Under den borgerlige regering tippede en farlig balance, så et mindretal i dag er i beskæftigelse. Den udvikling skal vendes, mener SF’s formand Villy Søvndal.
Under halvdelen af danskerne er i dag på arbejdsmarkedet, og den udvikling skal vendes, så hovedparten igen er i beskæftigelse. Sådan lyder meldingen fra SF’s formand Villy Søvndal.
- Opgaven for et socialistisk parti er at sikre at mennesker er i job, for det giver en frihed, fordi samfundet har brug for at mennesker er i job og ikke på passiv forsørgelse. Derfor skal de kommende reformer for kontanthjælp og førtidspension i højere grad sikre, at folk, og specielt unge mennesker, ikke bliver parkeret på passiv forsørgelse i årevis.
- Alt for ofte ser vi, at unge mennesker, der ikke har andre problemer, end at de mangler et arbejde, i for høj grad overlades til sig selv. Så bider ledigheden sig fast og bliver et livsmønster og så støder andre problemer ofte til. Det er dyrt for samfundet, men det er først og fremmest en katastrofe for det enkelte menneske. Derfor skal de her unge mennesker på kontanthjælp enten arbejde eller tage en uddannelse, siger Villy Søvndal.
For ham handler det om at sikre den sociale kontrakt som gør, at et stort flertal af danskerne bakker op om en ordentlig velfærdsstat.
- Som SF’er er jeg pavestolt af de solidariske velfærdssamfund, som vi har skabt i de nordiske lande. De samfund har vist sig at være alle andre samfundsmodeller overlegne og give unikke muligheder for at folk kan udvikle sig. Men velfærdssamfundet hviler på en kontrakt, hvor dem på arbejdsmarkedet betaler til folk udenfor via skatten, og den kontrakt indebære, at man skal yde hvis man kan, siger Villy Søvndal.
Men for at yde kræver det først og fremmest, at der er arbejde. Regeringen har derfor en bunden opgave i at skubbe gang i økonomien og beskæftigelsen.
- Denne her regering lægger afgørende vægt på, at der er styr på pengene, men vi kan ikke spare os gennem krisen. Det er fuldstændig afgørende, at vi får skabt vækst og nye arbejdspladser, siger Villy Søvndal.
Relaterede artikler
Del denne artikel
Næste aktiviteter
Vi fejrer 1. maj sammen med SF-Glostrup fra kl. 8 i bibliotekets kælder på Sydvestvej.
Formandskabets møde torsdag den 10. maj kl. 19 er åbent for alle medlemmer.