Venstre vil ikke længere fjerne en kommende trængselsring omkring København, hvis de igen kommer til magten. En u-vending, der vækker stor glæde hos SF’s trafikordfører Anne Baastrup.
Tidligere har Søren Pind fra Venstre sagt, at hvis de igen kommer til magten, vil de fjerne en trængselsring omkring København med det samme, men det mener Venstre ikke mere. Det siger Venstres betalingsringsordfører Martin Geertsen i dag til Jyllands-Posten, og det er positivt, mener SF’s trafikordfører.
”Jeg er glad for, at Venstre med disse toner fra Martin Geertsen, viser ansvar for de udfordringer dansk erhvervsliv og pendlere har på grund af trængslen i og omkring København. Det er vigtigt for alle, der har brug for bilen i København, at de kan komme ind, og at mennesker, der ikke har decideret brug for bilen får alternativer,” siger Anne Baastrup.
Venstres nye udmelding betyder forhåbentligt at en kommende trængselsring kan blive en langvarig løsning på Københavns trafikproblemer.
”Trængslen omkring København koster hver dag 130 000 arbejdstimer, hvor mennesker sidder i kø. Med en trængselsafgift kan vi spare cirka 15.000 arbejdstimer. Derfor er det uhyre vigtigt, at Venstre på denne måde kommer ind i kampen,” siger Anne Baastrup.
Regeringens partier er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på forslaget om den kommende trængselsring.