Nu har jeg efterhånden været nyvalgt
i 1½ måned og hvordan føles det så?
Ja, man vænner sig hurtigt til tingene –
udvalgsmøder, byrådsmøder, møder i bestyrelser
og uformelle møder samt indvielser, topmøder og
dialogen med borgerne gør,
at jeg ikke har mange kedelige øjeblikke.
Det er spændende at kunne gøre en forskel, diskutere sig frem til løsninger og skabe debat. Nu kan jeg så kigge tilbage og opdage, at jeg allerede har prøvet at stemme imod, nemlig imod forringelser i sundhedsplejen for børn og unge. Det sker jo gerne, når man ikke kan indgå i et kompromis, men at det allerede kom på mit første udvalgsmøde, var en smule overraskende. Dog ikke desto mindre en stor nødvendighed, når besparelsen på forebyggende tiltag vil ramme børn, forældre og i sidste kommunens pengepung.
Man opdager også hurtigt, at man skal være taknemmelig for, at være 3 i byrådet fra SF, for arbejdsbyrde er stor, når man gerne vil sætte sig ind i sagerne, læse alle høringssvar grundigt og stille de kritiske spørgsmål.
De næste par måneder vil gå med, at sætte sig endnu mere ind i områderne, hvilket i mit tilfælde er skole, børn og unge samt kultur og fritidsområdet. Det betyder at man med udvalgene besøger skoler, institutioner samt meget andet, for at få et indblik i hverdagen og have en større vidensbaggrund, når man diskuterer sager, som berører områderne.
Uanset om man er nyvalgt eller har siddet i flere perioder, så skal vi forberede os til diskussioner om prioritering af kommunens penge, når regeringen lover 0-vækst (læs: besparelser i kommunerne) samt har skattestop og ikke sender penge nok med opgaverne. Det gør, at vi skal være kreative, satse på forebyggelse og indgå nogle kompromisser – hvilket er noget af en mundfuld, når man er nyvalgt.
Selvom det er noget af en mundfuld, så er det en udfordring som skal løses – derfor er jeg ekstra glad for at være valgt ind, for så kan man påvirke, man kan gøre en forskel og man kan sommetider få tingene gennemført!