Uansvarlige Sahl-Madsen
21. feb. 2011
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ( K) læste vist ikke SF's og S's ungeudspil grundigt, inden hun fór i blækhuset. Ministerens indlæg her i spalterne ( 9. februar) antyder nemlig, at alle de 15.000 ekstra studiepladser, vi vil oprette, skal gå til universiteterne.
Det er ikke tilfældet.
Vi vil oprette flere studiepladser inden for hele spektret af videregående uddannelser.
Der er i fremtiden behov for flere uddannede unge - også fra f. eks. erhvervsakademier og professionshøjskolerne.
Ministerens kritik lyder noget hul taget i betragtning, at hun f. eks. i denne avis for bare cirka et halvt år siden opfordrede universiteterne til at oprette flere pladser.
Forskellen på SF og regeringen er, at vi afsætter de nødvendige midler til flere pladser.
SF og S står langt fra alene med kravet om flere pladser på de videregående uddannelser.
I sommer, da 15.000 blev afvist af deres ønskestudie, opfordrede både DI og Dansk Erhverv Folketinget til at oprette flere pladser.
Sahl-Madsen er enten kommet frem til, at der nu ikke længere er behov for flere pladser, eller også har hun opfundet et synspunkt til lejligheden.
Det er ikke ansvarlig politik.
S og SF's ungeudspil skal svare på tre store udfordringer: Manglen på praktikpladser, ungdomsarbejdsløshed og at alt for få unge tager en uddannelse. Det er store emner, der risikerer at trække negative spor i en hel generation.
Det ville klæde videnskabsministeren og resten af regeringen at komme med deres bud på, hvordan problemerne løses - ligesom vi har gjort det i S og SF. Men i stedet er regeringens strategi ensidigt at skyde S og SF's forslag ned. Dens eget offensive løsningsforslag er mere af det samme.
/Replik til Videnskabsministeren i Information, 19. feb 2011.
