Vedtægter for SF-Brøndby
§ 1.
Partiforeningens navn er SF-Brøndby .
Partiforeningen er tilsluttet Socialistisk Folkeparti og anerkender partiets love og programmer, som partiforeningens organisatoriske og politiske grundlag.
Partiforeningen omfatter Brøndby Kommune. Medlemmer bosiddende i nabokommuner, hvor der ikke er en selvstændig SF-partiforening, kan optages som medlem.
§ 2.
Partiforeningens formål er at arbejde for tilslutning til SF gennem oplysningsvirksomhed, møder, kurser, forskellige former for kampagner og andre udadvendte aktiviteter. Gennem sin virksomhed skal foreningen desuden fremme medlemmernes muligheder for at øve indflydelse på partiets politik.
§ 3.
Generalforsamlingen er partiforeningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar og indkaldes skriftligt af formandskabet med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden, som mindst skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent.
- Den organisatoriske og den politiske beretning, samt forslag til kommende opgaver.
- Regnskab og fastlæggelse af den lokale del af kontingentet.
- Indkomne forslag.
- Valg af formandskab og suppleanter hertil.
- Valg til kommunalpolitisk baggrundsgruppe.
- Valg af repræsentanter og suppleanter til landsmøder, regions- og storkredsrepræsentantskabet, før HB-møder og eventuelle andre tilsvarende poster.
- Valg af redaktør/bladgruppe.
- Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
- Eventuelt.
Ethvert medlem, der har betalt kontingent for det nærmest foregående kvartal, har stemmeret på generalforsamlingen. Nyindmeldte skal have betalt første medlemsbidrag.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes normalt ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer. Vedtægtsændringer kræver dog 2/3 stemmers flertal.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formandskabet/sekretæren i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Indkomne forslag skal udsendes til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.
Formandskabets organisatoriske beretning og forslag til kommende opgaver udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Det reviderede regnskab kan rekvireres fra kassereren senest 1 uge før generalforsamlingen.
§ 4.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 3 uger efter, at mindst 1/10 af medlemmerne eller 1/3 af formandskabet har fremsendt anmodning herom. Denne anmodning skal blandt andet omfatte forslag til dagsorden. Disse dagsordenspunkter skal behandles. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 8 dages varsel af formandskabet.
§ 5.
Mellem generalforsamlingerne er medlemsmødet partiforeningens højeste myndighed. Formandskabet indkalder til medlemsmøder med mindst 8 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med angivelse af politiske hovedemner og organisatoriske spørgsmål til beslutning. Medlemsmødet træffer afgørelser ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer.
§ 6.
Partiforeningen ledes i det daglige af et formandskab bestående af en sekretær, en kasserer og derudover mindst 1 og højst 3 medlemmer.
På generalforsamlingen i lige år vælges sekretær og 1(eller 2) medlemmer af formandskabet. Valget er for to år.
På ulige år vælges kasserer og 1 (eller 2) medlemmer af formandskabet. Valget er for to år.
Hvert år vælges endvidere suppleanter til formandskabet. Valget er for 1 år.
For at være valgbar må man have stemmeret, og være til stede på generalforsamlingen eller skriftligt have givet sit samtykke til valg.
Formandskabet udarbejder sin egen forretningsorden og fordeler arbejdsopgaverne imellem sig.
Formandskabsmøderne er åbne for alle medlemmer med tale- og forslagsret. Formandskabet kan dog afgøre, om et enkelt mødepunkt skal behandles for lukkede døre.
Såfremt ét eller flere medlemmer af formandskabet har forfald til et formandskabsmøde, får suppleanterne stemmeret i den rækkefølge, de er valgt.
§ 7.
Formandskabet træffer afgørelser i sager af organisatorisk-administrativ art samt i politiske sager af mindre vidtrækkende betydning. Formandskabet er ansvarlig for, at andre sager bliver forelagt medlemsmødet til beslutning.
§ 8.
På generalforsamlingen nedsættes en kommunalpolitisk baggrundsgruppe bestående af kommunalbestyrelsesgruppen og 1. suppleanten hertil, 1 medlem af formandskabet udpeget af formandskabet og derudover mindst 1 og højst 3 medlemmer valgt på generalforsamlingen. Hvis valg på generalforsamlingen ikke er muligt, kan de generalforsamlingsvalgte medlemmer vælges på et efterfølgende medlemsmøde.
Den kommunalpolitiske baggrundsgruppe er ansvarlig for kommunalpolitikken. I tilfælde af væsentlige uenighed i baggrundsgruppen eller ved behandling af kontroversielle emner, bringes disse op på et formandskabsmøde
Konstitueringsaftaler, budgetforslag og indgåelse af budgetforlig godkendes af formandskabet.
Formandskabet kan give mandat til den kommunalpolitiske baggrundsgruppe og/eller en særlig forhandlingsgruppe. Formandskabet kan til enhver tid tage konkrete sager op til behandling.
Den kommunalpolitiske baggrundsgruppe forbereder oplæg til medlemsmøde om kommunalpolitisk valgprogram.
Den kommunalpolitiske baggrundsgruppes møder er åbne for alle øvrige medlemmer med tale- og forslagsret, men uden stemmeret.
§ 9.
Medlemsmøde eller formandskabet kan nedsætte arbejdsgrupper på alle politiske områder.
Arbejdsgrupperne er ansvarlige overfor henholdsvis medlemsmøde eller formandskabet og skal mindst én gang årligt orientere medlemsmøde eller formandskabet om deres arbejde.
§ 10.
Opstilling af kandidater til folketingsvalg, regionsrådsvalg og kommunevalg samt beslutning om procedure og opstillings- og afstemningsform sker på et dertil indkaldt medlemsmøde, en generalforsamling eller ved en urafstemning.
§ 11.
Valg af delegerede og suppleanter til landsmødet, kommunalpolitisk og fagligt landsmøde, til regions- og storkredsrepræsentantskabet og til før-HB-møder foretages på generalforsamlingen. Hvis valg på generalsamlingen ikke er mulig, vælges de manglende repræsentanter og/eller suppleanter på et efterfølgende medlemsmøde. Ved de valgtes sygdom eller anden akutforfald kan delegeret udpeges af formandskabets sekretær og kasserer i fællesskab.
§ 12.
Regnskabsåret går fra den 1. januar til 31. december.
Regnskabet revideres af 1 revisor valgt på generalforsamlingen.
§ 13.
Partiforeningen kan kun opløses, når der på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med 3/4 flertal af de fremmødte medlemmer på hver af generalforsamlingerne stemmes herfor.
Ved opløsning tilfalder partiforeningens midler Hvidovre partiforening, eller for så vidt dette ikke er muligt, en anden SF-partiforening efter de fremmødte medlemmers beslutning.
§ 14.
Ændring af disse vedtægter kan kun ske på en ordinær generalforsamling.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 25. januar 2009








