Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti indgået en ”Aftale om en forstærket indsats for flere praktikpladser i 2012”, hvor der afsættes ca. 2,6 mia. kr. til at skaffe 10.400 ekstra praktikpladser.
”Det er et stort skridt i den rigtige retning, at vi med den nye aftale, kan se frem til 3.000 ekstra skolepraktikpladser i 2012. I Aalborg mangler omkring 450 unge lige nu en praktikplads, og derfor er en forstærket indsats klart nødvendigt. Det er en løsning som hjælper her og nu, og det er derfor vigtigt, at vi får lavet en god aftale ved forårets trepartsforhandlinger. Der skal vi på længere sigt sikre, at unge også i fremtiden har mulighed for at gennemføre en uddannelse,” siger Lisbeth Bech Poulsen, SF.
Baggrund:
Private og offentlige arbejdsgivere medvirker med ca. 2,3 mia. kr. via AER-ordningen til at finansiere indsatsen.
Følgende af aftalens initiativer er en styrkelse af den tidligere indsats for flere praktikpladser:
- 3.000 ekstra skolepraktikpladser.
- Forsøg med praktikpladscentre. Forsøg med praktikpladscentre på erhvervsskoler. Centrene skal blandt andet oprette fællesskaber af praktikvirksomheder, som skal give skolepraktikelever mulighed for at komme på praktikophold i flere virksomheder efter en forud fastlagt plan. Der skal blandt andet gøres forsøg med, om skolerne kan løfte ansvaret for elevens samlede uddannelse.
Regeringen vil herudover nedsætte en arbejdsgruppe, som skal beskrive, hvordan der sikres en øget, ubureaukratisk og omkostningseffektiv brug af sociale klausuler om praktikpladser i offentlige udbud.