Kønsligestilling
SF arbejder for at sikre reel ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi ønsker et samfund, hvor det ikke er ens køn, der definerer ens muligheder. Et samfund hvor både kvinder og mænd frit kan vælge, om de vil have karriere eller gå hjemme med ungerne.
Fædre og selvstændige skal have ret til barsel
SF arbejder for, at tre måneder af barselsorloven skal øremærkes til faren. Desuden bør den centrale barselsfond udvides til også at dække selvstændigt erhvervsdrivende, således at det bliver lettere for kvinder at være iværksættere.
Ligeløn mellem mænd og kvinder
Trods loven om ligeløn er der stadig lønforskelle mellem mænd og kvinder. Både fordi arbejdsmarkedet er meget kønsopdelt, men også fordi kvinder og mænd ikke altid får lige løn for arbejde af samme værdi. Der er bl.a. brug for større gennemsigtighed om lønnen på den enkelte arbejdsplads, f.eks. ved at lave kønsopdelte lønstatistikker også for mindre arbejdspladser.
Flere kvinder i bestyrelserne
Danmark har en meget lav andel af kvindelige ledere, på trods af danske kvinders høje uddannelsesniveau og erhvervsfrekvens. Der er brug for kvindelige rollemodeller, der kan nedbryde fordomme og forventninger til kønnene. Derfor arbejder vi for at skabe bedre muligheder for kvinderne, så vejen ind i bestyrelserne bliver nemmere.
Indsats mod partnervold
Omkring 28.000 kvinder og 8.000 mænd udsættes for vold fra deres partner. Vi bør stoppe med at kalde det ”husspektakler”, men tage problemet alvorligt. Derudover er der brug for flere krisecentre til begge køn, ligesom mænd, der gentagne gange har sendt kvinder på krisecentre, bør gives karantæne i forhold til familiesammenføring.
Bedre hjælp til de udsatte drenge og mænd
Mænd har i dag lavere uddannelsesniveau, kortere levetid og dårligere helbred end kvinder. De har højere selvmordsrate og større misbrug. Der er brug for en helhedsindsats overfor udsatte drenge og mænd både i uddannelses, sundheds- og socialsystemet.
Forbud mod købesex og hjælp til prostituerede
Mange prostituerede oplever fysiske og psykiske problemer som følge af prostitution. Nogle mener de er frivilligt i prostitution, men hensynet til den store gruppe, som mistrives, vejer tungere. Derfor arbejder SF for et forbud mod købesex samt en række sociale tiltag, der kan hjælpe prostituerede ud af prostitutionen. F.eks. tilbud om psykologbistand samt frit lejde i forhold til socialt bedrageri.
Bekæmpelse af kvindehandel
SF ønsker, at Danmark lever op til FN's kvindekonvention, der opfordrer de enkelte lande til lovgivning imod handel med kvinder og udnyttelse af kvinder til prostitution. Den omfattende kvindehandel i Europa og Danmark betyder, at en række kvinder lever i et slags retsløst parallelsamfund, hvor bagmænd og kunder sætter rammerne for nogle ofte uhyrlige livsvilkår. Vi vil tilbyde ofre for menneskehandel langt bedre beskyttelse i Danmark.










