Alle partier i Folketinget er i dag blevet enige om at ændre forældreansvarsloven, så den i højere grad varetager børnenes interesse. Med de nye ændringer kan forældre kun dømmes til fælles forældremyndighed, hvis de kan finde ud af at samarbejde.
Det har længe været en SF-mærkesag at få ændret forældreansvarsloven, så det i højere grad er barnets interesser, der kommer i centrum. Derfor glæder det Annette Vilhelmsen, der har forhandlet for SF, at det nu falder på plads.
- I dag er det sådan, at forældre kan blive idømt fælles forældremyndighed, selv om de ikke kan samarbejde. Det kan ofte resultere i at barnet skal leve med mange konflikter i hverdagen og være en slags brobygger mellem forældrene. Det er ikke rimeligt, og det ændrer vi på nu, siger Annette Vilhelmsen.
De nye ændringer af forældreansvarsloven medfører en grundlæggende ændring på området, så det fremover er barnets ret til begge sine forældre, og ikke forældrenes ret til barnet, der bliver det bærende element i afgørelser. Det betyder for eksempel, at delt forældremyndighed ikke længere betyder, at barnet skal bo syv dage hos far og syv dage hos mor. Med de nye regler tages der i højere grad udgangspunkt i barnets bedste.
- Det glæder mig, at vi nu får en lovgivning, som tager udgangspunkt i barnets perspektiv, i stedet for forældrenes, siger Annette Vilhelmsen.