
”Når folketinget i dag stemmer JA til indførelse af åbne standarder - som betyder, at det offentlige fremover skal gemme sine dokumenter i et format, der kan åbnes og læses af alle - så undgår regeringen lige med nød og næppe den totale, politiske ydmygelse over for oppositionen, der i årevis har kæmpet og appelleret til den sunde fornuft i regeringen”, udtaler SF’s IT-ordfører Hanne Agersnap.
”Derfor er det en stor dag, fordi det – endelig - er lykkedes at overbevise videnskabsministeren om, at fremtiden, den kommer af sig selv, men det gør udviklingen ikke”, fortsætter Hanne Agersnap.
”Endelig kan vi se frem til en bedre konkurrence, fordi Microsoft har fået udfordret sin markedsdominans på kontorsoftware, hvilket vil være med til at give bedre kvalitet, nye produkter og bedre priser, til gavn for både den enkelte og samfundsøkonomien i øvrigt.
Den indgåede aftale pålægger regeringen at sørge for, at alle statslige myndigheder fra 1. april 2011 skal kunne afsende og modtage dokumenter i de formater, som opfylder det politiske flertals betingelser.
Desuden skal regeringen også forhandle med kommuner og regioner om at følge staten”, oplyser Hanne Agersnap.
”Hvad Microsoft angår, så er de ikke udelukket med den nye aftale, men ”førstefødselsretten” til markedet er nu blevet brudt, hvilket betyder, at Microsoft - på lige fod med alle andre - kan komme med - så snart det er godtgjort, at deres nye dokumentformat opfylder alle krav om åbenhed.
Det, der har været vigtigt, for SF, er, at man frit skal kunne vælge sine yndlingsprogrammer og stadig vil kunne åbne dokumenterne”, slutter Hanne Agersnap.
Hanne Agersnap kan kontaktes på telefon 33 37 44 01.