Uddannelse er nøglen til fremtidens vækst og velfærd
Danmarks råstof er uddannelse. Vi kan ikke konkurrere på lave lønninger - vi skal konkurrere og satse på uddannelse. De borgerlige spiller hasard med Danmarks fremtid. Der har de seneste år været nedskæringer på alle uddannelser. Nedskæringer, der kan få altafgørende betydning i fremtiden.
Folkeskolen skal blive bedre til at få alle med. Målet er, at alle lærer så meget, at de kan få en ungdomsuddannelse. Derfor kæmper vi i SF for, at alle børn skal lære at læse i de små klasser – og at der skal være to lærere i dansk og matematik. Der skal være maksimalt 24 elever i klasserne.
Alle skal have en uddannelse. Derfor skal der sikres praktikpladser nok, og det skal være nemmere at tage en uddannelse senere i livet. Vi skal sikre, at arbejdsløse uddannes, så de kan få de jobs, der bliver ledige i fremtiden.