BOLIG
At have en bolig er en menneskeret. I SF mener vi, at alle borgere har krav på og skal have adgang til en god og sund bolig – også dem, der er socialt og økonomisk udsatte. Det betyder blandt andet, at der skal etableres flere billige og ordentlige lejeboliger, og at der skal bygges flere og bedre almene boliger.
Forebyg udsættelse af lejere
Flere og flere lejere bliver sat ud af deres bolig. Vi skal have sat en stopper for den fattigdom, der gør, at mennesker ikke har råd til huslejen. Det vil vi blandt andet gøre ved at afskaffe de nedsatte kontanthjælpsydelser. Derudover vil vi arbejde for, at ingen børnefamilier sættes på gaden, men at man i stedet går ind og hjælper dem socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt, og sikrer at dem, der har ret til boligsikring, også får det.
Hjælp til udsatte boligområder
Der er brug for en langt større og mere sammenhængende social indsats i de udsatte boligområder. Derudover forsømmer en række rige kommuner deres sociale ansvar. Vi ønsker en model for kommunal anvisning på tværs af kommunegrænser. Ligesom vi mener, at der bør bygges flere almene boliger i de kommuner, der i dag har en lille andel af almene boliger.
Flere og billigere almene boliger
Der skal bygges tilstrækkeligt med gode almene boliger. Ventelisterne vokser i den almene sektor, og der er mangel på ungdomsboliger i studiebyerne og på ordentlige handicapboliger. Som det ser ud nu, er den almene sektor ikke et alternativ til ejermarkedet, fordi det ikke er muligt at komme ind og få en bolig. Derudover er huslejen for høj i meget nybyggeri. SF vil se på muligheder for at låne til finansiering af nybyggeri af almene boliger, ligesom der bør ses på muligheder for at kunne omdanne større ældreboliger til ungdomsboliger.
Lavere husleje på det private lejemarked
SF vil sikre private lejere mod urimelige huslejeforhøjelser. I dag er huslejen stort set ureguleret, hvis udlejeren blot foretager en gennemgribende renovering af den udlejede lejlighed. Vi synes udelukkende, der skal være mulighed for en mindre detaljeret huslejeregulering, hvis renoveringerne er reelle energirenoveringer, der faktisk sikrer lejeren besparelser på energiudgifterne.
Flere renoveringer af de almene boliger
Attraktive boliger er en forudsætning for at løfte de udsatte områder og for at forebygge, at boligområder i risikozonen udvikler sig til udsatte boligområder. Derfor har det været nødvendigt at give landsbyggefonden mulighed for at renovere det almene byggeri.










