Fra Hammelev til Christiansborg

I Hammelev, hvor Jesper voksede op, ved de, at fællesskab gør en forskel. Tænk bare på dengang, kommunen ikke ville betale for en sportshal, og borgerne derfor selv rejste pengene og knoklede frivilligt, til byggeriet var slut.

”Som man siger i byen: Vi skulle jo have et sted at spille badminton,” ler Jesper, der selv har nydt godt af hallen som badmintonspiller og -træner.
Den lokale idrætsforening har sat tydeligt præg på Jespers opvækst. Det var i Hammelev Sogns Ungdomsforening, at borgerne blev knyttet sammen og beviste, at frivilligt arbejde kan holde en lille by sprællevende.
”Et af mine tidlige forbilleder var Henning, der var pedel på skolen, formand i idrætsforeningen og kunne synge,” siger Jesper.

Hul i joggingbukserne

Engagementet fik Jesper også med hjemmefra, hvor politiske diskussioner, social indignation og aktiv deltagelse i foreningslivet var hverdag. Jespers knæ har slidt hul på flere par joggingbukser fra Greenpeace, og han har lært, ”at det man brænder for, bør man også engagere sig i.”

Hendrix-guitar

I gymnasiet prioriterede Jesper også fællesskabet højt – og arrangerede protester, når der skete forringelser for eleverne. Samtidig havde han med to venner et band, som de døbte ’Purple Haze’ efter et Jimi Hendrix-nummer.
”Vi var langt fra de dygtigste musikere,” ler Jesper. ”Men vi var gode sammen og havde det rigtig fedt.”

Et bredt fællesskab

Det var imidlertid ikke kun musikken, som fyldte i Jespers teenageår. Som 15-årig meldte han sig ind i SF Ungdom, hvor han senere blev landsformand:
”SFU er ikke nogen politikerskole. Det er et bredt aktivistfællesskab for alle unge, som er socialister på en udogmatisk, grøn og demokratisk måde,” siger Jesper.

Rejs en sag

I dag sidder Jesper i Folketinget og gør en dyd ud af at repræsentere Syd- og Sønderjylland på Christiansborg og rejser gerne en sag over for den ansvarlige minister, hvis en borger eller virksomhed er i klemme.
”Det foregår faktisk oftere, end man lige ser i avisen,” siger han. ”Nogle gange er det lettere at få ting igennem, hvis man ikke selv vil have æren for det i pressen.”