Velfærd går til skattelettelser
25. feb. 2011
Frederiksborg Amts Avis 09.02.2011
Af Peter Westermann Folketingskandidat ( SF),
Den konservative folketingskandidat Casper Strunge ( CS) skriver d. 2/ 2, at det ikke er rigtigt, når jeg kalder regeringens skattelettelser ufinansierede.
Nationaløkonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet og tidligere medlem af skattekommissionen fastslog ellers til Ritzau 2/ 6 2010: »I de år ( 2004 og 2007) var der tale om rene skattelettelser, hvor der ikke var andre skatter, som blev hævet.
Dermed var der ikke tale om en fuld fi-nansiering«. Han pointerede desuden, at den seneste skattelettelse fra 2009 ifølge regeringens plan først er finansieret fra 2019. Altså har skattelettelserne været penge op af statskassen -og dermed har de et medansvar for de drastiske nedskæringer på velfærd og uddannelse, vi har set.
75.000 nye job
CS skriver videre, at jeg og venstrefløjen ikke har noget bud på, hvor pengene skal komme fra. Den påstand kommer ret dårligt timet: 19. januar fremlagde vi i SF et vækstudspil »Ny Vækst -Nye Job«, der indeholder 38 konkrete vækstinitiativer.
Med et forsigtigt skøn kan udspillet skabe 75.000 job i Danmark.
Vi vil fremrykke investeringer i byggeri og renoveringer, satse på uddannelse og forskning, samt målrette erhvervsstøtten mere til udvikling inden for fremtidens vækstbrancher.
Vores udspil kommer også med den banebrydende idé, at vi som samfund skal få det bedste ud af de 269 mia. kr. -eller 15 procent af BNP, som det offentlige årligt køber ind for. Det kan vi ved at satse på innovative indkøb frem for masseproducerede kinesiske hyldevarer.
Jeg kunne ikke være mere enig med CS' ønkse om, at vi skal satse mere på uddannelse. Desværre klinger det lidt hult fra en konservativ, når man ser de massive nedskæringer på uddannelse, som kom med regeringens seneste fi-nanslov. På professionshøjskolerne og erhvervsakademierne har de mistet 8 % af statsstøtten, mens der skæres 225 mio. kr. på Videnskabsministeriets område. Det er et stort skud i foden i forhold til et ønske om Danmark som en hurtig og konkurrencedygtig nation.
CS stiller det rigtige spørgsmål, når han spørger, hvor pengene skal komme fra. Det har vi i SF givet et svar på. Desværre har hans parti og regeringen ikke leveret andre svar end kæmpe supermarkeder i landsbyer. Og nå ja, så vil de sende efterlønnere på førtidspension eller i arbejdsløshedskøen.
Samtidig kræver CS og hans parti nye, enorme skattelettelser. Hvor skal de penge komme fra? Mit gæt er velfærden.















