Børn med særlige behov svigtes!
Den nye undervisningsminister fortsætter desværre i samme spor som sin forgænger med en cocktail, der består af stramme krav til undervisning og økonomi i form af nationale test og faste kommunale budgetter. Hertil føjes der en slækkelse af kraven til klassestørrelse, holdstørrelser og organisering af undervisningen. Undervisningsministeren vil have nedlagt specialtilbuddene og tvinge specialeleverne tilbage i en i forvejen overbelastet og underfinansieret folkeskole, hvor omkring en tredjedel af kommunerne ligger på eller under minimumstimetallet, og hvor en stigende gruppe af forældre, der traditionelt ville sætte deres børn i folkeskolen nu søger over i privatskolen.
Jeg efterlyser en politik, der vil gøre folkeskolen til en inkluderende skole! Vi har masser af viden og erfaring, men det kan ikke igangsættes som et besparelsesprojekt. Tværtimod vil det i første omgang kræve e ekstra investering, at ruste folkeskolen og dens medarbejdere, forældre og elever til opgaven.
Læreruddannelsens præstige har været en smule stigende, men ligger alligevel langt nede på listen, og trods forskning vælger man at nedprioritere de praktisk musiske fag som musik, billedkunst og sløjd, så vores børn ikke får udviklet de sider af deres hjerne, med mindre de har forældre, der bruger fritiden på den slags.
Mit spørgsmål til Troels Lund Poulsen, vores nye undervisningsminister er derfor:
1. Hvordan vil du sikre, at også børn med særlige behov fx ADHD, Asberger eller ordblindhed får en god skolegang?
2. Hvordan vil du fastholde folkeskolen som et tilbud for alle, når en stigende del af forældrene vælger friskoler eller privatskoler?
3. Hvordan vil du sikre, vores børn får de tilbud i undervisningen, som de praktiskmusiske fag giver, og som fx DI gentagne gange har efterlyst, når kommunerne i en tredjedel af kommunerne ligger på eller under minimumstallet i fx musik?
Politiken | 03.10.2010 | Kultur | Side 13 |
BØRN MED SÆRLIGE BEHOV: Færre diagnoser - mere hjælp
Af PERNILLEFRAHM MF ( SF), ORDFØRER FOR SPECIALUNDERVISNING
GENNEM DE SIDSTE par år er udgifterne til specialundervisning tilsyneladende eksploderet, uden at det har tilfredsstillet behovet for de af vores børn , der har særlige behov . Man skal lige huske, at udgiften til den del af specialundervisningen, som amterne i gamle dage stod for, er lagt oven i det almindelige kommunale folkeskolebudget, som derfor er svulmet ekstra op. Men det dækker ikke over, at der tilsyneladende er et umætteligt behov .
Man kan vælge flere strategier, når man vil forholde sig til opgaven her.
Regeringen har valgt en traditionel naturvidenskabelig model: analyse af det enkelte barn efterfulgt af en eventuel diagnose, der så kan danne udgangspunkt for det videre forløb. Det er en strategi, der passer fint til en ideologi, hvor markedet er i centrum, og alt derfor skal kunne måles, vejes og beregnes.
MEN DET ER en strategi, der passer ualmindeligt dårligt til den humanistiske verden, som undervisning og folkeskole bygger på.
Her er man langt hen ad vejen opmærksom på, at børn , der har vanskeligheder, ikke har det i alle situationer eller i alle fag. Fokus flyttes derfor ofte fra det enkelte barn til, hvad der foregår omkring barnet - og omkring hele den gruppe, barnet indgår i.
Ressourcerne går i alt for høj grad til at kategorisere i form af diagnoser, test, individuelle planer mm. Samtidig vokser antallet af klager i ankenævnet over afgørelser på specialundervisning, og stadig flere børn får stadigvæk ikke den hjælp, de har brug for.
I STEDET FOR bør vi satse langt mere på at give hjælpen ude på den enkelte skole i den enkelte klasse, så den ikke kun retter sig mod en enkelt elev, men også styrker læreren og pædagogen, skolens leder, forældrene på skolen og skolens øvrige lærere i at lave en folkeskole, der er mere inkluderende.