Kulturpolitik
Et samfund uden kultur er et samfund i stagnation! Selv de fattigste bønder i den tredje verden værdsætter deres kultur, fordi det er en stor del af deres identitet og selvforståelse. Kultur er derfor ikke noget, der kun skal prioriteres når det går godt i situationer med højkonjunktur. På denne side kan du læse meget mere om SF’s holdning til kunst og kultur.
Kultur til hele Danmark
I SF går vi ind for at borgerne skal kunne benytte sig af kulturelle tilbud i hele landet – også i lokalsamfundene.
Nordisk Råd har lavet en undersøgelse der viser, at udkantområderne affolkes, fordi folk flytter til de store byer. Denne udvikling skal vi have stoppet. Vi ved, at et levende kulturliv med teatre og spillesteder og fx gode musikskoler til børn og unge, er med til at gøre en by god at leve i. Derfor skal vi fremme kulturen i lokalsamfundene. I SF mener vi, at staten har et medansvar for at sikre gode kulturtilbud i hele landet.
Ingen kunst og kultur uden kunstnere
I dag har vores kunstnere desværre meget hårde økonomiske levevilkår. Mange tror, at hvis bare man er kendt, så er man rig. Sandheden er dog, at langt de fleste kunstnere må have flere jobs for at kunne få en indkomst, der kan dække deres udgifter til bolig, mad osv.
SF vil sikre kunstnerne bedre sociale vilkår gennem en anerkendelse af deres arbejdsmarked, bedre betingelser for de skabende kunstnere og endelig ved at forøge de såkaldte frie midler under Statens Kunstråd.
Alle skal have adgang til kultur - også børn
I SF mener vi, at børns kreative evner skal udvikles i skolen ved at kunst og kultur bliver en naturlig del af hverdagen. Det skyldes, at kunst og kultur er identitetsskabende og indebærer et element af almen dannelse. I SF ønsker vi derfor at gennemføre projekter som ”den kulturelle rygsæk”, hvor alle børn tilbydes en kulturel oplevelse om året, og styrke de kreative fag i folkeskolen.
Som videnssamfund har Danmark brug for at uddanne en velkvalificeret arbejdskraft, der har et tidligt udviklet talent for at tænke kreativt og nyskabende. Forsømmer vi at give børn disse kvaliteter, vil vi ikke være i stand til at imødekomme de ønsker som arbejdsmarkedet har til den danske arbejdsstyrke fremover.
Demokratisk kulturpolitik
SF mener, at store dele af kulturlivet i dag er for afhængigt af markedet og den kommercielle kulturindustri. Derfor vil jeg arbejde for en mere demokratisk kulturpolitik, der skaber bedre muligheder for at distribuere kultur uden om det kommercielle marked, så mange af de kulturoplevelser som markedsvilkårene ikke levner en chance, alligevel får mulighed for at berige befolkningen og samfundet.
















