle, som mener at kernevåben heller ikke er sikre i hænderne på såkaldt "rationelle" stormager - og at man under den kolde krig balancerede på et knvisæg mellem fred og ragnarok. Heldigvis undgik vi ragnarokket.

Dette hjertesuk skal dog ikke forstyrre begejstringen over, at de store globale aktører har indset nødvendigheden af nedrustning under de nye sikkerhedspolitiske udfordringer i det 21.århundrede.
Ud fra den grundbetragtning, at kernevåben ikke har har særlig stor militær  værdi under de nye betingelser på samme tid som det er helt uoverskueligt hvis ikke-rationelle aktører får del i djævelskaben.

Det giver ingen mening at føre krig imod f.eks.Taliban med atomvåben og det er blevet umuligt at kontrollere om nye lande får fat i dem. Det kan det internationale samfund tale med om vedr. de seneste års udvikling i Iran.

Den såkaldte ikke-spredningsaftale (NPT-aftalen) skal revideres næste år og konkrete nedrustningstiltag fra stormagterne udgør en væsentlig del af denne revision.
Det bliver i den sammenhæng vigtigt at gennemføre bedre kontrol med spredningen af beriget uran til fredelig brug - ud fra den betragtning, at sondringen mellem fredelig og ikke-fredelig anvendelse er uhyre svær at foretage.
IAEA har foreslået en international "brændselsbank" som får eneret til at handle med beriget uran. Den tanke bør der arbejdes videre med.
Det bliver nødvendigt at revidere NATO's atomvåbendoktrin i forbindelse med det nye strategiske koncept, som den nye generalsekretær har sat højt på dagsordenen.

Jo, FN-resolutionen er kun en begyndelse hvis den skal være andet end mundsvejr. Der må hårdt arbejde til - hvillket også forpligter den danske regering. Også selvom vi ikke selv er en atommagt.

For nogle dage siden blev to tankbiler, fyldt med brændstof, sprængt i luften i Afghanistan. Antallet af dræbte var meget højt.
Ifølge de første meldinger var det Taliban, som havde gennemgørt en modbydelig forbrydelse. Det viste sig ikke at være helt rigtigt. I virkeligheden var det et NATO-fly, som affyrede missiler imod de to tankbiler - med gruopvækkende konsekvenser.

Det vides ikke præcist hvor mange, som blev dræbt og der foregår en diskussion om, hvor mange af de dræbte, som var civile.
Det har siden vist sig, at missilerne blev affyret efter ordre fra en tysk general, og hændelsen har fået stor opmærksomhed i den tyske valgkamp.

NATO har igangsat en undersøgelse af episoden, men tilbage står et billede af en NATO-mission, som slet ikke hænger sammen.
Der er uklarhed om målet, om strategien og om taktikken.
Det er - mildt sagt - ikke godt og det kan ikke undre, at oprørsgrupperne ikke er blevet svækket efter en krig, der nu har varet i 8 år.

For nylig udarbejdede ISAF's øverstkommanderende, den amerikanske general McChrystal, et memorandum, hvor han advokerede for en såkaldt ny strategi. I erkendelsen af at ISAF ikke kan vinde militært handler det nu om at vinde lokalbefolkningens "hearts and minds". Af den grund vil det være nødvendigt at soldaterne i øjere grad kommer "ned på jorden" og bliver synlige for lokalbefolkningen, så disse kan se, at soldaterne er venner og ikke fjender.
Der er tale om en klassisk doktrin for oprørsbekæmpelse, og ret beset kan det undre, at Mc.Chrystals melding skulle være en nyhed - det kan kun skyldes, at krigen hidtil er kørt efter andre - mere klassiske - militære præmisser.

Men ret skal være ret: det er udmærket, at ISAF's øverstkommanderende erkender at krigen ikke kan vindes militært.

Men nogle spørgsmål trænger sig unægtelig på.

- Hvad skal ISAF med kampfly, hvis krigen skal vindes på jorden gennem samarbejde med lokalbefolkningen? Kampfly har stor ildkraft på lang afstand, men risikoen for civile tab er enorm - ja, næsten uungåelig.
I en klassisk krig er civile tab en "omkostning" der anses for at være nødvendig. Ved oprørsbekæmpelse forholder det sig anderledes: civile tab medfører katastrofale tilbageskridt i forhold til de mål, der skal nås.

- Hvordan vil NATO undgå yderligere civile tab, når man monomant gentager, at der skal sendes flere kamptropper til Afghanistan? De udenlandske tropper bliver selvsagt provokeret og angrebet af oprørsgrupperne. I den situation vil de svare igen - med en optrapning i kamphandlingerne til følge.
Men taberne bliver i en sådan optrapning altid de civile afghanere.
De færreste af dem bryder sig om Taliban, men de bryder sig så sandelig heller ikke om udenlandske tropper i deres land. Og jorden er gødet for fjendskab overfor de udenlandske tropper, når deres tilstedeværelse medfører drab på familie og naboer.

Nej, det går ikke godt for NATO i Afghanistan. Det er helt nødvendigt at der formuleres en exit-strategi, hvor den militære indsats nedtrappes samtidig med at den civile genopbygning intensiveres.