Mandag den 5. december besøger Annette Vilhelmsen (SF) og Lars Chr. Lilleholt (V) Lindø Industripark. Besøget er led i et arbejde for at sikre erhvervspolitiske rammer, der giver muligheder for at erhvervsprojekter som Lindø Industripark kan sikre vækst og arbejdspladser til Danmark.
”Lindø Industripark er i gang med at udvide aktiviteterne. Den nye aftale med Vestas giver Lindø Industripark et stort løft. Vi har her på Lindø nogle af de bedste faciliteter i Nordeuropa for en effektiv produktion og håndtering af elementerne til havvindmøller”, siger Michael Nymark Hansen, divisionsdirektør i Lindø Industripark.
”Danmark skal fortsat være et produktionsland. Når virksomheder og arbejdspladser flytter ud, så skal vi som politikere være med til at give muligheder for at nye kan opstå. Her er Lindø Industripark en vigtig aktør i projekter inden for grøn energi”, siger Annette Vilhelmsen, erhvervsordfører for SF.
”Danmark er foregangsland inden for vedvarende energi herunder ikke mindst havvind. Den position skal vi som land forstå at udnytte til at skabe danske arbejdspladser, og derfor er Vestas´s beslutning om at bruge Lindø et godt signal”, siger Lars Christian Lilleholt, der er Venstres klima- og energiordfører.
De to folketingspolitikere vil blandt andet diskutere, hvordan det wind cluster, som Lindø Industripark har skabt, kan understøttes og videreudvikles samt hvordan Lindø i højere grad kan blive udskibningshavn for lokale vindmølleprojekter.