Den nye boligaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre bruger kun penge fra lejernes fond, Landsbyggefonden, og ingen statslige midler.
Med S-SF’s forslag, ville der blive brugt 10 mia. kr. mere til renovering de næste tre år – heraf den ene mia. kr. statslige midler. Med finansloven for 2011 får fonden mulighed for at bruge 5 mia. kr. ekstra over tre år.
Unfair at tørre regningen af på lejerne
”Ikke alene er vores forslag langt mere ambitiøst; det lader heller ikke landets lejere stå tilbage med hele regningen. Det er synd for beboerne i de udsatte boligområder at den nye aftale ikke kan give det løft, vores forslag kunne have givet,” lyder det fra SF’s boligordfører Peter Westermann.
SF og S har således foreslået, at landsbyggefonden kan bruge 5,4 mia. kr. om året, samt at der sættes 1 mia. kr. af på finansloven til renoveringsprojekter i 2011. Planen ville dermed sikre et gevaldigt løft med hele 4 mia. kr. ekstra til de almene boligområder allerede næste år.
Ikke nok til at fjerne efterslæbet i boligområderne
De seneste år har Landsbyggefonden årligt brugt 2,4 mia. kr. på renoveringer, men det har ikke sikret nok midler i forhold til renoveringsbehovet: Der er i dag over 200 renoveringsprojekter i den almene boligsektor, der står i kø. Projekter til en samlet værdi af 8 mia. kr.
I det lys mener boligordfører Peter Westermann ikke, at den ny boligaftaler for alvor tager udfordringen op: ”Pengene rækker til at sætte en lap over noget af hullet, men det er ikke nok til at løse problemerne. De flere penge rækker ikke engang til at fjerne efterslæbet og jeg tvivler på, at det vil kunne bryde den negative udvikling i de udsatte boligområder.”