Hvem er jeg?
Mit politiske liv begyndte i 1968, hvor jeg blev medlem af SF. I dag er jeg 57 år, stadig SF’er og brænder for at skabe forandring i Danmark.
Jeg blev valgt til Folketinget første gang i 1990 og har siden repræsenteret partiet ad flere omgange. Jeg har også siddet en periode i Europaparlamentet fra 1999-2004, hvor jeg især beskæftigede mig med miljø, ligestilling og sikkerhedspolitik.
Nu arbejder jeg som fuldtidspolitiker på Christiansborg, men er oprindelig uddannet skolelærer og har desuden en mastergrad i specialpædagogik.
Jeg er opstillet i Københavns Omegns Storkreds, nærmere bestemt Hvidovre.
Hvad arbejder jeg med?
I dag er jeg ordfører for følgende områder:
Du kan læse meget mere om mine og SF's holdninger til de nævnte politikområde på denne side.
Mere om Pernille
Det var især internationale konflikter og retfærdighed der optog mig dengang jeg meldte mig ind i partiet, kun 14 år gammel - og det er det stadigvæk.
Danmark i front
Jeg brænder for at sætte Danmark i front igen, når det drejer sig om at styrke demokrati, frihed og menneskerettigheder. Engang var vi foregangsland og udvklingen af demokratiet var med til at opbygge vores velfærdsstat. Gennem de sidste år er velfærdsstaten dog blevet lidt flosset i kanten. For mig er der ingen tvivl om, at nedprioriteringen af menneskerettigheder og demokrati, har været medvirkende til en politisk forandring af Danmark, hvor vi accepterer brugen af spidsfindige tallege og udsagn som "det skal betale sig at arbejde" og "mest mulig velfærd for pengene" for at skjule reelle nedskæringer overfor de svageste grupper i samfundet.
Jeg ønsker et Danmark, der kan vise, at rigdom og storsind er den side af den medalje, hvor der på forsiden står demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.
Israel-Palæstina
Jeg har længe været meget optaget af Israel-Palæstina konflikten, som jeg har arbejdet med siden 1970’erne, hvor jeg bl.a. var med til at stifte magasinet, Socialistisk Mellemøsten Debat. Min personlige interesse for konflikten bunder i det faktum, at jeg selv har en jødisk baggrund.
Verdenssamfundet har for længst taget stilling til konflikten, og der eksisterer en række FN-resolutioner der kræver, at Israel trækker sig ud af de besatte områder, så palæstinenserne kan få deres egen stat. Men hver gang vi har nærmet os en situation, hvor Israel kunne blive tvunget til forhandlingsbordet, så har de angrebet Gaza, Sydlibanon eller Vestbredden for igen at vende situationen til deres fordel. Hver gang har de begrundet angrebene med, at de var nødvendige for Israels sikkerhed, og hver gang har de udnyttet det efterfølgende kaos til at udbygge bosættelserne, bygge nye veje gennem den besatte Vestbred eller anlægge faste togforbindelser fra Jerusalem gennem palæstinensisk land. Alt sammen med alvorlige konsekvenser til følge for palæstinenserne. Verdensbanken har da også påvist, at besættelsen og de mange tjek-points er direkte årsag til den elendige økonomiske situation for palæstinenserne.
Folkeretten peger på en to-statsløsning, men reelt er Israel ved at umuliggøre dette med deres aggressive kolonisering af besat land i strid med Geneve-konventionen. Tiden er ved at rinde ud, og der er et enormt behov for at blandt andet EU stiller krav til Israel om, at de efterlever folkeretten og de internationale konventioner landet selv har underskrevet. Med deres aggressive koloniseringspolitik styrer Israel mod en situation, hvor to stater ikke længere er en mulighed, og dermed står de over for to veje: Enten kan de fortsætte en udvikling mod en apartheid-lignende situation, hvor palæstinenserne isoleres i fattigdom i særlige reservater, eller også må de vælge en mere demokratisk løsning, hvor alle har lige rettigheder og muligheder i en fælles stat. Det sidste vil betyde enden på Israel som en jødisk stat.