Barfoed og vennerne i whiskybæltet
Af Pia Olsen Dyhr, d. 9. september 2011
Den konservative partiformand toner nu rent flag; de rige skal have flere skattelettelser i en tid, hvor regeringen vil piske de nedslidte og arbejdsløse. Afskaffelse af efterløn og halvering af dagpengene skal åbenbart skabe ”luft” i økonomien til skattelettelser til de rigeste. Det kan man da kalde, at til gode se vennerne i Whiskybæltet.
Da Lars Løkke sammensatte sin regering i begyndelsen af 2010 var den netop karakteriseret af en overrepræsentation af ministre fra det såkaldte whiskybælte ved Nordsjællands østkyst. Og det er jo svært at forlange, at de skulle have nogen ide om, hvad det vil sige at være buschauffør, sygeplejerske eller stilladsarbejder i fyrre år. De kan da sagtens tage et par år mere bag rettet, på operationsstuerne og op og ned af stilladset, for at de rige kan få flere skattelettelser.
Og de 20.000 personer, der står til at miste deres dagpenge fra næste sommer, skal da også lige tvinges fra hus og hjem. De har mistet deres arbejde, fordi krisen ramte landet – ikke fordi at de er dovne, eller ikke gider tage et arbejde. Der er ingen ledige job til dem. Vi umyndiggør folk og fjerner grundlaget for en tryg barndom til deres børn.
Jeg ved fra mit eget liv, at velfærdssamfundet skaber muligheder. Jeg er glad for og stolt over, at være vokset op i et samfund, hvor jeg fik muligheder for at klare mig bedre end de som kom før mig. Det er gennem et stærkt fællesskab og et samfund, der hænger sammen fra top til bund, at flest mulige kan blive herrer i deres eget liv.
Danmark er blevet et rigt og trygt samfund ved hårdt arbejde, fokus på uddannelse og fælles løsninger – ikke ved at have den laveste skat, den mindste offentlige sektor eller de dårligste lønninger.
Stem på forandring
Af Pia Olsen Dyhr, d. 30.08.11
Der er mange der siger at Fogh fik Venstre ud af laderne. Når man ser hvordan partiets medlemmer reagerer på SF’s visioner, så er der noget der tyder på at de stadig befinder sig inde hos grisene og køerne, for magen til forandringsmodvilje skal man da lede længe efter.
Når man ser Lars Løkke i partilederrunde efter partilederunde latterliggøre alle der ikke mener præcis det samme som ham selv, kunne han ligeså godt sige, at han godt ved at hans metoder ikke virker, men at han fortsætter alligevel. Han er fuldstændig blind for at der kunne være andre veje man kan gå.
Hvor det eneste regeringen har været interesserede i at forandre har været vilkårene for de svageste som har fået det værre til fordel for de rigeste, så vil SF forandre Danmark for alle. Vi vil ikke kun stoppe de sidste ti års riverrafting efter højkonjukturer, miljøsvineri, indvandrerstramninger og velfærdsnedskæringer, vi vil udvikle Danmark og gøre os alle sammen stærkere.
Vi vil skabe nye jobs, bedre uddannelse og et bedre sundhedsvæsen. Vi vil fastholde hårdtarbejdende lønmodtageres ret til efterløn og pension. Vi vil ikke have at det skal koste penge at gå til lægen. Vi vil styrke folkeskolen, ikke kun med et loft på max 24 elever klasserne og to lærere i de små klasser så alle hurtigt lærer at læse og regne, men også ved at stoppe klapjagten på skolelærerne og få noget ro og noget tid uden ranglister og stress. Vi vil have et grønt Danmark, til gavn for miljøet, kloden, fremtiden, vores børn og de kommende generationer og dansk erhvervsliv.
Vi vil rigtig, rigtig meget, men vigtigst af alt, så er vi ikke bange for at prøve noget nyt. Vi er som visse andre ikke skræmte ved tanken om forandringer, tværtimod mener vi at det netop er vores pligt hvis vi skal lede landet, at turde gå forrest.
Gæsten, der ikke ville gå hjem
Af Pia Olsen Dyhr d. 25.08.11
Alle kender situationen: Man har inviteret til middag i sit hjem, man har haft en hyggelig aften, nu er det tid til at gå hjem. Men en af gæsterne går ikke hjem. Han bliver hængende i sofaen, drikker øl og hygger sig dvaskt, mens man selv betragter det rodede middagsbord, stolen med det knækkede ben og opvask i lag. Man signalerer alt hvad man kan: Festen er slut. Gå hjem.
Sådan har jeg det lidt med Løkke i disse dage. Han er gæsten til Danmarks middagsselskab, der ikke vil gå hjem. Egentligt inviterede vi kun hans forgænger, men han trak Løkke med uden at spørge os og smuttede selv efter hovedretten. Nu hænger Løkke bare i sofaen, og vi kan ikke komme i gang med oprydningen.
Der er ellers nok at rydde op. Kæmpe statsunderskud. Stigende arbejdsløshed. Manglende vækst. Et velfærdssamfund, der skal repareres. En debatkultur mellem politikere, der skal blive mere samlende.
Danmark går i stå, mens Løkke overvejer, om han mon skal udskrive valg. Boligmarkedet venter på energi og forandring. Danskerne venter på vækst og arbejdspladser. Virksomheder og erhvervsliv venter på politiske sigtelinier, de kan regne med. I går præsenterede regeringen fx en finanslov, hvor de skærer ned på uddannelse og grøn teknologi. Bliver de nedskæringer til noget? Nej, absolut ikke hvis S og SF vinder regeringsmagten. Det er jo fuldstændig sindssygt at skære på lige præcis de områder, vi skal leve af i fremtiden. Vi vil i stedet satse stort på uddannelse. Vi vil ikke spare på efteruddannelse i en tid med arbejdsløshed, hvor folk mere end nogensinde har behov for at uddanne sig, så de enten bevarer deres job eller kvalificerer sig til et nyt. Vi vil fx i stedet sikre uddannelse til 40.000 ufaglærte de næste 10 år.
Regeringen skærer også godt 400 mio. kr. til programmer til vækst i energi- og klima-teknologien. I øvrigt dagen efter, de med deres panikpakke (vækstpakke) sagde, de ville tilføre det grønne område penge, fordi det er et vigtigt vækstområde. Denne slingrende kurs og uklare politiske meldinger er direkte skadelig for erhvervslivets frontløbere inden for grøn teknologi. S og SF afsætter over en halv mia. kr. årligt til energi- og klimateknologi og til miljøområdet bl.a. med fokus på vand. For vi ved, at der ligger tusindvis af blivende arbejdspladser lige her.
Og så er der væksten, altså den vi skal have op i gear for at få gang i Danmark. Ja, den nedjusterede regeringen så. Regeringen forventer en ganske lavere vækst end for et halvt år siden. Man skulle tro, de brystede sig af det, for nulvækst har jo været deres dogme gennem hele krisen. Det virkede nu alligevel som om, regeringen forstod, at de skulle ændre krisepolitik, hvis de vil have gang i Danmark. Endelig anerkendte de efter lang betænkningstid – S og SF har sagt det længe – at en fremrykning af offentlige investeringer i form af renoveringsarbejde, der giver mange private arbejdspladser, er vejen frem. Desværre var regeringens iver efter at sætte gang i den metode, der skaber flest sikre arbejdspladser så begrænset, at de kun fremrykker offentlige investeringer for en tredjedel af det, vi foreslår. Igen ser man regeringens manglende kriseevner. Regeringens svar på krisen er nulvækst, vores er svar ny vækst. Vi skal have gang i Danmark igen.
Danmark går i stå af at have en statsminister, der handler så tøvende på en økonomisk krise og så forkert, når det handler om at satse på de områder, Danmark skal leve af i fremtiden. Danmark går i stå af, at vi ikke kan komme i gang med oprydningsarbejdet efter 10 år med VKO. Danmark går i stå af, at gæsten til Danmarks middagsselskab bliver hængende dvaskt i sofaen og ikke vil gå hjem. Find et morgenværtshus i stedet. Kom så, Løkke, træf en beslutning, udskriv nu det valg!
Så har danskerne et valg!
18. maj 2011
Skal vi skabe et Danmark ved at forringe, skære ned og file alt ind til benet, eller skal vi investere, udvikle og udfordre vores land ind i en ny tid? Danskerne er netop blevet præsenteret for to omfattende økonomiske…
Multinationale selskaber skal betale skat som alle andre!
2. maj 2011
Er det rimeligt, at Nestlé, Premier Is, IBM og andre multinationale selskaber tjener milliarder i Danmark, men betaler nul eller næsten ingen skat? Nej! Når multinationale selskaber med milliardomsætning endda ikke betaler skat i årtier, ringer alarmklokken hos mig.…
Regeringskrise og økonomikrise er en krise for meget
2. maj 2011
Regeringen sejler rundt i øjeblikket, mens de negative bølger af den økonomiske krise ikke har lagt sig endnu i Danmark. Det er simpelthen uansvarligt, at landets ledelse, i en tid hvor Danmark har brug for seriøse løsninger på seriøse…
Fra hulemand til mørkemand
7. mar. 2011
Liberal Alliances enfant terrible Ole Birk Olesen er blevet indhentet af sin (syndige) fortid. Et blogindlæg af ældre dato om kvindens sande natur er som et ildelugtende lig i opløsning dukket op til overfladen. Og hold da op, hvor…
Hvad koster din pension?
1. mar. 2011
Kender du svaret, er du en af de få – eller ansat i pensionsbranchen. Men snart kan du finde ud af, om du betaler for mange pensionspenge ned i selskabets lommer eller får for få kroner udbetalt sammenlignet med…
Prins Charmings evner for erhvervspolitik
22. feb. 2011
”Jeg ser meget positivt på udspillet – herunder at man aktivt involverer erhvervsvirksomheder i vækstplanerne”. ”En sådan plan er noget, man virkelig har savnet fra den siddende regering”. Sådan sagde bestyrelsesformand Niels Due Jensen fra industrivirksomheden Grundfos til Politiken,…
Løkke nikker til SF-forslag på EU-topmødet
22. feb. 2011
For et par uger siden kaldte regeringen SF’s vækstplan for ”sovjetisk planøkonomi”, fordi den skaber grundlag for 75.000 nye arbejdspladser bl.a. gennem mere intelligente offentlige indkøb. Og i forgårs svinede statsministeren Lars Løkke vores plan til i Europaudvalget i…
Internationalt format efterlyses - Løkke won’t do the trick
7. dec. 2010
I disse dage er det 1 år siden at Lars Løkke Rasmussen sad og bankede i bordet med en lille træhammer ved COP15 – klimatopmødet i København. Lars Løkke har selv beskrevet sig som udbrændt – det tør nok…
Gæsteblog | Praktikant Jacob Redecker
22. nov. 2010
Mit navn er Jacob Redecker, og jeg er til daglig både medlem af SFU og SF. Jeg havde fornøjelsen af at være i praktik hos SF’s EU- og forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr. Det var meget spænende, og jeg lærte…
Jorden er giftig!
22. nov. 2010
Som barn elskede jeg at lege »jorden er giftig«. Mælkekasser, træstubbe og gyngestativer var fristeder, men jorden måtte man ikke røre -så var man ude af legen. Syd for Esrum Sø ligger et stykke land tomt og øde hen,…









