Med en betalingsring rundt om København vil S og SF sænke prisen på abonnementskort til bus og tog med 20 procent på landsplan og mere i HT-området. En voksen, der rejser fra Hillerød til København vil kunne spare mindst 472 kroner på månedskortet.
Betalingsringen mindsker også trængslen på vejene og er dermed med til at spare tid for bilister og sikre arbejdsudbuddet for virksomheder. En betalingsring vil mindske luftforureningen til gavn for folkesundheden, og endelig muliggør den investeringer i en grønnere trafik, der bidrager til at beskytte klimaet.
Jeg har selv bil og kører ofte mellem Nordsjælland og København. Alligevel synes jeg det er fair at skulle betale mellem 10 og 25 kroner, når jeg kører ind til byen. Man skal huske på, at hvis eksempelvis en tømmerlærling sidder i kø i en halv time på Hillerødmotorvejen, så koster det hurtigt mester - og samfundskassen- ti gange mere end prisen for at køre ind i København.
Nordsjællandske pendlere tjener mere end de nordsjællændere, som arbejder lokalt. Faktisk viser nye tal fra AE-Rådet, at en pendler i gennemsnit tjener 140.000 kroner mere om året end ikke-pendlere. Efter ti år med VKO er billetpriserne på kollektiv trafik steget med mere end tre gange de generelle prisstigninger i samfundet. Hvis jeg kommer ind i Folketinget får jeg en indkomst, der er højere end flertallet i Danmark. Derfor har jeg også råd til at betale en afgift, som hjælper dem, der ikke har bil og dårligt har råd til at køre med bus eller tog.
Det er på tide med smartere, grønnere trafik. Det skylder vi sammenhængskraften, klimaet, den udpinte kollektive trafik og de mange mennesker, der bliver syge og dør af luftforureningen i Storkøbenhavn.
Del denne artikel
Nikolaj Bührmann
Hej, jeg hedder Nikolaj, er 36 år og er gruppeformand for SF-byrødderne i Allerød kommune.