Trafiksystemet i Danmark skal være moderne og effektivt - overalt!
SF vil satse på kollektiv trafik og på cyklisme, fordi det gavner flest og forurener mindst. Det er min vision at vi politikere sikrer en god kollektiv trafik overalt i landet. Bus og tog skal være pendlernes førstevalg, og alle skal sikres gode muligheder for at kombinere både individuel trafik, cykler og biler. Men det kræver, at busser og tog kører til tiden - eller overhovedet kører. Det kræver også, at kollektiv trafik bliver billigere. Alle takster skal derfor ned med minimum 30 pct. og i byer med betalingsring skal taksten ned med 50 pct.
SF vil modernisere jernbanenettet, så der kan køres sikrere, hurtigere, og med tilstrækkelig kapacitet til at garantere regelmæssighed, høj frekvens og god komfort. Der skal investeres massivt i at renovere nedslidte jernbanestrækninger og bygges nye skinner. SF støtter bl.a. en ny jernbanestrækning fra København til Ringsted via Køge.
Samtidig skal der sikres et finmasket net af busser og letbaner i Danmark. Busserne skal kunne komme hurtigt frem i byen, og i mere tyndt befolkede områder, skal der være busser og tilkaldesystemer, så alle sikres muligheden for at kunne vælge offentlig transport til og bil fra.
Cykling er en ren transportform, og bidrager til at spare mange ton CO2 og udledning af farlige partikler. Derfor skal der sikres langt bedre vilkår for cyklisterne. Vi ønsker at der sættes flere penge af til en række nye cykelbyer i de kommende år, så det bliver mere attraktivt at satse på cyklismen lokalt.
I de store byer er det SF’s store prioritet at sikre bedre forhold for pendlerne, og i København er hovedparten cyklister. Derfor arbejder vi for at gennemføre den første ”cykelmotorvej” på Nørrebrogade. Der kører hver dag 35.000 cyklister og blot 15.000 biler, hvilket pladsen ikke afspejler. Nørrebrogade som cykelmotorvej vil også vil give mere plads til busserne og på sigt til letbaner. Vi vil øge trafiksikkerheden og bekæmpe de ”sorte pletter”, hvor særligt mange trafikuheld sker. SF foreslår derfor en årlig pulje på 150 mio. kr. som skal gå til øget trafiksikkerhed, og modsvarer den trafikpulje, som VK-regeringen slagtede i 2001.
SF opfatter motorveje som en del af et velfungerende trafiksystem, men også som et redskab, der kun skal bruges på de allermest trafikerede strækninger. De borgerlige partier - og desværre også Socialdemokraterne - har i al for høj grad kun fokuseret på flere motorveje og helt glemt skinnerne. Derfor står vi i dag med et nedslidt togsystem præget af forsinkelser og for få afgange, og med en busdrift, hvor stadig flere linier nedlægges som følge af regeringens. meget er opnået men der er lang vej igen.
Derfor knokler jeg fortsat for
- Bedre forhold for pendlere med flere og bedre tog og busser.
- Hurtigere tog mellem landsdelene (f.eks. 1 time fra København til Odense, 2 timer til Århus og Esbjerg samt 3 timer til Ålborg).
- Busbillet-klip til 10 kr. i storbyerne, penge til at bygge nye jernbanespor og til at åbne nye stationer.
- Flere letbaner i de store byer.
- En betalingsring omkring København, så bilisterne betaler bompenge for at køre ind i centrum. Både busser og biler skal kunne komme frem, og alle slags trafikanter skal kunne ånde frit i en moderne storby.
- En stor satsning på bedre forhold for cyklister med bl.a. 100 nye 'cykelbyer'.
- Alle nye offentlige biler skal være enten el-, hybrid, eller tilsvarende miljørigtige for at skåne klima, miljø, og sundhed.









