Villys CV
Villy Søvndal er født 4. april 1952 i byen Linde i Struer Kommune. Han begyndte sin skolegang på den lokale skole i Linde og tog derefter sin realeksamen på Nørreland Skole i Holstebro. I 1971 blev han HF-student fra Nørre Nissum Seminarium, hvorefter han gik tre år på Vestbirk Musikhøjskole. Villy brugte herefter 3½ år på at rejse rundt i Østeuropa og Sydamerika, før han startede på læreruddannelsen på Kolding Seminarium. Han blev færdiguddannet i 1980 og arbejdede derefter en årrække i Kolding skolevæsen. I 1994 blev Villy for første gang valgt til Folketinget. Han er i dag gift med Laila Rifbjerg – sammen har de tre børn og bor i Bjert udenfor Kolding.
Opvækst og udlandsrejser
Især to ting har præget Villy Søvndal: opvæksten under fattige kår i Vestjylland og hans udlandsrejser til Sydamerika og Østeuropa.
Villy er opvokset på et husmandssted, hvor faderen Peder Søvndal var husmand og moderen Agnes hjemmegående husmor. Sammen skulle de forsørge en børneflok på seks. Det betød, at Villys ældre brødre kom ud at tjene, da de var 9 og 11 år, mens Villy som den yngste fik mulighed for at tage en uddannelse.
Under sine rejser i Sydamerika og Østeuropa så Villy med egne øjne konsekvenserne af de politiske projekter, der blev gennemført i socialismens navn. I Østeuropa oplevede han udemokratiske samfund på tætteste hold og i Sydamerika afgrundsdyb fattigdom. Mødet med mennesker, der på grund af undertrykkelse eller fattigdom aldrig har fået en ærlig chance i livet, påvirkede ham meget. Oplevelserne satte for alvor gang i hans politiske engagement.
Villys politiske karriere
Tilbage i Danmark meldte Villy sig ind i SF, og blev hurtigt et centralt medlem af partiet. Han sad i en årrække i Kolding Byråd og var i en længere periode socialudvalgsformand. Da Villy blev valgt til Folketinget, fortsatte han i samme spor og blev snart partiets ordfører på social- og forsvarspolitiske spørgsmål.
Villy blev i 2005 valgt som formand for SF, og partiet har siden oplevet en kæmpe fremgang - ved valget i 2007 blev partiets mandater mere end fordoblet. Som formand for SF knokler Villy for velfærd, der virker, nye job og vækst i Danmark, social ansvarlighed, et retfærdigt skattesystem og grøn omtanke.
Historik
2005: Formand for SF
1994: Valgt til Folketinget i Vejle Amtskreds
1982-1994: Medlem af Kolding Byråd
1980-1992: Lærer, Kolding Skolevæsen
1976-1980: Læreruddannelsen, Kolding Seminarium
1971-1973: Vestbirk Musikhøjskole
1971: HF-student, Nørre Nissum Seminarium










