SKAT
I Danmark har vi indrettet os sådan, at vi betaler mere i skat end de fleste og også har et bedre, tryggere og mere retfærdigt samfund end de fleste. SF vil gennemføre en skattereform, der kan være med til at kick-starte dansk økonomi. Samtidig skal skat på forurening have større fokus, så vi kan give miljøet en tiltrængt hjælpende hånd. Det er desuden klar SF-politik, at de skatteinitiativer, der udvikles, er fuldt finansieret og har en rimelig social balance.
Ambitiøs skattereform
Det er SF’s ambition at gennemføre en fuldt finansieret skattereform med en rimelig social balance. Reformen skal øge arbejdsudbuddet med ca. 7.000 personer frem mod år 2020, og de offentlige finanser styrkes dermed varigt med 3 mia. kr. gennem øget beskæftigelse.
Flere skatter og afgifter til bedre velfærd
For at finansiere bedre velfærd vil vi også se på at hæve skatter og afgifter på 5 mia.kr. i 2012 og 2013 – bl.a. afgifter på usunde varer og cigaretter. På den måde anspores danskerne også til at købe sundere ind og leve sundere og længere. Andre områder vil ikke blive berørt – vi vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode, så alle har sikkerhed for deres boligøkonomi.
Fokus på klimaet
SF har en klar målsætning, om at Danmark skal gå forrest med ambitiøse mål på klima- og miljøområdet. Vi vil ikke acceptere sundhedsskadelig forurening af luften, naturen eller grundvandet. En omlægning af skatter og afgifter skal således sikre, at der skabes de rette incitamenter til at tænke og handle grønt for såvel virksomheder som for borgere. Det skal kunne betale sig at spare på energien og tænke klimavenligt. Det vil være økonomisk gavnligt for virksomhederne, samtidig med at vi er med til at efterlade vores klode i bedre fatning til gavn for vores børn og børnebørn.
Global skat på finansielle transaktioner
SF vil have Danmark til at forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner og vil presse på for en stærkere og klogere international regulering af finanssektoren for at forhindre flere finanskriser.










