De unge skal med!
10. feb. 2011
I dag står over 200.000 unge til ikke at få en uddannelse. Mere end 60.000 unge er berørt af arbejdsløshed, og over 7.000 mangler en praktikplads. Det kan få katastrofale konsekvenser for en generation af unge – og for det samfund, der skal leve af deres arbejdskraft i fremtiden. S og SF fremlægger nyt ungeudspil.
- Det er helt afgørende, at vi tager fat på udfordringerne nu. Ellers kommer vi til at betale en høj pris. På kort sigt er det vigtigt, at de unge sikres en plads i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og på langt sigt skal vi investere massivt i uddannelse, så vi får et solidt fundament for fremtidig vækst, siger SF’s uddannelsesordfører Nanna Westerby.
- Hver gang vi flytter 10.000 fra ledighed til beskæftigelse, så vinder det danske samfund 3 mia. kr. På samme tid har Danmark på sigt en kæmpe udfordring med at sikre nok kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal der gang i indsatsen for de unge nu. Vi har ikke råd til at tabe en generation på gulvet, supplerer SF’s erhvervsuddannelsesordfører Karsten Hønge.
Der er fire store udfordringer der skal løses, og for hver af dem opstiller S og SF et ambitiøst mål, der skal løfte de unge og gøre Danmark klar til tiden efter krisen:
• Over 7.000 unge mangler praktikplads. S og SF vil skaffe nye praktikpladser, så alle får
en reel mulighed for at færdiggøre deres uddannelse.
• Mere end 200.000 unge får ikke en uddannelse. S og SF vil give flere adgang til
uddannelse og mindske frafaldet.
• Omkring 60.000 unge er berørt af arbejdsløshed. S og SF vil skabe nye jobs – ikke
mindst målrettet nyuddannede.
• Manglende samtænkning af uddannelse og vækst. S og SF vil nytænke uddannelserne,
så de understøtter fremtidens vækst. Uddannelse er nøglen til, hvad vi skal leve af i
fremtiden.
Læs om modtagelsen af ungeudspillet i bl.a. Politiken: Rød blok brillerer på meget billig baggrund, og i Jyllandsposten: Femern-tunnel skal afhjælpe praktikproblem. Eller se Nanna i TV2 Nyhederne.
