Hvis vi prioriterer og tager os sammen er der grund til at være optimist på trods af besværlighederne på FN's 17. klimatopmøde.

Af Steen Gade, formand for Folketingets klima- og energiudvalg samt leder af den danske parlamentarikerdelegation på COP 17.

Med mere end et døgns forsinkelse kom der et resultat ud af Durban. Symbolsk for den træge politiske vilje til at påtage sig de nødvendige forpligtelser for at målet om, at jordens temperaturstigning kan fastholdes under 2 grader i dette århundrede kan overholdes, men også et signal om, at alle lande i verden et eller andet sted godt kan se, at den er helt gal. Og dermed er vi, hvor vi har været så ofte i de nu snart 20 år, hvor verden har forhandlet konkret og bindende global indsats for at begrænse drivhuseffekten. Med en vis fremgang i processerne så den globale forhandlingsmaskine kan køre videre og med et resultat, der målt med , hvad der er nødvendigt, er utilstrækkeligt.

Aftalen indebærer, at der i 2015 kan indgås en global aftale, der er juridisk bindende for alle. Men den skal først træde i kraft i 2020. Her er det store hul i aftalen. Det er alt for lang tid og nærmest det samme som at afskrive sig en globale aftale, der reelt kan styre efter at fastholde de 2 grader. På den anden side er 2015 nok det eneste realistiske tidspunkt for en aftale, der omfatter alle. Et godt tidspunkt, hvor IPCC’s næste rapporter ligger på bordet med endnu mere alarmerende viden end det vi har i dag. (En forudsigelse, der er temmelig sikker på baggrund af de forskningsresultater, der allerede er offentliggjort efter 2007, hvor de tal stammer fra, som vi i dag handler ud fra!) Netop tal, der ganske givet yderligere vil dokumentere en nødvendig indsats også fra BASIC lande som Kina og Indien, og ikke kun fra de rige lande. – Og netop det var jo gennembruddet i Durban - at både Kina, Indien sammen med USA forpligtede sig til juridisk bindende aftaler.

Durban fik dermed også repareret på den store fejltagelse i København i 2009, hvor Danmark og store dele af EU var i fuld gang med at løbe fra Kyoto-aftalen. Her i Durban valgte EU klogeligt at sige ja til en ny forpligtelsesperiode, der i det kommende år skal forhandles. Herunder også hvor mange lande, der vil fortsætte. I den hele taget kom EU forhandlingsmæssigt bedre ud af denne COP end tidligere. Først og fremmest fordi det lykkedes, at lave en synlig alliance mellem EU og de mindst udviklede udviklingslande (de såkaldte LDC’ere). En synliggørelse, der klart var med til at presse Kina og Indien. Det blev symboliseret af billedet af Martin Lidegaard, som kommende EU-formand - hånd i hånd med Gambias klimaminister (formand for LDC’erne) i en fælles pressebriefing udenfor EU’s kontorlokaler i kælderen på konferencebygningen. Så selv om lokaliteterne var meget lidt prangende – det var let ombyggede kælderparkeringsbåse – var symbolikken til at forstå, og den blev fulgt op af en fælles erklæring senere på dagen.

Som danskere kan vi godt være stolte over, at det vigtigste på dette års COP rent faktisk blev iværksat af Danmark. Et initiativ, som EU burde have taget for lang tid siden, og som jeg og SF har fremført adskillige gange – også før COP 15 -, men nu kom det altså. Heldigvis.

Jeg var i Bangladesh og talte for alliancen i møder om klima med blandt andre Bangladesh’s regeringschef en uge før Durban, og det var således også en personlig tilfredsstillelse, at se Bangladesh side om side med Gambia for at lave den fremskridtsalliance, som både EU og Danmark skal satse alt på at udvikle og udvide i de kommende år. Det vigtigste resultat i Durban, fordi det lægger grundlaget for en ny strategisk offensiv fra dansk og EU’s side.

Derfor bliver "Rio +20"-mødet i juni måned næste år også vigtig i klimasammenhæng. 2012 er FN-år for bæredygtig energiforsyning for alle, og Rio topmødet skal blandt andet diskutere globale mål for vedvarende energi og elektricitet for alle. Også de ca. 1,4 milliarder mennesker, der i dag ikke har adgang til elektricitet og dermed ikke adgang til moderne udvikling. Her skal Danmark som EU-formand lægge alle kræfter i, at føre den nye alliance videre så Rio udbygger og sætter nye grønne mål for FN’s arbejde generelt.

Den grønne fond blev etableret, men pengene er stadig få, så presset skal fortsætte. Det er jo pinligt at se, at verden kan skaffe milliarder af kroner, af Euro og Dollars når de finansielle markeder vakler, men når klimaet og miljøet vakler, som de berusede træer i den optøende tundra, så er viljen alt, alt for ringe…

USA var nærmest sunket under havets overflade på COP 17. Det var Afrika og udviklingslandene sammen med EU, der var synlige. USA spøgte dog kraftigt i kulissen og ville nærmest intet. Trist at se det under Obama, men sådan er det. De er ved at blive glemt, men bestemmer stadig alt for meget. På den måde var Durban endnu en illustration at den hastige ændring, der er i gang på kloden. Altså den globalisering, der markant ændrer tyngdepunkterne for verdens udvikling.

For når EU presser på overfor Kina og Indien og USA med at fremhæve, at vores udledning af CO2 kun er 11% af verdens udledning, så illustrerer det jo også, at verdens hurtigste økonomiske udvikling sker andre steder end i det kriseramte Europa. Og USA er ved at synke, mens resten vokser. Selv mange af de fattigste lande. Bangladesh har f.eks. vækstrater på 7 %, selv midt under krisen!

Vinden blæste kraftigt ind fra Det indiske Ocean direkte på konferencecenteret under mødet, og Sydafrika lancerede en ny energipolitik. Nu med 9% vedvarende energi – i høj grad vind og med ordrer til Vestas og Siemens på vej. Egentlig fantastisk for et land, der har kul reserver til 400 år! En illustration af, at det faktisk er i fuld gang rundt om i verden. I Bangladesh bruger de også egne penge for at komme i gang , selv om de er ludfattige. De venter ikke på hjælp fra os. Det samme ses overalt.

Måske det allervigtigste tegn på, at de her konferencer har kæmpebetydning med de mange diskussioner og procedurer for klimaplanlægning m.m. – Også selv om de nødvendige resultater ikke er i hus.