Det vil jeg knokle for:
Gang i jobskabelsen
Vejen ud af krisen er ved at sætte gang i jobskabelsen. Med finansloven for 2012 er arbejdet allerede påbegyndt. Kickstarten skaber job nu og her. Vi fremrykker offentlige investeringer i 2012 og 2013 og påbegynder arbejdet med at gøre de skabte job varige. Jeg kæmper for at bygge et solidt fundament for fremtidens job til ufaglærte, faglærte og mennesker med videregående uddannelse. Vi kan kun bevare vores velfærd og velstand, hvis vi forbedrer konkurrenceevnen og satser massivt på ny viden og forskning indenfor vækstområder som fx grøn industri.
Uddannelse
Et uddannelsessystem i verdensklasse er nødvendigt for at øge velfærden og ligheden i samfundet. Uddannelse udvider horisonten og er vejen til lige muligheder for alle. Men det er også nødvendigt for, at vi kan være med i den internationale konkurrence om nye job. Vi skal turde investere i vores fremtid ved at investere i uddannelse. Det er en pædagogik, der får alle med – uanset om man er ufaglært fabriksarbejder eller akademiker.
Bekæmpelse af ulighed
Danmark er kendt som et solidarisk og lige land, men under VKO voksede ulighed og fattigdom. Det skal vi lave om på. Jeg kæmper for en mere solidarisk skattepolitik, og mere lighed i sundhed, hvor der i dag er helt op til 10 års forskel i levealder mellem en akademiker og en ufaglært. Alle skal have samme levemuligheder og derfor skal den sociale arv mindskes mest muligt.
Beskyttelse af naturen og miljøet
Efter mange år, hvor industrien har vundet over beskyttelse af naturen og miljøet, er der behov for en grøn genopretning. Vi skal begrænse udledningen af kvælstoffer og brugen af skadelige kemikalier. Det er vigtigt for vores sundhed og for vores livskvalitet, at vi har adgang til rent vand og ren luft. Jeg arbejder for at gøre Danmark mere grøn, så en blomstrende industri ikke er på bekostning af den skønne danske natur.
Jeg er i dag opstillet i Sønderborgkredsen i Sydjyllands Storkreds.








