SF har startet et initiativ kaldet "politiker-praktik", hvor en række politikere fra gruppen på Christiansborg har tilbragt nogle dage i landets kommuner for at få en forståelse for konsekvenserne af regeringens nulvækst-politik.
Min praktik fandt sted i Hvidovre, hvor forskellige kommunalpolitikere og virksomhedsledere mv. tog imod mig og viste mig rundt i byen.
I løbet af praktikken har jeg bl.a. overværet et kommunalbestyrelsesmøde og besøgt aktivitetscenteret og "Ungeindsatsen”. Der var også tid til en snak om kommunens beskæftigelsespolitik og jeg blev introduceret for beskæftigelsesprojektet Multicaféen.
Jeg fik også mulighed for at blive mere fortrolig med byens miljøpolitik. Det skete gennem et besøg på virksomheden EBO Consult A/S, der rådgiver i alt indenfor fjernvarme, energibesparelser, vedvarende energi mm., og en tur ud til SOLHUSET, hvor jeg hørte om solcellers virkning på den store bygning. Endelig kørte vi også ud til de store flotte vindmøller, hvor virksomheden Gaia Solar A/S, Skandinaviens største selskab indenfor bygningsintegrerede solcellepaneler, inviterede indenfor til en snak om, hvordan Hvidovre kan bruge mere alternativ energi.
Som SF's kulturordfører var jeg meget glad for at praktikken sluttede med en rundvisning på Hvidovres egnsteater ”Teater Vestvolden”, hvor jeg også fik en invitation til at se den nyopsatte produktion ”Tanker i natten”.
Det var en rigtig god og ikke mindst lærerig oplevelse, og jeg forventer stærkt at gentage praktikken i det nye år.