SF vil forny den kommunale velfærd
15. jun. 2011
Den kommunale kernevelfærd er ikke, hvad den har været. Det kan langt de fleste danskere nikke genkendende til. Folkeskolen er blevet forsømt, og tusindvis af folkeskolelærere har fået en fyreseddel. Ældre får færre besøg af hjemmehjælpen. Og der findes flere eksempler på, at økonomisk trængte kommuner giver udsatte børn dårligere tilbud for at spare.
Årsagen til de mange forringelser skyldes VKO’s beslutning om kommunal nulvækst, en uhørt mængde regler om kontrol og dokumentation, samt en forfejlet strukturreform, hvor de lovede stordriftsfordele glimrer ved deres fravær. Reformen har betydet, at nærdemokratiet er blevet voldsomt forringet, og at kommunernes medarbejder hver dag slås med bunkevis af bureaukratisk papirarbejde, så kommunerne har været nødt til at bruge store beløb på at ansatte flere kontorfolk. Beregninger fra Mandag Morgen viser således, at strukturreformen hvert år koster den offentlige sektor mindst 14,6 milliarder kroner om året i ekstra løn og pensioner. Penge der direkte er spildt på nytteløs dokumentation og taget fra bl.a. daginstitutionerne og ældreplejen.
Trods disse faktuelle kendsgerninger forsøger VK regeringen stadig at brande sig selv som nogle, der vil sikre varig velfærd. Men deres løfter klinger øredøvende hult. For samtidig med, at de lover bedre velfærd, forringer de kernevelfærden i kommunerne endnu engang. Det er således ikke mere end nogle dage siden, regeringen dikterede en ny ”aftale” med landets kommuner. En aftale som, ligesom sidste år, vil betyde forringelser af vores kernevelfærd.
En ting er sikkert og vidst: SF både kan og vil gøre det bedre end de borgerlige, hvis vi kommer i regering. For når vi taler om at forbedre velfærden, mener vi det faktisk. I vores nye 2020 plan præsenterer vi en hel anden vej for den kommunale drift og velfærd. En vej hvor kommunerne får mulighed for at bruge deres tid og penge på at sikre ordentlig velfærd.
SF vil sammen med Socialdemokraterne befri kommunerne fra deres spændetrøje og give dem frihed under ansvar. Vi vil reformere den offentlige sektor og rammerne for den kommunale drift, så kommunerne kan levere langt bedre velfærd for pengene.
Vi vil bl.a. tilføre kommunerne 1, 25 mia. kr. årligt til uændret service pga. det stigende udgiftspres som følge af flere ældre mv. Herudover vil vi give flere midler til målrettede velfærdsopgaver som fx folkeskolen og forebyggelse. Samtidig ønsker vi at indføre flerårige kommuneaftaler, så kommunerne får større frihed til at planlægge og kan flytte udgifter mellem årene. Enten ved at spare op eller også ved at afholde udgifter til forebyggelse eller vedligeholdelse, der kan give besparelser de efterfølgende år.
Penge er dog ikke svaret på alt. Det er også tvingende nødvendigt at se på hele det kommunale system, som på mange måder er kommet helt ud af balance. Vi vil fjerne den dyne af bureaukrati, som tvinger medarbejderressourcer væk fra de borgernære opgaver. Så socialrådgiveren, pædagogen og læreren kan bruge langt flere ressourcer på hjælp og omsorg for vores børn, ældre og udsatte.
Til gengæld for øgede ressourcer og mere frihed, forventer vi dog også at kommunerne effektiviserer for 1 mia. kr. årligt. Penge som de dog selv får lov at beholde til bedre velfærd.
Kontrol og stordrift har kostet vores velfærd dyrt. Det er tid til at løsne grebet om kommunerne, så de kan bruge deres kræfter og penge klogere, og velfærden bliver af højeste kvalitet. Til gavn for alle danskere.
