Lis Ravn Ebbesen genvalgt til toppost i SF.
21. feb. 2012
Lis Ravn Ebbesen blev på SF’s kommunale landsmøde i Vingsted d. 6. februar 2012 genvalgt, som landsformand for SFs kommunal og regionspolitikkere.
Jeg synes jo, det er spændende at stå i spidsen for det koordinerende samarbejde mellem SF`s 332 kommunalpolitikere, 29 regionspolitikere og folketingsgruppen og min tidligere byrådskollega SFs formand Villy Søvndal, siger Lis Ravn Ebbesen, byrådsmedlem i Kolding.
Jeg har været med i kommunal politisk landsudvalg i flere år, men opgaven er jo ekstra spændende nu, hvor SF er i regering.
Især fordi den økonomiske krise stiller os alle overfor en række store udfordringer. Det stiller især krav til staten, men også til kommuner og regioner om nytænkning og stramme prioriteringer. En opgave vi som både som venstreorienterede og ansvarlige lokalpolitikere selvfølgelig er parate til at påtage os.
Skal vi komme fornuftigt gennem krisen er det helt afgørende, at der på alle niveauer prioriteres rigtigt og klogt, så vi kan udvikle og fremtidssikre vores velfærdssamfund. Det bliver ikke nemt, som kommunal- og regionalpolitikere er vi vant til at træffe svære beslutninger, inddrage medarbejdere og borgerne, og tænke kreative løsninger for at sikre mest mulig velfærd for pengene. Derfor kan og skal vi bidrage med at sikre et økonomisk råderum gennem afbureaukratisering, løbende effektiviseringer og omprioriteringer, og ikke mindst i forhold til demokratisering, nytænkning og offentlig innovation
Alle skal bidrage og de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Samtidig skal der gøres en helt særlig indsats for at hjælpe unge i gang med en uddannelse eller et job. De som har brug for behandling og særlige tiltag skal sikres muligheder. Ingen unge må blive parkeret på overførselsindkomst.
Kickstarten og fremrykningen af investeringer fra dette års finanslov er et vigtigt element til at skabe nye jobs og sikre kommunerne indkomstgrundlag for at forbedre de fysiske rammer - og dermed også bedre skoler og daginstitutioner. Men pengene skal bruges klogt og ikke drukne i regler og bureaukrati. Derfor hilser jeg regeringens fokus på tillid frem for regler velkommen og ser frem til arbejdet med en ny tillidsreform. Men samtidig må regeringen fokusere på at få begrænset den bureaukratisering, der følger af EU’s regler, forordninger o. lign. Kommunerne og regionerne skal i opgaveløsningen have mulighed for at sætte fokus på resultater frem for proces. Og her er jeg jo selv meget optaget af sygedagpenge området, hvor det at sætte de mange flueben rigtigt desværre er blevet langt vigtigere end den syge borger. Ligesom varighedsbegrænsningen på 52 uger er umenneskelig. Det må og skal vi have ændret, hvilket jeg via mit formandsjob har mulighed for at fortælle SF`s folketingsgruppe på vore koordinerende møder.
