”Nu vil fødevareministeren tilsyneladende slå hårdt ned på de svineproducenter, der rent ud sagt fodrer deres dyr med antibiotika , og i dag vil ministeren så præsentere folketingets fødevareudvalg for sine planer, som jeg med stor interesse ser frem til”, oplyser SF’s fødevareordfører, Kristen Touborg.
”SF har indkaldt ministeren til et åbent samråd for at høre noget mere konkret
om ministerens planer, fordi jeg selv tidligere har bedt ministeren om at gribe ind og stoppe antibiotika-festlighederne ude i de store svinebesætninger, men jeg er nu ikke sikker på, om ministeren er på rette vej, når hun vil trække ”det gule kort” både overfor dyrlægerne og svineproducenterne”, fortsætter Kristen Touborg.
”Hvis svineproducenterne begår ulovligheder skal de vel have det røde kort. Hvis svineproducenterne derimod holder sig inden for de love og bekendtgørelser, som regeringen selv har udstedt, er det vel vanskeligt at give dem et gult kort.
Spørgsmålet er, om det ikke er fødevareministeren, der skal have det gule kort, for ikke at udvise rettidig omhu, fordi lovgivningen – på området ikke er god nok til at hindre overforbruget af antibiotika”, slutter Kristen Touborg.
Kristen Touborg kan kontaktes på telefon 33 37 44 09.