Ældrepolitik
Medbestemmelse, respekt og værdighed er grundlæggende værdier i SF’s ældrepolitik. For os er ældre ikke en byrde, men en ressource og derfor skal vi støtte dem til at få en værdig tilværelse, og blive bedre til at bruge deres kvalifikationer i civilsamfundet. Samtidig skal vi værne om vores velfærdssamfund, så de ældre sikres omsorg, nærvær og værdighed.
Bedre hjem
Vi ønsker en bredere vifte boformer for ældre. Aktive ældre med et ønske om at blive længe i eget hjem skal have mulighed for det gennem fokus på forebyggelse, hjælp til selvhjælp og velfærdsteknologi. Ældre som mistrives i hjemmet, alene og uden den fornødne praktiske hjælp, skal have bedre mulighede for at komme tidligere på plejehjem samt mulighed for fællesskabsorienterede boformer, som en middelvej mellem egen bolig og plejehjemmet.
Færre fattige ældre
Der er brug for at forbedre de økonomiske vilkår for de økonomisk dårligst stillede folkepensionister, der ikke har nogen ekstra indtægter udover folkepensionen, derfor er dette et indsatsområde for SF.
Ingen ensomme ældre
Alt for mange ældre er ensomme. Fællesskabet og livskvaliteten kan bl.a. sikres gennem nye boformer, og netværket af familie og venner kan suppleres med frivillige. Frivilligt arbejde må ikke erstatte lønnet arbejde i den offentlige sektor eller føre til slækkede krav til de offentlige velfærdsydelser. Men frivillige kan bidrage positivt, og derfor skal vi også sikre mindre restriktive krav og regler for frivilligområdet.
Den ældre i centrum
Den enkelte ældre skal være i centrum i ældreplejen. De ansattes ressourcer skal frigives ved at droppe unødig dokumentation, så de i stedet kan bruge deres tid på det, de er uddannet til: Pleje af og omsorg for de ældre. Samtidig skal vi blive bedre til at tilgodese den enkelte ældres ønsker omkring mad, sovetider og aktiv deltagelse. Ligesom det skal være muligt for kommunen at træde til ved særlige lejligheder og tilbyde tilkøbsmuligheder, såsom ekstra mad når familien kommer på besøg, og ekstra rengøring.
Afbureaukratisering
Den offentlige sektor er ved at drukne i administration. Vi vil reducere bureaukratiet markant, blandt andet ved at se på de bureaukratiske udfordringer, som fritvalgsordningen har affødt. Derudover er det en god ide at skabe kontrolfri zoner, der kan bane vejen og give os fornyet inspiration og indsigt i, hvordan vi får den bedst mulige ældrepleje.
Bedre arbejdsmiljø i ældreplejen
Hvis vi ønsker ordentlige forhold for vores ældre, må vi også sørge for ordentlige forhold for de ansatte i ældreplejen. Vi skal have tillid til velfærdsarbejdernes faglighed, frem for at bebyrde dem med unødigt kontroltyranni. Og vi skal have større fokus på arbejdsmiljø og ledelse i ældreplejen.










