Kampagne ikke et demokrati værdigt
18. aug. 2011
Venstre har skrabet bunden med deres nye skræmmekampagne mod S og SF.
Det er både pinligt og chokerende, at regeringspartiet med vores egen statsminister i spidsen i denne krisetid vælger at bruge mange penge på en så primitiv kampagne. En metode, der ikke er et demokrati værdigt.
Desperationen lyser således ud af det trætte parti, som ikke har igangsat et eneste tiltag for at redde Danmark ud af vækstkrisen.
Det kunne være forfriskende, hvis partiet dog bare ville fortælle os, hvad de selv vil? Ja, ja, tænker læseren måske. Det skal I jo sige.
Men faktisk behøver vi ikke at sige noget. For de tørre tal taler deres eget tydelige sprog. Danmark er gennem de sidste 10 år gået markant tilbage -både, når det gælder uddannelse, vækst og velfærd.
På kort tid har vi i Danmark tabt 180.000 private jobs, til stor sorg og utryghed i mange danske hjem -og væksten er gået ned ad bakke.
Alligevel har regeringen ikke foretaget sig noget for at afhjælpe situationen.
Nej, tværtimod har de sammen med DF skåret ned på ufaglærtes mulighed for efteruddannelse, øget brugerbetalingen og skabt øget utryghed ved at halvere dagpengeperioden.
Samtidig har de skåret ned på vores folkeskoler, så danske unge læser dårligere.
Og Danmark er på 10 år styrtdykket fra en niendeplads til en 17. plads på de vestlige landes uddannelsesrangliste.
Ligesom tusindvis af unge tvinges til at hoppe fra deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads. Danmark er tilmed det ene af de to lande i den vestlige verden, hvor andelen, der tager en ungdomsuddannelse er faldet.
Venstre forsøger at fremstille det som om, vi i SF og S ikke har nogle svar. Men vi har ikke andet end svar.
Lad os nævne i flæng: Vi vil fx sætte gang i væksten og sænke ledigheden ved at skabe 60.000 nye job på tre år -både offentlige og private. Bl. a. ved en omfattende vækstreform, hvor vi forbedrer Danmarks styrkepositioner inden for klima og energi, velfærds-og sundhedsteknologi samt vand-og bioteknologi.
Det er rigtigt, at vi vil indkræve lidt mere i skat af millionærerne og bankerne og i stedet bruge pengene, hvor de gør mest gavn. Bl. a. på vores børn og ældre, bedre uddannelse og sundhed.
Vinder vi valget, vil der fx til næste år maksimalt være 24 elever og to-lærerordning i de små klasser i folkeskolen.
I stedet for plat mudderkastning kunne vi godt tænke os at vide, hvad Venstres svar er -andet end nedskæringer.
Lad os dog starte en ordentlig og konstruktiv politisk diskussion. Det er det bedste for Danmark og danskerne.
Meta Fuglsang og Karl Bornhøft, folketingsmedlemmer for SF.
