Efter denne sommers kraftige regnskyl står én ting soleklart: Den måde vi plejer at håndtere regnvand på holder ikke længere.
Det ved Gribskov-borgerne også. Skybruddet tidligt om morgenen så sent som lørdag d. 27/ 8 er resulteret overbelastede kloakkerne i og omkring Helsinge. Gribvand meldte om ' højvandsalarm' på mange af deres pumper og personalet måtte indkaldes ekstraordinært for at afhjælpe situationen. Flere steder meldte om oversvømmede veje og stier -særligt i Helsinge.
Der skal langt mere organisering til, hvis den mængde regn, vi får i den nye type skybrud skal håndteres uden skader. Regeringens omstruktureringer betyder, at vi nu står uorganiserede og forsvarsløse tilbage overfor vandmasserne. Det er der 3 årsager til.
For det første Kommunalreformen. Den afskaffede den overordnede vandplanlægning i amterne fra 2006 og erstattede den med intet. Regeringen skulle have leveret nye vandplaner i 2009, men de mangler stadig. Dermed har vandsektoren ingen retningslinjer for de helt nødvendige investeringer. Derefter privatiserede regeringen vandsektoren og overskar dermed de strukturer, der var dannet mellem kommunernes forskellige sektorer. De samarbejdende sektorer var ellers millimeter fra at skabe nye løsninger, da de blev afskaffet. Endelig har den centrale statslige økonomistyring bundet de nye vand-og kloakselskaber til den billigste driftsform, man kender. Dermed tvinger Regeringen de nye selskaber til at gøre alting på billige, men forældede måder.
SF foreslog sidste år en bypolitik som netop går ud på at høste værdien af samarbejde i vandsektoren. SF foreslår, at kommunernes planlægning igen bliver omdrejningspunkt. Og tag ikke fejl - det koster ikke ekstra.
Del denne artikel
Nikolaj Bührmann
Hej, jeg hedder Nikolaj, er 36 år og er gruppeformand for SF-byrødderne i Allerød kommune.