Obamas tale i nat om den amerikanske Afghanistan-strategi har været ventet med spænding. Ikke mindst fordi han har brugt lang tid på sine overvejelser og tydeligvis været i tvivl om retningen.
Resultatet blev et kompromis, som indeholdt gode og lidt mere tvivlsomme elementer.

Først det positive. Obama erkender at det er nødvendigt at diskutere en exit-strategi og at en sådan nødvendigvis må have nogle tidsmæssige rammer. Den tilgang har SF i lang tid stået alene med i Danmark, og det kan ikke påstås, at regeringens kommentarer hertil har været forstående. Tværtimod er vi blevet beskyldt for at "gå terroristernes ærinde" - den form for ubegrundede påstande må nu være slået helt tilbage. Også fordi både socialdemokrater og de radikale nu argumenterer for, at en konkret exit-strategi må på dagsordenen.
M.a.o: debatten om, hvordan vi kommer ud af Afghanistan er nu kommet i gang - i både USA og andre NATO-lande. Vi mangler fortsat at få den danske regering til at indse realiteten, men det kommer nok....

Så det tvivlsomme. Obamas kombinerer sit krav om en begyndende tilbagetrækning i 2011 med en markant troppeforøgelse på 30.000 mand. Hensigten er at denne forøgelse på kort tid kan nedkæmpe Taliban så meget, at en tilbagetrækning kan påbegyndes.
Problemet er, at det på ingen måde er sikkert, at en militær succes kan opnås. De hidtidige erfaringer taler ikke herfor. Med flere amerikanske soldater må det forventes at kampene bliver mere intense - med flere civile tab til følge. Og hver gang der er civile tab, opstår der rekrutteringsmuligheder for oprørsgrupperne.
Og amerikanerne har fortsat det grundlæggende problem, at fjenden er svær at identificere.
I den standende debat hævdes det, at vi er i kamp imod Taliban. Men efterretningsrapporter (citeret i Berlingske Tidende i sidste uge) kommer frem til, at Taliban kun står for en lille del af angrebene imod de vestlige styrker. Det er lige så meget kriminelle grupper og nationale modstandsbevægelser, som bekæmper både de udenlandske styrker og  magtapparatet i Kabul.
Under alle omstændigheder bliver det meget afgørende, hvad Obama kommer frem til, når han skal konkludere i 2011.

Jeg håber meget at Obamas nye strategi åbner for en militær tilbagetrækning fra Afghanistan. For det er helt nødvendigt, at afghanerne selv får ansvaret for deres sikkerhed.
Det er derfor også nødvendigt at vi i Danmark diskuterer en exit-strategi for de danske styrker. Forhåbentlig kommer regeringen til fornuft.

Da Anders Fogh blev valgt som NATO-generalsekretær, var det hans opgave at transformere NATO til det 21. århundredes udfordringer. En del tyder imidlertid på, at han også selv er ved at blive transformeret under den nye opgave.

I alt fald kunne man opleve en anden Fogh end tidligere, da han d. 28. september holdt tale i Atlantic Council i Washington.
Væk var den ukritiske falden på maven for USA. Væk var den bastante krigsretorik, der gjorde ham til en prøvelse som dansk statsminister. Væk var skråsikkerheden overfor om det nu også går godt i Afghanistan.

I stedet kunne man opleve en Fogh, som irettesatte den amerikanske arrogance overfor europæernes indsats i bl.a. Afghanistan.
Man kunne opleve en Fogh, som erkendte vanskelighederne i NATO's mission. Og som rent ud sagde, at vi ikke kunne blive i Afghanistan altid - og at det derfor er nødvendigt at se et lys for enden af tunnellen.
Som Fogh sagde: "we cannot simply continue doing exactly what we are doing now. Things are going to have to change".

Netop.
Fogh foreslog konkret, at der skal bruges flere ressourcer på uddannelse af afghanske sikkerhedsstyrker og den civile indsats. Jeg er helt enig. Kun derved kan der skabes en exit-strategi, som i sidste ende overlader Afghanistan til afghanerne selv.

Forhåbenlig vil også den danske regering og Dansk Folkeparti erkende, at der er brug for en ny strategi i Afghanistan. Det er sjældent at argumenter bider på dem, men kan håbe at de vil lytte lidt mere, når argumenterne kommer fra deres tidligere ledestjerne.

Spørgsmålet er så om Foghs betragtninger vil blive omsat til konkret handling, når det kommer til stykket. Her er jeg mindre optimistisk. Erfaringerne fra den danske regerings Afghanistan-politik siger mig, at der på papiret er udmærkede betragtninger om en formindsket militær indsats, men at slutresultatet alligevel bliver udsendelse af flere kampsoldater.
Det kan også blive resultatet i NATO.
Ikke desto mindre har man lov til at håbe....

Det er enormt positivt, at FN's sikkerhedsråd enstemmigt har vedtaget en resolution med et krav om en fjernelse af alle verdens atomvåben. Det var ikke mindst betydningsfuldt, at mødet blev ledet af præsident Obama, for USA besidder - sammen med Rusland - langt hovedparten af verdens atomvåben.
En reel nedrustning forudsætter derfor, at disse to lande går i spidsen.
I juli blev USA og Rusland enige om en aftale vedr. nedskæring af de strategiske våben. FN-resolutionen ligger således smukt i forlængelse af en udvikling, som forhåbentlig kan styrkes yderligere.
Vist har det haft betydning, at Obama blev valgt tilpræsident i USA. 

Debatten om atomnedrustning har faktisk været på den internationale dagsorden i længere tid - uden at den danske presse tilsyneladende har lagt mærke til det.
Mange spærrede øjnene op, da Henry Kissisnger, George Schulz, William Perry og Sam Nunn - 4 legendariske koldkrigere - for ca. 2 år siden skrev en artikel i Wall Street Journal, hvor de plæderede for en fjernelse af alle atomvåben.
Kernevåben havde en funktion under den kolde krig, mente de, men med opkomsten af slyngelstater og terrorgrupper vil det være umuligt at kontrollere udviklingen. Koldkrigerne måtte erkende, at de havde sluppet et monster løs, som de ikke længere kunne styre.
De 4 koldkrigere fik medløb fra andre veteraner fra den kolde krig: Gorbatjov, Genscher m.fl. Også statsledere som Gordon Brown og andre udtrykte støtte.
Der er en god del hykleri i deres tænkning - og også bag beslutningen i Sikkerhedsrådet: Sålænge "rationelle stormagter" besidder atomvåben, er det "sikkert" og ok - når andre får dem, er Fanden løs.
Men vi er altså nogle, som mener at kernevåben heller ikke er sikre i hænderne på såkaldt "rationelle" stormager - og at man under den kolde krig balancerede på et knvisæg mellem fred og ragnarok. Heldigvis undgik vi ragnarokket.

Dette hjertesuk skal dog ikke forstyrre begejstringen over, at de store globale aktører har indset nødvendigheden af nedrustning under de nye sikkerhedspolitiske udfordringer i det 21.århundrede.
Ud fra den grundbetragtning, at kernevåben ikke har har særlig stor militær  værdi under de nye betingelser på samme tid som det er helt uoverskueligt hvis ikke-rationelle aktører får del i djævelskaben.

Det giver ingen mening at føre krig imod f.eks.Taliban med atomvåben og det er blevet umuligt at kontrollere om nye lande får fat i dem. Det kan det internationale samfund tale med om vedr. de seneste års udvikling i Iran.

Den såkaldte ikke-spredningsaftale (NPT-aftalen) skal revideres næste år og konkrete nedrustningstiltag fra stormagterne udgør en væsentlig del af denne revision.
Det bliver i den sammenhæng vigtigt at gennemføre bedre kontrol med spredningen af beriget uran til fredelig brug - ud fra den betragtning, at sondringen mellem fredelig og ikke-fredelig anvendelse er uhyre svær at foretage.
IAEA har foreslået en international "brændselsbank" som får eneret til at handle med beriget uran. Den tanke bør der arbejdes videre med.
Det bliver nødvendigt at revidere NATO's atomvåbendoktrin i forbindelse med det nye strategiske koncept, som den nye generalsekretær har sat højt på dagsordenen.

Jo, FN-resolutionen er kun en begyndelse hvis den skal være andet end mundsvejr. Der må hårdt arbejde til - hvillket også forpligter den danske regering. Også selvom vi ikke selv er en atommagt.

For nogle dage siden blev to tankbiler, fyldt med brændstof, sprængt i luften i Afghanistan. Antallet af dræbte var meget højt.
Ifølge de første meldinger var det Taliban, som havde gennemgørt en modbydelig forbrydelse. Det viste sig ikke at være helt rigtigt. I virkeligheden var det et NATO-fly, som affyrede missiler imod de to tankbiler - med gruopvækkende konsekvenser.

Det vides ikke præcist hvor mange, som blev dræbt og der foregår en diskussion om, hvor mange af de dræbte, som var civile.
Det har siden vist sig, at missilerne blev affyret efter ordre fra en tysk general, og hændelsen har fået stor opmærksomhed i den tyske valgkamp.

NATO har igangsat en undersøgelse af episoden, men tilbage står et billede af en NATO-mission, som slet ikke hænger sammen.
Der er uklarhed om målet, om strategien og om taktikken.
Det er - mildt sagt - ikke godt og det kan ikke undre, at oprørsgrupperne ikke er blevet svækket efter en krig, der nu har varet i 8 år.

For nylig udarbejdede ISAF's øverstkommanderende, den amerikanske general McChrystal, et memorandum, hvor han advokerede for en såkaldt ny strategi. I erkendelsen af at ISAF ikke kan vinde militært handler det nu om at vinde lokalbefolkningens "hearts and minds". Af den grund vil det være nødvendigt at soldaterne i øjere grad kommer "ned på jorden" og bliver synlige for lokalbefolkningen, så disse kan se, at soldaterne er venner og ikke fjender.
Der er tale om en klassisk doktrin for oprørsbekæmpelse, og ret beset kan det undre, at Mc.Chrystals melding skulle være en nyhed - det kan kun skyldes, at krigen hidtil er kørt efter andre - mere klassiske - militære præmisser.

Men ret skal være ret: det er udmærket, at ISAF's øverstkommanderende erkender at krigen ikke kan vindes militært.

Men nogle spørgsmål trænger sig unægtelig på.

- Hvad skal ISAF med kampfly, hvis krigen skal vindes på jorden gennem samarbejde med lokalbefolkningen? Kampfly har stor ildkraft på lang afstand, men risikoen for civile tab er enorm - ja, næsten uungåelig.
I en klassisk krig er civile tab en "omkostning" der anses for at være nødvendig. Ved oprørsbekæmpelse forholder det sig anderledes: civile tab medfører katastrofale tilbageskridt i forhold til de mål, der skal nås.

- Hvordan vil NATO undgå yderligere civile tab, når man monomant gentager, at der skal sendes flere kamptropper til Afghanistan? De udenlandske tropper bliver selvsagt provokeret og angrebet af oprørsgrupperne. I den situation vil de svare igen - med en optrapning i kamphandlingerne til følge.
Men taberne bliver i en sådan optrapning altid de civile afghanere.
De færreste af dem bryder sig om Taliban, men de bryder sig så sandelig heller ikke om udenlandske tropper i deres land. Og jorden er gødet for fjendskab overfor de udenlandske tropper, når deres tilstedeværelse medfører drab på familie og naboer.

Nej, det går ikke godt for NATO i Afghanistan. Det er helt nødvendigt at der formuleres en exit-strategi, hvor den militære indsats nedtrappes samtidig med at den civile genopbygning intensiveres.

Dagen i dag er ganske rigtigt historisk. For første gang erklærer en socialdemokratisk leder, at hun ønsker SF med i en kommende regering. Det ville for få år siden være helt utænkeligt.
Det er ikke fordi,  debatten ikke har været der. I 1966 tilbød Krag SF ministerposter, men det var en rent taktisk manøvre, som havde til hensigt at splitte SF - at det så alligevel lykkedes gennem "det røde kabinet" er en helt anden sag.
I 80'erne lancerede SF offensivt regeringsmuligheden - uden medspil fra socialdemokraterne. Vi var tæt på et rødt flertal i 87 - var det kommet, var der en mulighed for SF-regeringsdeltagelse. Omend den ikke var stor p.g.a. socialdemokraternes modstand.
I 90'erne afviste Nyrup fuldstændig SF som regeringspartner. Dels havde han bundet sig kraftigt til de radikale, dels bød det ham som traditionel socialdemokrat imod. Han foretrak at arbejde sammen med de borgerlige, og SF kom først ind som samarbejdspartner, da de borgerlige vendte tommelfingeren nedad.

Hvad er baggrunden for det historiske nybrud?
To ting falder i øjnene.
For det første en langt mere åben og udogmatisk tilgang fra den nye generation af socialdemokratiske ledere. Helle Thorning tager udgangspunkt i at det samlede alternativ til den borgerlige regering skal være stærkt. Naturligvis ønsker hun et stærkt Socialdemokrati men hun har blik for, at socialdemokraterne ikke alene kan vælte regeringen, og at en samlet opposition derfor er en styrke.
For det andet et dygtigt arbejde fra Villy Søvndal, som sammen med Ole Sohn langsomt men sikkert har muliggjort et tillidsfuldt samarbejde med socialdemokraterne. Det er politisk håndværk af højeste karat. Respekt!

Det er imidlertid vigtigt - som Villy sagde på pressemødet - at have en vis ydmyghed i forhold til opgaven. For valget er altså ikke vundet endnu, og derfor kan skindet ikke sælges. Men muligheden har aldrig været større.
Jo, det er en god dag for det politiske venstre i Danmark. Men nye udfordringer og muligheder. Vi ville være nogle skarn, hvis vi ikke udnyttede dem.

Når politikere begynder at snakke "værdipolitik" gælder det om at holde på hat og briller. Så kan man være sikker på, at de ikke har noget fornuftigt at sige, endsige løsninger på noget som helst. Politisk substans erstattes af løse betragtninger, halve sandheder, populistiske fordomme og slet og ret dumhed.
I sig selv fejler begrebet såmænd ikke noget. For naturligvis danner vi politiske holdninger ud fra, hvad vi mener er rigtigt og forkert, godt og skidt - det er i sidste ende, hvad politik handler om.
Men denne (forholdsvis banale) grundbetragtning er degenereret  fuldstændig, når den blokerer for en fornuftig samtale om, hvad der er samfundets største problemer og hvordan de kan løses. Og det bliver helt galt, når "værdipolitikken" - som i Danmark - er blevet instrument for den nedgøring af vore muslimske medborgere, som er blevet en dansk folkesport.
Det skal medgives, at "værdipolitikken" er medieegnet. For det er ulig nemmere at strikke en historie sammen på baggrund af godtkøbsbetragtninger om dette og hint fremfor en mere gennemgribende behandling af eksempelvis den nuværende økonomiske krise og arbejdsløsheden.
Det er Naser Khader et godt eksempel på. Han slår sig op på at være "værdipolitiker" og det ligger helt i forlængelse af hans hidtidige politiske virke, at han nu foreslår et burkaforbud. Man skal imidlertid virkelig sætte kikkerten for det blinde øje, hvis man mener at det er et stort samfundsproblem, at enkelte kvinder går med ansigtet tildækket. For mange er der ikke tale om. Og hvordan pokker skal det administreres? Skal det i forvejen ophængte politikorps nu køre rundt og kigge efter kvinder med tildækkede ansigter? Skal de i givet fald tages med på politistationen? Skal retssystemet belemres med den slags sager? Hvad er egentlig forskellen mellem burkaforbudet og så det islamiske Sudans forbud imod, at kvinder må bære bukser? Og som nogle Venstrefolk siger: Det betyder så bare at de pågældende kvinder holder sig hjemme og hvad har vi så nået?
Den slags argumenter bider næppe på Khader. Det er ikke hans anliggende at forholde sig til den slags bagateller - lige som det i sin tid ikke var hans anliggende at sætte sig konkret ind i Ny Alliances skattepolitik. Når store ånder beskæftiger sig med "værdipolitik" , bliver den slags for småt.
Man tager imidlertid fejl, hvis man tror at Khader står alene. For hans parti vil nu også have "danske værdier" på skoleskemaet.
Det minder lidt om de gamle kommunistlande, hvor alle skoleelever havde "marxisme-leninisme" på skemaet - fordi partipamperne hævdede at denne ideologi var "værdigrundlaget" for deres samfund.
De konservative mener åbenbart, at der er noget som hedder "danske værdier". Måske - sådan som jeg er opdraget, er bl.a. tolerance overfor anderledes tænkende en udpræget "dansk "værdi. Og ud fra det værdisyn er det stik imod "danske værdier" at foreslå et burkaforbud.
Her er de konservative uenige. OK - men det bliver jo så udtryk for, at begrebet "danske værdier" er en helt diffus størrelse.
Hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert varierer efter hvem man er, ens sociale og geografiske baggrund, ens opdragelse, ens tilgang til livet osv. 
Men heller ikke handler det om noget substantielt. Det handler om, at de konservative vil vise omverdenen, at de kan være lige så brutale overfor indvandrerne som Dansk Folkeparti. Ud fra et håb om at det kan give dem lidt medvind i meningsmålingerne.
Det er værdipolitik i en nøddeskal. Bvadr...

Det var et chok, at Svends død var så tæt på, for han var i aktivitet til det sidste.
Så sent som for en måned siden sendte han en indigneret mail til vi andre i Folketingets præsidium, hvor han ønskede en stillingtagen til regeringspartiernes overfald på Rigsrevisionen i forbindelse med kritikken af Lars Løkkes håndtering af de private hospitaler.
For Svend var det naturligt, at Præsidiet måtte stå vagt om fundamentale parlamentariske spilleregler - herunder respekten for Rigsvisionens integritet. For ham var det imod alle forestillinger om et sandt folkestyre, hvis et flertal i folketinget tiltvang sig retten til at gennemføre hvad som helst - i disrespekt for mindretallet og den kontrol af regeringen, som er en nerve i demokratiet.
Han elskede arbejdet i Præsidiet og det var gengældt. For ham var det stort, at partierne på tværs af politiske holdninger kunne arbejde sammen og skabe konsensus om rammerne for Folketingets arbejde .
Jo, Svend var et fyrtårn som det er påpeget i mange af kommentarerne efter hans død. Han var det i fysisk forstand, men også intellektuelt og politisk: Lidenskabelig, skarp, medfølende, veltalende, saglig. Han var ideologisk, men så sandelig også en blændende politisk håndværker.
Han har fortjent hver og én af de mange smukke ord, som er fremsat det seneste døgn, men hvor kunne man ønske, at blot halvdelen af roserne var blevet uddelt af de samme mennesker, mens han var i live.
For sandheden er, at han i lange perioder var et sandt hadeobjekt for det borgerlige Danmark og den hetz, han blev udsat for, overgår det meste af hvad man overhovedet kan forestille sig.
Jeg husker tydeligt perioden 1991-92, hvor jeg som nyvalgt SF-formand kom forholdsvis tæt på Svend. Jeg var på det tidspunkt fortsat fredet af medierne, men kritikken af Svend var ubeskrivelig. Stort set dagligt fik han at vide, at han var utroværdig og et politisk fjols. Det var tæsk på tæsk.
Under de betingelser vil de fleste mennesker lave fejl, hvad Svend så sandelig også gjorde. Men af én eller anden grund blev hans fejltrin projiceret op på et niveau, som var helt ude af proportion - også i forhold til hvad andre politikere blev til del.
Det er velkendt, at sejrherrerne skriver historien og det er karakteristisk, at de fleste kommentarer efter Svends død accepterer den præmis, at det var nødvendigt at skifte Svend ud som formand for Socialdemokratiet. Man vender tilbage til hans såkaldte "karakterbrist".
I virkeligheden er det meget uklart, hvad denne "brist" går ud på. Havde han fejl? Javist, men var de større end de "brist" man kunne konstatere hos en Stauning, Viggo Kampman, Willy Brandt, Bill Clinton osv? 
Nej, og alt sammen var dårlige undskyldninger for, at man ikke ville have Svend. Han var simpelthen for dygtig. Det borgerlige Danmark kunne ikke bære tanken om en socialdemokratisk statsminister på niveau med Brandt og Oluf Palme. Derfor skulle han ned med nakken.
Det kom han, men han kom også igen med en værdighed, som de færreste ville kunne opbyde. Lidenskabeligheden fandt andre græsgange.
Han kan så i sin himmel glæde sig over alle de smukke ord, som er blevet ham til del efter at han sidder deroppe.
Han har fortjent hver og én af dem.