Trængselsringen er vigtig for væksten
15. jan. 2012
Debatindlæg til Politiken
For få år siden var Danmark så velhavende, at vi kunne købe hele verden, som en tidligere finansminister udtrykte det. Selv om alt tilsyneladende var lutter idyl, indså 16 kommuner i hovedstaden, at trængslen på vejene var hæmmende for væksten og beskæftigelsen. Vi var enige med førende økonomer fra OECD og Det økonomiske råd om, at en trængselsring var svaret på udfordringen. Men den blå regering ville ikke tillade os at indføre den trængselsring, der kunne mindske trængslen og skaffe milliarder til investeringer i en bedre og billigere kollektiv transport, for dermed at bane vejen for fremtidens vækst.
Nu er tiden en anden. Danmark hænger med en vis legemsdel i vandskorpen. Statsunderskuddet stiger. Og når køerne på vejene er blevet lidt kortere, skyldes det kun at køen af arbejdsløse er blevet længere, så færre skal møde på arbejde. Selv om trafikken er faldet en smule under krisen, udgør trængslen stadig et problem for væksten og beskæftigelsen. Heldigvis har vi fået en ny regering, der ved at hovedstaden er vigtig for væksten i hele landet. Derfor får vi langt om længe den trængselsring, vi selv har anbefalet. Tiden burde være kommet til at trække i arbejdstøjet og se på, hvordan vi kan styrke regionens konkurrenceevne og arbejdsmarked med en trængselsring. I stedet for starter lokale særinteresser en kamp mod hinanden og mod regeringen.
Den kamp er vi 10 SF’ere, der sidder i et af teknik- og miljøudvalgene i hovedstadskommunerne, der ikke vil deltage i. Vi vil derimod minde krigens parter om den gang, kommunerne var enige om, at en trængselsring baner vej for væksten.
Vi opfordrer til en konstruktiv dialog om trængselsringens detaljer. Uanset placeringen vil trængselsringen give udfordringer for pendlerne og for kommunerne, og de udfordringer kan løses. Vi vil investere indtægterne i bedre og billigere kollektiv transport og gode parkeringsforhold, så pendlerne kan stille bilen i omegnskommunerne og tage den kollektive transport over trængselsringen.
Det er ikke raketvidenskab at sikre den kollektive trafik, når trængselsringen bliver en realitet. Der skal flere vogne i togene, og flere busser på de ruter som i dag er fyldt op. På lidt længere sigt bliver det suppleret af de langsigtede investeringer i Metrocityringen og letbanen langs Ring 3, som heldigvis allerede er besluttede.
Vi er stadig enige om målet og midlerne. Målet er ikke at holde nogle inde eller ude. Målet er at holde væksten på sporet. Det skylder vi de danskere, der hver dag bliver skubbet ud af bilkøerne og ind i arbejdsløshedskøen.
Anders Wolf Andresen, Hvidovre
Birte Kramhøft, Ballerup
Brigitta Volsted Rich, Gentofte
Dorete Dandanell, Lyngby-Taarbæk
Karen Tobisch, Albertslund
Leif Pedersen, Albertslund
Susanne Palsig, Gladsaxe
Svend Erik Pedersen, Rødovre
Thomas Monberg, Gladsaxe
Vagn Kjær-Hansen, Brøndby










