Om Karina Lorentzen
Karina Lorenzen Dehnhardts politiske engagement startede med hendes bedsteforældres beretninger om livets udfordringer som fattige landarbejdere i Sydjylland, og om deres vanskelige flytning til storbyen, hvor de blev set ned på fordi de talte sønderjysk. Den historie gav hende vilje til at imødegå de økonomiske og sociale problemer, som opleves af vor tids udsatte grupper. Hvad enten det er dem, som er ramt af fattigdom, dem som mangler formelle kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet, eller dem som er kommet hertil fra andre lande og kæmper med at tilpasse sig.
SF blev Karinas parti, fordi SF kæmper for den jævne danskers hverdag – uanset om det er den hjemløse på bænken, den lavtlønnede rengøringsassistent eller børnefamilien, der har brug for gode folkeskoler. For Karina er SF det parti, der gør en forskel.
Derfor brænder hun også for posten som retsordfører. Karina mener, at der skal være en konsekvens, når der begås ulovligheder. Men vi skal også kunne række hånden frem og give folk en ærlig chance, når de forlader institutioner og fængsler. Unge kriminelle har brug for at blive hjulpet væk fra den kriminelle løbebane, før det bliver værre – både for deres egen og samfundets skyld. Derfor skal vi have en god kriminalforsorg og et aktivt forebyggende arbejde.
Karina er gift med Brian Dehnhardt og mor til lille Clara. De bor i Kolding. I sin fritid går Karina til spinning og styrketræner flere gange om ugen. Karina er opstillet i Sydjylland.










