Regeringens kommende skattereform skal sænke skatten på arbejde for ”dem, der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde.” Det skriver skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i en kronik i dagens Berlingske.
Helt almindelige danskere skal have lettet skatten på deres arbejdsindkomst som følge af den skattereform, regeringen har bebudet. I hvert fald hvis det står til skatteminister Thor Möger Pedersen.
”Det er medarbejderne i industrien og i produktionen, der er nervøse for, om de mister deres arbejde. Det er rengøringsassistenter og skraldemænd, der må løbe hurtigere for at nå mere på mindre tid. Og det er de varme hænder på plejehjem, hospitaler og daginstitutioner, der kan mærke, hvor velfærdssamfundet slår sprækker,” forklarer SF’eren i dag i en kronik i Berlingske.
Skatteministeren understreger, at det skal kunne betale sig at arbejde – også for lavtlønsgrupperne, der ikke fik meget ud af de skattelettelser, der blev delt ud under VK-regeringen.
Skattelettelser med social balance Den ambition falder i helt naturlig forlængelse af regeringens afskaffelse af starthjælpen og de øvrige lave ydelser, der blev indført af den borgerlige regering og fastholdt mennesker i fattigdom, mener Thor Möger Pedersen.
Nu hvor regeringen har sikret anstændige vilkår for dem, der af den ene eller den anden grund står uden for arbejdsmarkedet, er det nemlig tid til at løfte lavtlønsgrupperne via en skatteomlægning, påpeger han:
”Derfor skal skattereformen markant sænke skatten på arbejde. Den skal have en rimelig social balance. Den skal være fuldt finansieret. Og så skal den bidrage til, at det bedre kan betale sig at arbejde,” skriver Thor Möger Pedersen i kronikken.
Håb om bredt flertal Skatteministeren slår også fast, at han ønsker sig et bredt flertal i Folketinget bag reformen, og at han derfor ikke løbende vil kommentere enkeltforslag. Der forventes at blive indkaldt til forhandlinger om skattereformen i løbet af 2012.