Regionernes fremtid
16. aug. 2011
Regeringens og Dansk Folkepartis planer om at nedlægge de kun fire år gamle regioner vil få alvorlige konsekvenser for Danmarks yderområder og borgeres talerør.
De fem regioner, som med kommunalreformen i 2007 afløste de 14 amter, vil regeringen nu afskaffe.
En sådan centralisering medfører, at det bliver sværere for borgere i yderdanmark at blive hørt. Nedlægges regionerne skal beslutninger om de lokale sygehuse nemlig fremover dikteres fra Christiansborg. Det vil betyde en klokkeklar forringelse af nærdemokratiet.
Selv den liberale tænketank Cepos advarer også mod en afskaffelse af regionerne, fordi de mener, at vi risikerer at tabe produktiviteten i sundhedsvæsnet.
Produktiviteten i regionerne er vokset med to procent om året. Det er ikke noget, vi ser andre steder i den offentlige sektor.
SF er imod en afskaffelse af regionerne. Vi vil tværtimod arbejde på at forbedre dem ved bl. a. at indføre mere selvbestemmelse og frihed i regionerne. Det er vigtigt, at borgere i lokal -samfundet også har indflydelse på regionale beslutninger. Vi vil give regionerne noget mere at lave og styrke områder som det specialiserede socialområde og miljøområdet.
Meta Fuglsang kommunalordfører for SF.
