Afskaf myterne, ikke efterlønnen!
14. feb. 2011
Frederiksborg Amts Avis 21. januar 2011
Af Peter Westermann, folketingskandidat for SF
De hårdtarbejdende danskere, der starter tidligt på arbejdsmarkedet, har fysisk krævende jobs og sidder yderst på vippen når kriserne kradser, skal nu igen betale for regeringens mange skattegaver til de rigeste. Først halverede Løkke og Pia dagpengeperioden og fordyrede efteruddannelse og omskoling dramatisk. Nu er turen kommet til efterlønnen og pensionsalderen.
Jeg og SF vil ikke forgylde de forgyldte, men sikre ordentlige forhold for folk flest. Vi vil sætte gang i hjulene, så vi sammen arbejder Danmark ud af krisen. Vi vil investere, skabe jobs, bedre uddannelser og efteruddannelse, og et ordentligt dagpengesystem.
De borgerlige prøver at plante den myte, at der ikke er råd til efterlønnen. At det er forkert, ved de hos de konservative og Liberal Alliance, der ønsker flere skattelettelser i stedet for efterlønnen.
Det, der ikke er råd til i den danske økonomi, er flere ufinansierede skattelettelser. De 3 skattesænkninger under VKO har, sammen med skattestoppet, kostet statskassen op imod 300 milliarder siden 2001. Til sammenligning mener regeringen at efterlønnen koster 16 milliarder om året. Altså koster efterlønnen på 10 år lidt over halvdelen af skattelettelserne og skattestoppet.
Billedet af efterlønneren som den golfspillende, velbjærgede dovenlars er også en myte: 8 ud af 10 efterlønnere er faglærte eller ufaglærte. 2 procent er akademikere.
Løkke sagde i nytårstalen at dem, der går på efterløn ikke er mere syge og slidte end dem, der ikke gør. Det er også en myte: Dem, der gik på efterløn i 2010 havde modtaget sygedagpenge hele 70 procent mere end dem, der ikke gik på efterløn.
En anden sandhed er, at en person med videregående uddannelse i gennemsnit lever 5 år længere end en ufaglært og 2,5 år længere end en faglært. Det betyder, at en 35-årig ufaglært kun kan regne med 4 leveår efter arbejdslivet, hvis efterlønnen fjernes. Det er ikke rimeligt at ufaglærte og faglærte ikke får mulighed for flere gode år efter arbejdslivet.
Murere, tømrere og sosu’er, der i disse år kommer ud på arbejdsmarkedet i en ung alder, skal med Løkkes forslag knokle til de fylder 72 år. Det er simpelthen ikke rimeligt – og for mange ikke muligt. Imens kan direktøren med den fede privatpension trække sig tilbage når han vil.
Løkke sagde så sent som i september: ”Vi har et efterlønsforlig, og det bliver der ikke rokket ved”. Nu vil Løkke i dén grad rokke ved efterlønnen, vel at mærke i en situation hvor ungdomsarbejdsløsheden er mere end fordoblet til ca. 40.000 unge. Dem hjælper en afskaffelse af efterlønnen ikke.
Vi skal ud af krisen på en fair måde: Gennem investeringer og knofedt - og ved at millionærerne betaler lidt af deres skattelettelser tilbage.















